Andreas Borregaard
11
Smarte telefoner synger
Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore: »Sange fra i dag«
© Luca Berti
Sange fra i dag er en app udarbejdet af Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore bestående af ni sange. Med dette appformat har de skabt en – for mig – helt ny måde at co-write på. Komponisterne har udtænkt en metode, hvor de hver for sig skitserer de ni sange – så 18 skitser i alt. Disse skitser kan så sættes sammen på eksponentielt mange måder, og det er det, appen gør med en komponeret »tilfældighed«. Hver eneste afspilning er ny og kan overraske! Eller det er i hvert fald sådan, jeg har forstået det.
Sangene er afvæbnende og purt smukke at lytte til. De to drengesopraner, der bliver akkompagneret af klaver og fløjte, skaber en lyd, hvor højskolesangbogstraditioner smelter sammen med en skrøbelig minimalisme. En lyd, hvor man selv bliver sårbar og gennemsigtig. Mødet mellem musikken og digtene er kærligt og står krystalklart, og selv det knivskarpe visuelle udtryk gør én blød – instant love.
Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om app-formatet står i vejen eller giver værket en ny værdi. Det er en unik måde at afspille musik på, som er skruet meget dygtigt sammen. På den anden side vil appen have, at man forstår mere af værkets struktur, end man gør (eller hvad jeg gør). Hvor meget skal jeg kunne følge med, og hvor meget skal jeg give slip og bare lytte? Bidrager denne tvivl, eller er det tilsvarende, at jeg fokuserer på materialet vinyl i en albumudgivelse? Er det godt, at værkets form og indhold gør to forskellige ting, eller burde førstnævnte være flyttet mere over til et seminar for fagfæller? Uanset lyder det virkelig godt.
På Ærø gror musikken vildt
Første Kvartal: »Ærø«
© PR
Et af de fantastiske aspekter ved improviseret musik er, at den i visse øjeblikke kan begejstre med en overraskende, uforudset samhørighed. Således er det delvist tilfældet på den elektro-akustiske improvisationskvartet Første Kvartals debutudgivelse Ærø. Albummets to første numre gør gode indtryk. »Nyt, grønt« med en saxofon og en synth, der stikker i vidt forskellige retninger, et lydbillede, der i bratte ryk ekspanderer udad, men alligevel stadig fastholder en delt kerne. »I stedet for ingenting« med bølgende modulerende, spacy synth og en melankolsk melodi på klaveret. Simpelt, men af den årsag effektivt. Med det tredje nummer, »Forkastet«, synes inspirationens lys at dæmmes en smule. Den prominente saxofon over en mørk og mystisk bund vækker mindelser om Bowies berlinertrilogi, men vækker desværre ikke meget mere end det. En ærgerlig stilstand præger albummets midte, som først uddrives igen i syvende nummer, »Gro«, der i lighed med det første til stor effekt spiller på modsætningsforholdet mellem en raspet saxofon og en synth, der virker til at ville noget helt andet end blæserinstrumentet.
Den resterende del af udgivelsen vender igen tilbage til et smukt fungerende samspil mellem de fire musikere, men det understreger blot det ærgerlige midterstykke, der mangler den magi, som improvisationsmusik ellers kan være katalysator for. Når det virker, virker det rigtig godt. Ærgerligt, at det ikke gør det hele tiden.
Et blodsultent corona-genfærd
Stormglas: »ACROSS«
© PR
Kan man sige, at Karlheinz Stockhausen med sin Helikopter-Streichquartett foregreb pandemisloganet »sammen hver for sig«? Tyskerens satellitforbundne strygere roterer i baghovedet, mens jeg hører den nye EP ACROSS af Stormglas aka akkordeonist Andreas Borregaard og guitarist Mikkel Sørensen. Da pandemien lukkede verden ned, åbnede den samtidig for en ny strømning af kompositorisk 5G-core. En bølge af ukuelig optimisme, som Stormglas red med på ved at sende noder og grafiske partiturer til alverdens musikere, som så sendte lydfiler retur. På ACROSS er sporene blevet samlet. Og nu, hvor corona føles som en fjern fortid, lyder værkerne også som et genfærd fra dengang, vi troede, at pandemien ville forandre alting.
