Romanticism deconstructed
It is always a huge risk to re-interpret classical icons and drag them onto the contemporary scene, especially if you are an award-winning composer and musician of international fame, such as the Norwegian Elvind Buene. Classical music, like all genres, has its small circle of purists and aficionados that are prompt to flag down any attempt to move the statues they adore out of their mausoleums. And this is exactly what Eivind Buene does in his Schubert Lounge album.
The title itself announces an unorthodox approach to the famous German Romantic musical genius: a lounge is not exactly the type of room or architectural installation one would immediately associate with Franz Schubert. But what Buene points to is that Schubert’s music, and more specifically his songs, the famous lieder sung by Kathleen Ferrier and Dietrich Fischer-Dieskau, are about intimacy and that they can be heard today in the half-lit comfort of a lounge, as they were in a salon by candlelight.
There are ten songs on the album, all with their titles in English and without the corresponding German name. For instance, we have »The Sea« and »Beautiful Moon«, which are (very well) known as »Am Meer« and »An Den Mond«. The songs themselves are translated (or adapted) into English, turning the whole project into a singular musical object, which totally deconstructs the traditional prison walls of music history.
Eivind Buene’s voice does not compare with Ferrier’s or Fischer-Dieskau, and it doesn’t even try to. By re-arranging harmonics in modern dissonances and replacing the nuances with a surprising flatness of tone, sometimes switching to delicate higher notes, Buene tells us that classical music is not what we assume it to be: a motionless monument that keeps repeating itself. Turning Schubert into a transnational composer is a radical choice, and a real dangerous one, the risk being to be laughed at, shunned or, even worse, ignored. A Norwegian artist deciding to sing 19th century German lieder translated into English in 2022 is not just an act, it is a radical manifesto. As Buene has written in an article published online, »Music is always now in the sounding moment. Music is, in a sense, a history of unfinished work.«
And this album absolutely proves it.
Mellem hæftemaskiner og orgelpassager
Første gang jeg lyttede til Condition, tænkte jeg, at det lød som en 2.0-version af den franske sangerinde Brigitte Fontaine og den lyd, hun i 70'erne skabte sammen med multiinstrumentalisten Areski Belkacem. De håndspillede rytmer er godt nok erstattet af trap-beats, og båndmanipulationen af diverse plugins, men den nysgerrige og legende tilgang er den samme.
Burattelli ser stort på traditionelle sangstrukturer. Ligesom Fontaine foretrækker hun at skabe et puslespil af små vignetter, hvor blandt andet a cappella-sang, field recordings og sfæriske synthflader vikler sig ind og ud af hinanden. Lyt blot til »Give It Another Try«, hvor et beat, der lyder, som om nogen leger med en hæftemaskine, fører lytteren direkte ind i en storslået orgelpassage.
Ikke alt fungerer: Det er for eksempel en skam, at den seks minutter lange titelsang stopper brat, før den når det klimaks, den ellers leder op til. Det ændrer dog ikke ved, at Condition er en af de mest ambitiøse debutplader, jeg har hørt længe.
Sensorisk lighedsværn
På det digitale cover ses et fotografi af en snegl, en pind og nogle sten. Fotografiet er indrammet af tynde, hvide streger – kruseduller i samme snoede form som sneglehuset samt fine, enkle linjer, der godt kunne ligne græsstrå – og belagt med et køligt, malakitgrønt filter. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvor fotografiet slutter og tegningen begynder.
A Limb Between Two Greens er et samarbejde mellem det sfæriske folkprojekt E.O.M. og lydkollagekunstneren Alexander Holm. Og som med coveret er det svært at skelne Holms stærkt manipulerede reallyde fra E.O.M.s elektroakustiske instrumentering. Det er lighedsværn som kunstnerisk strategi, og resultatet er de mest spændende og rigt teksturerede lydbilleder, jeg længe har hørt.
Det er smukt, men nærmer sig også til tider den famøse ‘uncanny valley’, hvor sammensmeltningen af teknologi og natur føles ildevarslende og fremmedgørende i sin hyperrealisme. Ikke at værket bliver mindre spændende af den grund: tværtimod!
Et cool kaninhul af fabriksstøj
Teleevangelism
Er man dreven ud i lockdown fever og eksistentielt buldermørke, vil man føle sig hjemme på Scorpionizer, der er fyldt med ensomhed, cravere af menneskelig kontakt, søgen efter frelse og surf på sinusbølger.
Hvem er de, stemmerne på albummet, som taler om kristendom og radioaktivitet i Kina? Det finder vi aldrig ud af. I stykker med titler som »They Came In« og »Static Sun« vokser den underlige følelse af at være lukket inde i et både cool og skørt kaninhul.
Men halleluja, dette album rummer lydguf for podcastfans af okkulte fortællinger om kældermennesker. Det er ganske uhyggeligt, du.
Ind og ud af drømmeland
Fandt mig ikke umiddelbart fanget af de første numres drømmende electronica. Men måske det netop var planen: at lulle mig ind i en form for indifferent tryghed i de elektroniske lyde, for pludselig blev jeg lysvågen og opmærksom, da en klarinets sprøde træklang på tracket »Delicate Memories« gav mig kuldegysninger.
Mønsteret fortsætter det meste af resten af albummet, et gennembehageligt og ufarligt univers af syntetiske lyde, der lejlighedsvis får besøg fra den organiske verden. Højdepunkterne er, foruden føromtalte track, »Fantasia Night«, hvor fuglekvidder spiller en birolle, og »Midnight Angel«, hvor englen med kvindestemmer synger til os.
Og så bliver der skruet op for tempo og intensitet på de sidste tre numre med energi til at skubbe os ud af den drømmetrance, resten af albummet forsøger at sætte os i. Ikke banebrydende, men helt igennem behageligt.
Kom ind i kampen, P2
Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.
Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.
Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.
Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd.