Sensorisk lighedsværn
På det digitale cover ses et fotografi af en snegl, en pind og nogle sten. Fotografiet er indrammet af tynde, hvide streger – kruseduller i samme snoede form som sneglehuset samt fine, enkle linjer, der godt kunne ligne græsstrå – og belagt med et køligt, malakitgrønt filter. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvor fotografiet slutter og tegningen begynder.
A Limb Between Two Greens er et samarbejde mellem det sfæriske folkprojekt E.O.M. og lydkollagekunstneren Alexander Holm. Og som med coveret er det svært at skelne Holms stærkt manipulerede reallyde fra E.O.M.s elektroakustiske instrumentering. Det er lighedsværn som kunstnerisk strategi, og resultatet er de mest spændende og rigt teksturerede lydbilleder, jeg længe har hørt.
Det er smukt, men nærmer sig også til tider den famøse ‘uncanny valley’, hvor sammensmeltningen af teknologi og natur føles ildevarslende og fremmedgørende i sin hyperrealisme. Ikke at værket bliver mindre spændende af den grund: tværtimod!
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.