kortkritik
04.02.2023

Pulserende mørkehjerte

Greta Eacott: »Gestalt Minimal; the love songs«
© PR
© PR

Til et vist punkt er det fascinerende at lytte til Greta Eacotts syntetiske udgaver af sine ellers akustiske Gestalt Minimal-værker på dette debutalbum i eget komponistnavn.

Hvor ellers end i digitalland får man en så opgejlet, dyb messinglyd med sveddryppende efterklang, som Eacott anvender her? Den enkle faseforskydning på Woodwind & Brass får en eksplosivt legelysten karakter, når de blide træblæsere står over for så umuligt salt en modpart.

Og de syntetiske strygersirener på, ja, Strings samler sig til en ond sværm, et pulserende mørkehjerte, der bereder lytteren på et okkult endeligt. Her bliver den monotone klang til et hypnotisk mordvåben.

Eacott vender ligesom sin praksis på hovedet med den digitale tilgang. I stedet for på gammelavantgardistisk manér at give plads til utrænede stemmer, så lyder korsatsen, Choir, nu som klangløse ånder fanget i et limbo. Musikkens sociale karakter er nådesløst henrettet.

Kun orgelsatsen, Organ, er akustisk. Og det giver straks et andet liv under monotoniens glasklare overflade. Her hører man Christian Balvig skabe en kæmpende krop ud af de asynkrone tonepulseringer, som efterhånden samler sig til en værkende drone, en ulmende, sort sol.

Det menneskelige aftryk ændrer musikkens karakter, nu lyder et bankende hjerte. De øvrige satsers digitale udtryk har en værdi i egen ret med deres legesygt golde opposition til albumtitlen, men orglet lader ane, at de også rummer et helt andet liv. Mit kongerige for endnu et album med akustiske udgaver!

© PR

»Musik for os er... magi? Udover at vi er virkelig store tilhænger af stilhed, indrammer den afsluttende linje i en af vores kommende singler meget godt vores forhold til musik:

'Music feels like magic to me / A superior art form in a marketplace / Trying to find an empty space'.

Sådan kan det føles som sangskriver og udøvende musiker. Vi prøver at holde fast i en nærmest barnlig forelskelse i musik, men den kunstform, vi arbejder indenfor, er pop-rock i den alternative ende, som er skabt og har udviklet sig 'på en markedsplads' med stærke økonomiske kræfter. Som romantiker kan det til tider gøre en lidt modløs...«

Late Runner er Asger Tarpgaard og Tanja Forsberg Simonsen, som tidligere var med i Superheroes og Private.

© PR
© PR

Det er for kort tid siden officielt bekræftet, at den islandske avantgardestjerne Björk gæster Bielsko-Biała i dag. Efter at have holdt det hemmeligt indtil sidste øjeblik, afslører arrangørerne bag Wędrujący Festiwal (Wandering Festival), at det netop er Björk, der lukker festivalens store finale. Den eksklusive begivenhed, Rave na Targowisku, skydes i gang på markedspladsen PSS Społem på Lompy-gaden 5. Her vil den verdenskendte kunstner levere et særligt DJ-set.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR
»Musik er for mig den kunstform, der – hvis man gør det op i timer og minutter – fylder suverænt mest i mit liv. Jeg kan ikke synge, jeg kan ikke spille noget instrument, men jeg kan lytte, som en glad amatør, på cyklen, på dansegulvet, men især: på kontoret. Jeg arbejder, dvs. skriver, nærmest altid til musik.«

Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).