Det er noget af et sprogligt spøgelseshus, komponist og billedkunstner Alexander Tillegreen har installeret som sin første institutionelle soloudstilling i Danmark, Shift. Fantom-ord-illusionen kaldes det besynderlige tungemål, som udstillingen er baseret på. Hvileløs ordlydsparanoia eller esperanto udsat for laboratorie-LSD og elektrochok er måske lige så dækkende

Som en nyansat ghostbuster på jagt efter hjemsøgte ord bliver man kastet direkte ind i fantasmagorien. To højttalere udsender serier af snydeord, der skifter karakter alt efter hvor, man placerer sig i rummet. Lydkunstgrebet er til at tage og føle på: Den besøgende bliver selv medskaber af værket ved at bevæge sig rundt i det. Ordene, der dukker op, afhænger af hvem, der hører dem. I mit indre øre udtalte sig et »Bornholm«, som tog sig en dadaistisk udflugt og gradvist klædte om til ordene »lo-fi«, »luffer« og »løvefar«. Automatskrivning i lydbølger.

Shift er som udstilling klinisk i sin konfronterende tilgang, og til tider går det ud over Tillegreens inddragende intention. Dobbelteksponerede fotografier af Overgadens gallerirum føles som overvågning, og løgnedetektorlignende illustrationer udstillet i glasmontrer bliver til fjerne museumsgenstande. 

Mere intimt bliver det formidlet i værket episodic currents – udstillingens absolutte hovedattraktion. I den LED-blinkende og gardinomsvøbte Lynch-hule er man centrum for 19 minutters synæstetisk flimmer. Som verdens mindst beroligende ASMR blander new age-synth og filtersweeps sig med de camouflerende fantomord. Der er hele tiden noget, der undslipper én. Det er til at blive lykkeligt rundtosset af. 

I jagten på inspiration til en ny opera rejser den lidende kunstner Allan Gravgaard Madsen gennem Europas operahuse/repertoire. Med i camperen er Frederik Cilius og Rasmus Bruun, og de formår at tale opera – fra Gounod, Puccini x 2 til Wagner og venner – så også ikke-kendere hænger i. 2/3-dele af spilletiden bruges på de tre musketerers eventyr; det er hyggeligt, du, og Cilius bringer i hvert afsnit på en dynamisk måde de vigtigste temaer for aftenens opera i spil. Faust kaldes den ultimative midtlivskrise og Baron Scarpia fra Tosca en prototypisk #metoo-forbryder. Formidlingen fungerer bedst i deres diskussioner efter forestillingerne, især når Madsen forestiller sig, hvordan komponisten har grebet arbejdet an. Særligt Wagner-episoden gør indtryk: Det betagende Bayreuth (man får lyst til at aflægge et besøg ASAP) overfor Cilius, der ikke lægger fingre imellem i sin redegørelse for Wagner og antisemitismen.



Den meget bathos-tunge fortællestil må være det største kritikpunkt: Når diskussionen bliver dyb, fx når Madsen åbner for sin tvivl omkring sin komponistgerning, punkterer Cilius eller Bruun alvoren med en joke. Synd, for Madsen kan være utroligt sympatisk og indsigtsfuld, men også fordi det kunne fungere som en parallel til de dybe emner, som operamusik bearbejder. 



Jeg håber dog inderligt på en sæson to, hvor blikket kunne vendes mod USA, Rusland og det 20./21. århundrede. Hele rejsen havde jo netop det formål at lade Madsen skrive en ny opera – vi får lov at høre ouverturen – og det ville være synd at slutte projektet, når det først er begyndt.

Den første af Ito Takashis tre kortfilm på programmet, Zone, blændede op på skærmen i skøn 80’er-opløsning med hvide, sløve skyer på en blå himmel. En gåtur gennem en park. Til disse rolige scener tilføjede Sonne approksimationer af reallyde – vindens hvisken i træerne, insekternes summen i buskadset. Meditative, langhalede synthpassager forstærkede følelsen af fuldstændig fred. Den afslappede atmosfære blev dog hurtigt afløst af en tiltagende drømmelogisk billedside, mesterligt understøttet af en tidssvarende, frenetisk, til tider næsten horror-agtige synth.

Efter kun 13 minutter var drømmen-tangerende-til-mareridt ovre, men før den næste kortfilm kunne begynde, lod Sonne med en kort, smuk og stemningsfuld sang publikum tage et par tiltrængte dybe åndedrag. Dernæst fik den repetitive og labyrintiske film Spacy sin epileptiske energi højnet af støt tiltagende, energiske og blødt stikkende synths, mens den M. C. Escher-agtige, trappeopgangsmuterende Drill efter endnu et mellemstykke blev trakteret med genklingende motiver, der til sidst sammen med filmen brød op og forsvandt ned i et sort hul.

Hele forestillingen igennem udviste Sonne en måske intuitiv sans for, hvordan hun med sin lyd kunne højne de indtryk, billedsiden afgav. Et gensyn med disse film uden hendes underliggende musik vil uden tvivl føles som en klar nedgradering. Men særligt hendes mellemstykke-hvilepauser var sande genistreger, der glimrede i lige så høj grad som selve soundtracket.

Ofte føltes det slet ikke korrekt, soundtracket til Chris Markers fragmentariske dokumentarfilm Sans Soleil, som Rahbek og Valentin skabte fra deres bord med alskens elektronik. Hverdagsscener – et besøg ved et gravsted, mennesker i kø, trafik – blev understøttet af en musik, der med dystre og halvt opløste synth- og sampletemaer gav det hele et sært og usammenhængende præg. Det skærpede sanserne. Selv begivenheder, der i vores levede liv ikke tillægges nogen synderlig værdi, syntes nu skelsættende. Det var som at være vidne til menneskehedens ellevte time, de sidste stunder inden bomberne ville falde. 

De momenter, hvor billede og lyd faktisk gik op i en højere, mere konventionel, enhed, stod stærkt. En mand, der i en menneskeflok på en travl metrostation får øje på kameraet og vinker. Han var bare endnu en passager, men i dette få sekunder korte klip, med et glitrende synthcrescendo i ryggen, var han noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Definitionen af, hvad det vil sige at være menneske.

Rahbek og Valentin bevægede sig bevidst ude af takt med billedsporet og skabte derved et soundtrack, der var surrealistisk, mægtigt, intimt og fjernt, overvældende og livsbekræftende. Som fundamentalt ændrede oplevelsen af Markers film. Og som mindede os om skønheden ved livet, døden og alt derimellem.