Det var en af den slags koncerter, der for altid vil præge min opfattelse af studieoptagelserne. Den britisk-danske komponist og musiker Kaj Duncan David spillede med imponerende intensitet på keys, kraftigt behandlede vokaler, pedaler og samplede med en til tider manisk energi. De mere intense løb afløstes af simple, men indtagende svævende, nærmest sakrale passager. Sært, smukt, underligt – på én gang organisk og plastisk.
Hvor albummet All Culture Is Dissolving lød som et simulakrum, en approksimation af det ægte, så føltes denne liveopførelse som en rekonstituering af luftspejlinger, en genskabelse af den virkelige verden fra uvirkeligt kildemateriale.
Reconvert & Fernando Manasseros efterfølgende koncert indledtes med et måske uintentionelt beat spillet af røgmaskinen foran scenen, der dog hurtigt udviklede sig til en gennemført totaloplevelse af lyd og billede. Glødepærer hvinede og knitrede, projektorer spillede skyggespil på skærme, alt imens musikerne bag bordet kreerede mørkt pulserende, dybt rungende og knirkende lydlandskaber. Objekter – alt fra klokker og trappefjedere til presenninger – blev berørt og behandlet på en måde, der vakte mindelser om foley-artister i gang med at indspille lydspor til en gyserfilm.
Detaljerigdommen, placeringen af højttalere både foran og bag publikum, samt de visuelle elementer skabte således tilsammen et dystert, men samtidig dragende univers, som jeg ikke bare præsenteredes for, men aktivt blev inviteret med ind i.
»Musik for mig er et mulighedsrum for en bedre verden. Man kunne fristes til at sige, at den er eskapistisk, men jeg mener, den er transformerende, bevidsthedsåbnende og livsnødvendig for at skabe en verden, der er til at holde ud at leve i.«
Amanda Drew er en dansk/engelsk vokalist, sangskriver, komponist, musiker, producer og performer, også kendt under kunstnernavnet Precious Mayhem. Sidste år udkom Precious Mayhems debutalbum The Softness I Sing – et konceptalbum af valsede søvngængersange, fra nætter fyldt af angst og omsorg. Drew trives i et musikalsk spænd over samtidsmusik i både rytmiske og klassiske genrer og med en forkærlighed for modig, sårbar, stærk og ærlig musik, som rører lytteren. På scenen bruger Drew vokal, cello, synthesizere og guitar foruden elementer fra performancekunst og koreografi. Amanda Drew komponerer musik i tværkunstneriske samarbejdsprojekter senest i det anmelderroste kontemporære operaværk Dronning Annabell, som havde premiere på CPH Operafestival 2025 og er lige nu aktuel med den brutale teaterforestilling Fædra om magt, manipulation og begær, som hun optræder i og har komponeret musikken til. Fædra har premiere på Aarhus Teater 20. november 2025. Amanda Drew har desuden udgivet musik med stororkesteret Natlyst og blev i 2020 uddannet Rytmisk Musiker (sang) fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, og har en kandidat i Music Performance fra Rytmisk Musikkonservatorium, København.
»For mig er musik mit møde med verden og en måde at trække vejret. Da jeg var lille var det den eneste måde, jeg rejste på.«
Nikolaj Manuel Vonsild er forsanger og producer i When Saints Go Machine, Cancer og H2OP. I efteråret 2025 er han aktuel med When Saints Go Machines syvende album, Greatest Escape.
Mellem vestjysk stilhed og californisk støj
Engang så man Beverly Hills 90210, fordi den fyldte flow-TV-sendefladen. Også kunstner Niels Lyhne Løkkegaard har hele sin ungdom slentret gennem de virtuelle californiske landskaber. I projektet Fata Morgana udforsker Løkkegaard og den amerikanske komponist Michael Pisaro-Liu denne oplevelse mellem sted og fiktion. Med altblokfløjten som våben inviterer de os hjem og ud. Og som en nostalgisk hyldest til hedengangne medievirkeligheder har projektet en A- og en B-side. Det starter med »Visit«: En knitren i skovbunden nær Løkkegaards barndomshjem i Vestjylland i 2021. Mikrofonen placeres et sted, der tages et par skridt og så. Stilhed … Langt væk begynder altblokfløjten en melodi omgivet af fuglekvidder. Dette hjemlige soundscape væves ind i lytterens sted. Kørte der lige en bil forbi her? Eller dér?
På B-siden, »Visitation«, genplacerer Pisaro-Liu i 2024 fløjtestykket i Californien. Spændingen stiger, melodien besøges og hjemsøges fra den anden side af jorden. Den forstyrres og forvrænges af elektriske signaler, hyletoner, intervenerende støj og brudstykker af amerikanske stemmer, som mumler noget om »fever dream« og »not anything in particular«.
For der er ikke rigtigt noget. Det er klassisk Løkkegaard: En forestillet verden i lytterens sind. Det kunne være gjort kortere end 2x22 minutter, men ideen er stærk, enkel og veludført. Som lydversionen af et tegnefilmsfatamorgana, der står og flimrer uægte i skarpt californisk sollys.
»Musik er for mig et håndværk, der kræver vedholdenhed og koncentration for at kunne vokse, men det er også et frit rum hvor mit eget lille jeg bliver ét med en verden af toner og stemmer. Når jeg skriver allerbedst, er det med en følelse af at have tilsidesat mig selv, for at noget andet kunne få plads. Det er en form for omsorgsproces, der giver så meget tilbage.«
Jesper Lidang er sangskriver og musiker med base i København. Han stiftede bandet The Rumour Said Fire i 2008 og brød igennem med debut EP'en The Life And Death Of A Male Body i 2009 ført an af kæmpehittet The Balcony. Sammen med sit band har han modtaget flere priser, blandt andet P3 Talentet, og han har efterfølgende udgivet flere albums. Senest er han med The Rumour Said Fire klar med første dansksprogede fuldlængde Lyset Mit Navn, der udkommer i november 2025 som opfølger til EP'en Det Nye Forår (2022).
»Musik og lyd er for mig et sprog – det mest nærværende og flygtige. Noget, der passerer gennem hjertet og bliver til fortid på et sekund. Musik forstærker enhver følelse – kærlighed, glæde, vrede, sorg – tusind gange og får mig til at føle alting dybere og mere sanseligt.«
Sophia Sagaradze er lydkunstner, komponist og performer fra Georgien med base i Danmark. Hun eksperimenterer med rum, multikanals elektronik og audiovisuelle installationer. Sagaradze er optaget af at skabe værker, der undersøger grænsefladen mellem ydre og indre rumoplevelser. Hun har en bachelorgrad i klassisk komposition fra Tbilisi State Conservatory og en kandidatgrad i elektronisk komposition fra DIEM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.
I 2022 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i komposition. Sagaradze har optrådt i flere lande, modtaget bestillingsværker for ensembler, optrådt live og skabt audiovisuelle installationer. Hun er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Sound Association (Aarhus Lydforening), projektleder hos ROSA og underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.