kortkritik
30.11.2022

Rudy was here!

Lasse Schwanenflügel Piasecki & HearMyEyes: »Rudy«
© PR
© PR

Rudy bliver kun få dage gammel og dør længe før den dag, hvor James Joyces Ulysses udspiller sig. Alligevel har han en betydelig tilstedeværelse i den enigmatiske roman. Komponist og instruktør Lasse Schwanenflügel Piasecki vækker ham – næsten – til live igen i forestillingen Rudy. 

I Piaseckis hænder er Rudy blevet til et lillebitte, flimrende hologram, der kravler ud af en guitar, hvorpå størstedelen af forestillingen foregår. Sammen med sin far – en forpjusket hånddukke – gør Rudy guitaren til en legeplads: Strengene er et sjippetov og armen en form for hinkerude. At man med en tydelig forsinkelse kan høre danseren Paulina Šmatláková lave Rudys muntre og barnligt spjættende bevægelser et sted bag bagtæppet, bidrager kun til den knugende melankoli, der fylder stykket: Som i romanen er det kun som en uvirkelig hallucination, at Rudy kan træde frem. 

Melankolien bliver om muligt endnu mere massiv af musikken, der består primært af klimprende guitar og et orgel så diskret som den lette summen fra et køleskab. Også musikken flimrer et sted mellem tilstedeværelse og fravær. 

Stykket varer godt og vel en halv time, og er på den måde hverken kvantitativt eller kvalitativt et kæmpe værk. Mindre kan også gøre det: en gammel historie, en simpel ide, en simpel udførelse. Få romaner har som Ulysses en aura af utilgængelighed og urørlighed, men Piasecki insisterer på at finde frem til en skrøbelig kerne af menneskelig ømhed midt i det mastodontiske værk. På en måde kunne jeg have ønsket lidt mere at sætte tænderne i. Samtidig virker det som et greb, at selve forestillingen er som et minde, der aldrig rigtigt materialiserer sig. Selvom Rudy hurtigt forduftede, sad jeg ikke uberørt tilbage. 

© Meseguer

»For os er musik den ultimative ledsager. Som lyttere fremmer den en følelse af fællesskab og bygger bro mellem sjæle gennem den fælles oplevelse af lyd. Som skabere konfronterer musikken os dog med vores eget indre tomrum, den dybe ensomhed, der nærer den kreative ånd. Samtidig udfordrer den os til at springe ud i det ukendte for at tyde det ubeskrivelige. Musikken forankrer os til nuet, til nuet, som deles med et livepublikum – men den berører også det evige.« 

L'arannà er en elektronisk folkemusikduo. Med deres seneste projekt, Turmarí, dykker duoen dybt ned i folkemusiktraditionerne på Pityusic-øerne og tilbyder – gennem deres blanding af lydudforskning – et perspektiv på Ibiza og Formentera. Synthesizere og keyboards deler scenen med traditionelle instrumenter og æstetik inspireret af den forfædres ball pagès-dans. Ved at genoplive cant redoblat (en unik sangform fra disse øer, bevaret af færre end tyve mennesker), væver gruppen en fortælling, der sporer rødderne og den levede virkelighed på to øer, der er langt mere end blot et drømt paradis. Bandet turnerer rundt i Danmark og Sverige fra den 27. til den 31. maj og spiller på spillesteder som Turkis, Dexter, Inkonst eller ALICE.

© Ana Alexandrino
»Musik for mig er bevægelse, trance, transformation. Resten fortæller jeg ikke.«
 
Marcela Lucatelli er vokalist og komponist. Hun er født i Brasilien og bosiddende i Danmark og har opnået international anerkendelse for sine grænseoverskridende optrædener – sanselige, politisk ladede og kompromisløst originale. Lucatelli, der af The Wire er beskrevet som en komponist af »partiturer for kroppens og stemmens grænser«, udfordrer konventioner med sine frygtløse vokale eksperimenter og dristige kompositioner. Hendes værker er blevet opført af DR SymfoniOrkestret, DR VokalEnsemblet og Neue Vocalsolisten Stuttgart. Hun har optrådt på store festivaler og spillesteder, herunder Theatro Municipal de São Paulo, DR Koncerthuset, Donaueschinger Musiktage, Darmstadt Ferienkurse, IRCAM, Copenhagen Opera Festival, Ultima Festival, Borealis Festival, Copenhagen Jazz Festival, Jazzfestival Saalfelden, Cafe Oto, A L’ARME!, DMA Jazz – Danish Music Awards, WOMEX og mange flere. Lucatellis arbejde har indbragt hende adskillige prestigefyldte priser, herunder Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris (2019), Pelle Prisen (2021) og Danish Music Awards' Årets Vokaljazzudgivelse 2023, hvilket viser, at vokaljazz har mange ansigter – og ikke nødvendigvis kun tilhører den bløde ende af spektret.
© PR

»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«

Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.

© Aske Jørgensen

»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.« 

DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.

© Bastian Zimmermann
© Bastian Zimmermann

Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.