Panda, Mozart og et par tungetricks
Egentlig er IMMUN en trio. Men kun en tredjedele af gruppen mødte op på 5e. Men Randi Pontoppidan (vokal og live electronics) og Kirstine Lindemann (blokfløjter og vokal) skabte en fest af lyd og performance. Perkussionisten Peter Bruun var denne aften strandet på Svalbard, så de havde taget en panda-bamse med som substitut, og den blev helt uhøjtideligt det rituelle centrum i spændingsfeltet mellem duoen, et lydløst brændpunkt i hvirvlen, som en tryllekunstners rekvisit der fanger publikum i magisk illusion.
Koncerten var en skarp simultandialog: Pontoppidans ekstremt virtuose vokaludtryk, minutiøse toneskift, tungetrick, ord- og sætningsbrudstykker, diskret bakket op og videreudviklet af live electronics, og Lindemanns intense smelten ind i den kæmpestore avantgardeblokfløjte med åndedræt, stemme, instrumenttoner og perkussiv klapbrug, lejlighedsvis afløst af mere traditionelle blokfløjter.
På samme tid løssluppent og stramt komponeret faldt koncertens serie af sessions overraskende naturligt på plads i former, der mindede om satsfølger med fjerne rødder i klassikken. En slags Mozart-i-det-enogtyvende-århundredes lydgøgleri med et sprog fra dybet af stederne, hvor musikken opstår. Usvigeligt rutineret, uden på noget tidspunkt at minde om rutine. Det var Kirstine Lindemann og Randi Pontoppidan den aften på 5e. Meget mere af det!
Statiske vibrationer
Om det er ironisk eller passende, at Irma Hünerfauths mekaniske skrotmaskiner fra 70’erne og 80’erne, som lige nu udstilles på Simian, ikke længere virker, må være en smagssag.
Tyskerens Sprechende Kästen er en satirisk legesyg og spiddende kritik af det accelererende varesamfund, skabt af overflodens egne affaldsprodukter: sammenloddede computerkort, tøjknapper, metalspiraler. I én kasse bræger et får fanget under jorden, i en anden flyver en eroderende sommerfugl af metal hen over en nedbrudt pistol.
Oprindeligt skulle publikum få de ekspressionistiske tableauer til at bevæge sig. »Helft mit!« stod der dengang på udstillingerne. I dag står der, at kunsten ikke må berøres. Så nu står Hünerfauths åbenbart sarte Vibrationsobjekte stille som et unheimlich og melankolsk gravmæle over en socialt indigneret samfundskritik.
I stedet sættes de tilhørende lydspor i gang af sensorer, når man nærmer sig dem hver især. Hurtigt myldrer den gamle cykelkælder derfor med lyde, der bekriger hinanden: en diskant kakofoni af cikader, sfærisk klang, pistolskud og kunstnerens utydeligt hvislende messen om krig, forbrug og tabt natur – det hele oven i hinanden.
Men den tynde lyd er lige så nedslidt som mekanikken, og end ikke en stramt minimalistisk opstilling kan redde udstillingen fra at virke uskarp, uengagerende og en smule meningsløs. Hvor kasserne engang lokkede til interaktion og fordybelse, inviterer de i dag til at stryge direkte ud af det lydlige kaos og over i Field’s.
Digter Victor Boy Lindholms forfatterskab behandler så forskelligt territorium som cykling, hykleri og natur, senest i Isbogen – hvordan isen har formet vores verden og kommer til at forandre alt skrevet sammen med professor i klimaforandringer Sebastian H. Mernild. Hans playliste har tilsvarende spændvidde. Fra bluegrass-fornyeren Billy Strings til Guldimund og Soleima, der begge synger drømmende om de ting, der er tættest på. Victor Boy Lindholm læser op til Deer Bodega-koncerten 20. juni i Byhaven i København sammen med blandt andre G.HO and Emma Lincoln fra DJ-kollektivet Future Female Sound.
Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.
Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.