Panda, Mozart og et par tungetricks
Egentlig er IMMUN en trio. Men kun en tredjedele af gruppen mødte op på 5e. Men Randi Pontoppidan (vokal og live electronics) og Kirstine Lindemann (blokfløjter og vokal) skabte en fest af lyd og performance. Perkussionisten Peter Bruun var denne aften strandet på Svalbard, så de havde taget en panda-bamse med som substitut, og den blev helt uhøjtideligt det rituelle centrum i spændingsfeltet mellem duoen, et lydløst brændpunkt i hvirvlen, som en tryllekunstners rekvisit der fanger publikum i magisk illusion.
Koncerten var en skarp simultandialog: Pontoppidans ekstremt virtuose vokaludtryk, minutiøse toneskift, tungetrick, ord- og sætningsbrudstykker, diskret bakket op og videreudviklet af live electronics, og Lindemanns intense smelten ind i den kæmpestore avantgardeblokfløjte med åndedræt, stemme, instrumenttoner og perkussiv klapbrug, lejlighedsvis afløst af mere traditionelle blokfløjter.
På samme tid løssluppent og stramt komponeret faldt koncertens serie af sessions overraskende naturligt på plads i former, der mindede om satsfølger med fjerne rødder i klassikken. En slags Mozart-i-det-enogtyvende-århundredes lydgøgleri med et sprog fra dybet af stederne, hvor musikken opstår. Usvigeligt rutineret, uden på noget tidspunkt at minde om rutine. Det var Kirstine Lindemann og Randi Pontoppidan den aften på 5e. Meget mere af det!
Ekkoer fra oliventræerne
Sorg er arveligt. Det er kollektivt og mere end blot strømme af tårer – hvilket utallige generationer af undertrykte palæstinensere vidner om. På albummet Karakoz skaber den Rom-baserede musiker Mai Mai Mai en genklang af denne kollektive sorg og forsøger at gribe om det palæstinensiske folks fortvivlede håb. Ikke med politiske paroler, men med mørk spiritisme og synthesizere.
Karakoz er en ældgammel form for skyggeteater med rødder i det Osmanniske Rige, og albumtitlen fungerer som et varsel om den musikalske puls, der sætter ind allerede fra åbningsnummeret »Grief«. Her lyder musikken som en arkaisk folkehymne: langsom, repetitiv perkussion skaber en tårevædet minimalisme, og nummeret føles som en ceremoni, der er blevet overleveret gennem generationer. Med synthesizere der langsomt snor sig om Maya Al Khaldis længselsfulde vokal, bliver »Grief« en kulturel bro mellem glemte traditioner og den højaktuelle tragedie, der i dag indhyller Palæstina i et altoverskyggende mørke.
Igennem de syv numre kan man høre traumet som en vind, der mumler i gadebilledet og mellem oliventræerne. Det skyldes måske, at albummet er blevet til i samarbejde med lokale kunstnere og inkluderer arkivmateriale fra The Palestinian Sound Archive – et arkiv over årtiers glemt musik, lyrik og albumcovers. Karakoz er en nyfortolkning af Mellemøstens spiritisme og glemte musik. Det er et vidnesbyrd om sorgen som levet liv, og som et arkivarisk brystværn tager Karakoz således del i kampen for et frit Palæstina.
»For mig er musik et hemmeligt, sikkert sted. Det er et tilflugtssted fra samfundet, fra den, man forventes at være, og fra ideen om at høre til. Det er et rum, hvor man er fri for konflikt og dualistiske tankegange. Det er et sted at føle verden uden at skulle forstå den.«
Masaya Ozaki er en komponist født i Niigata, Japan. Hans arbejde er dybt påvirket af rummets flygtige natur og lydens finesser i fysiske miljøer. Ozaki ser ikke kun lyd som et medie, men som en form, der er dybt sammenflettet med de rum, den bebor, noget han udforsker udførligt i stedsspecifikke projekter som Echoes, der involverede liveoptrædener inde i et fyrtårn.
Ozakis seneste album, Mizukara (2024), er en afspejling af hans personlige og kunstneriske rejse, primært formet af hans oplevelser i Island. Albummet omfavner minimalisme og introspektion og inkorporerer feltoptagelser, sparsomme instrumentalnumre og teksturerne i det islandske landskab for at udforske det flydende forhold mellem selvet og miljøet. I nylige interviews har han understreget sit skift fra rent lydbaserede kompositioner til dem, der dybt overvejer miljø og rum. Hans flytning til Island har haft en dyb indflydelse på hans arbejde og opmuntret ham til yderligere at fusionere grænserne mellem musik, natur og arkitektur. Han er også medlem af det Reykjavík-baserede emo anime doom metal-band MC Myasnoi.
Små snefnug i en brutal snestorm
Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.
Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.
Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.
»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«
Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.
I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.
Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.