kortkritik
31.01.2023

Punktum for en dirigent – kolon foran fremtiden

Ars Nova Copenhagen og Paul Hillier: »My End Is My Beginning«
© PR
© PR

En nærmest mirakuløst veludført attacca-overgang mellem to værker på henimod 400 års tidslig afstand af hinanden satte hele aftenens tema – at når noget stopper, begynder noget andet – i relief.

Netop i dette øjeblik, hvor Orlando Gibbons’ 1600-talsværk Cries of London og Per Nørgårds Wie ein Kind (1979-80) fandt hinanden, var det, som om den såkaldt tidlige musik og den såkaldt nye musik smeltede sammen til ét, som fandtes tiden ikke længere – som om ingen, heller ikke de optrædende, lige dér egentlig anede, hvad der overhovedet var ny, og hvad der var tidlig musik.

Nogle minutter tidligere havde tre af sangerne fremført aftenens titelværk, Machauts snurrige 1300-tals-rondeau Ma fin est mon commercement, hvor den korte tekst så at sige kommenterer musikken ved at beskrive, hvad der går for sig i den.

Og nu, hvor Cries of London og Wie ein Kind strejfede hinanden, var det, som om at selve koncerten, inspireret af Machauts rondeau, begyndte at kommentere sit eget indhold: Tidlig og ny musik fremstod ikke blot som hinandens begyndelse og afslutning, men også som to epoker, der paradoksalt nok betingede hinanden – nøjagtigt, som det altid har været tilfældet for Ars Nova Copenhagen selv.

Koncerten markerede finurligt, men usentimentalt, afslutningen på Paul Hilliers tyve år lange tid med koret. Men med Caroline Shaws helt uforglemmelige how to fold the wind (2021), der afsluttede koncerten, viste koret samtidig, at begyndelser altid vil optage det. Tak for al musikken, Paul Hillier. 

© Thomas Borberg

»Musik er min makker, og det har den været altid. Jeg er vokset op i et hjem uden klaver med en far der var kranfører og en mor der er sosu-assistent. Der var ingen stor pladesamling at gå på jagt i, og det stod ikke skrevet i nogen stjerner, at jeg skulle ende på Politiken. Vi holdt jo Det Fri Aktuelt. Men radioen var altid tændt, og jeg har kunnet trampe min egen sti igennem musikhistorien, uden forældre der slog mig oveni hovedet med deres Beatles-plader. Måske er det derfor, min musiksmag er blevet et hot mess af syrerock, streaming-konger, salsa og satan. Til gengæld jeg spiller ikke selv. Det er min lille gave til alle jer andre.«

Pernille Jensen (f. 1984) er musikanmelder på Politiken. Hun begyndte at skrive for musiktidsskriftet Geiger i 2004, og har siden skrevet for Undertoner og Soundvenue, før hun kom til Politiken i 2011.

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.