Popsange der hellere vil være lieder
»Dine øjne er i virkeligheden lysende tunneller til en anden virkelighed.« Sådan lyder en af nøglelinjerne i åbningssangen til Bent Sørensens sangcyklus Popsange inspireret af tekster af Michael Strunge. Den slår tonen an og peger mod de gennemgående lyriske temaer: den altopslugende kærlighed, rejsen sammen mod et andet sted – og øjnene, altid øjnene, der dukker op i næsten hver eneste sang.
Mathias Monrad Møller synger med indlevelse og giver teksten liv, og samspillet med Linda Dahl Laursen er stærkt. Alligevel har Popsange langt mere karakter af lieder end af egentlige sange – ikke mindst på grund af tekstens til tider stærkt poetiske sprog. Den inderlige, næsten naive stemme i lyrikken får sit mest overbevisende modspil fra klaveret, som i »Illusion«, hvor det først følger og understøtter ordene, men snart bryder ud i hurtige, dissonerende anslag, der afbryder og næsten håner sangeren.
Men popmusikken anes hist og her. »Tid og rum« bygger på gentagelser med små variationer, som var det versene i en popsang. Og i »Hjertestrøm« farver Møller sin stemme med en klang, der uden problemer kunne passe ind på et popalbum – ikke mindst fordi klaveret her er spinkelt og legende og dermed giver stemmen friere plads.
Alt i alt er Popsange en behagelig lytteoplevelse, men jeg savner, at David Bowie og Lou Reed også mærkes på den musikalske front. Værket er nemlig klarest fornyende dér, hvor det tør tage poppen på sig. Tænk, hvis teksterne var blevet båret af faktiske vers, hooks og omkvæd – elementer, der kunne have gjort dem til reelle ørehængere.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.