Paradisisk bedjævlet kontrabas
Gennem en ond, mørk skov slæber man sig i første del af Bára Gísladóttirs farligt suggererende og luksuriøst klingende meditation for bedjævlet kontrabas, det timelange rodværk Silva (2022). Lukker man øjnene, begynder verden at bølge om en.
Dybe glidninger på strengene lyder som et uhyre i smerte, omgivet af en let dis af overtoner. Et mulmende rum, som to støjkorn løsriver sig fra, og mens dybet under dem bliver til et valsende stempel af tunge tryk, cirkler kornene synthsvirrende rundt og kaster fra den underjordiske slyngverden en line ud efter lys.
Og jo, minsandten: Mørket flænges af lysglimt. En skinnende tone sniger sig ind, mangedobles til et skurrende hyl og følges op af hæse dursignaler. Det dybe stempel sætter sig fast i en hård rille, mens Gísladóttir begynder at file rundt i et lyst register med ren instrumentklang.
Værket spjætter, søger at trænge igennem en hinde til et lysere sted. Til sidst, efter alt omkring den ensomt søgende er fortæret af en rasende ild, lander Silva i et limbo af fjerne overtoner, klange, der får lov at rinde ud.
Vi har nået overfladen, nu lyder en klar, lys drone og den fineste dæmpede støj som et svagt, men insisterende ekko af, at livet buldrer videre i underskoven. Bedre mindes jeg ikke at have hørt Bára Gísladóttir: så fokuseret og alligevel hengiven, fri; tilmed i en overrumplende optagelse, der indfanger dybets tonerigdom.
Så kan man godt finde årslisterne frem.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.