Æteriske træblæsere breder sig som en tåge om lytteren på »Quiet Autumn«. En grådkvalt violin spøger i baggrunden, og pludselig er vi lokket ind i et musikalsk rum uden vægge. Som et sonisk Zoom-møde bliver nye instrumenter lukket ind og ud af lokalet og bidrager til den ulmende mosekonebryg.
Spøgelsesæstetikken – med hviskestemmer og bagvendte lydoptagelser – bliver næsten for subtil på EP’ens to første numre. Det er først, når den til sidst i »Sometimes I Walk Backwards« med sit kompositoriske helikopterperspektiv kammer over i blodsulten horror-klaver og jagtende woodblock, at man for alvor mærker apokalypsen. Spooky.
Lil Lacy. © Rune Svenningsen
»At skabe musik handler om at samarbejde, at være i dialog, at lytte – og derfra at komponere og skabe lyd, musik og værker.«
Lil Lacy er en dansk/amerikansk komponist og musiker, som har udforsket musik indenfor mange genrer og udtryksformer, fra eksperimenterende noise-cello og avantgarde kor til stedspecifikke iscenesatte audiovisuelle multikanals- og koncertproduktioner, til mere traditionelle orkesterværker. Hun har udgivet flere kritikerroste og prisvindende albums med forskellige bands og skabt musik til en række koncerter, forestillinger, film, installationer, dans og teater. Hun modtog i 2020 Léonie Sonnings Talentpris. Hendes seneste værker tæller orkesterværkerne Aurōra og Di drømm dæ bringe vos sammel for symfoniorkester, Dreaming in colors for Marianna Shirinyan (piano) og Torleif Thedéen (cello), der uropføres i oktober i Den Sorte Diamant, samt Jör∂ et multikanalsværk med manipulerede reallyde og musik skrevet for strygekvartet og trommesæt der vises som et audiovisuelt Gesamtkunstwerk med film og live dansere i Nordens Hus på Færøerne i oktober 2023.
Gå dog hele vejen, DR!
DR Vokalensemblet, Kalle Hakosalo: Drømme og profetier
© Christian Larsen / DR
Jeg savner, at DR går hele vejen, når der eksperimenteres med repertoiresammensætningen. For hvor var det en god ide at lade Else Marie Pades vokalværk Dette er Vølvens spådom stå midt i Orlando di Lassos Sibylle-profetier i Studie 2 fredag aften med DR Vokalensemblet. De illegale kvart- og kvintparalleller i de rene kvindestemmer stod i smuk kontrast til Lassos renæssancetoner. Øret blev skærpet af begges musik.
Pades korte værk fra 1956 var en uropførelse, og Orlandos 12 satser over 25 minutter kunne godt bruge mere modspil af den art. P2-værten formidlede alle værkerne samvittighedsfuldt med mange ord, så koncertens profeti-koncept blev slået fast, men det ville have været befriende, hvis ny eller eksperimenterende musik havde stået uformidlet inde imellem Orlandos korsatser. Så øret engang imellem var blevet i tvivl, om musikken var 500 år, 50 år eller måske blot fem minutter gammel. Det sker på andre scener verden over lige nu – og nye og gamle klangverdener påvirker på mærkværdig vis hinanden undervejs.
Det kunne DR have gjort og fx ladet Nørgård-satsen stå inde i Orlando frem for at indlede koncerten, eller lade triumviratet af Suosalo (videokunstner), Supponen (komponist f. 1988) og Kalle Hakosalo (slagtøj, kendt fra NEKO3) skabe satser, der spillede direkte op med renæssancesatserne. I stedet stod de for Orakel, som over 45 minutter kørte i tomgang halvdelen af tiden. Alle muligheder var ellers til stede – med det yderst vokalpotente DR Ensemble placeret rundt om publikum, men kun for at hviske få ord/toner og til sidst række armene i vejret. Vistnok som træers blade stræber mod himlen. Men det faldt til jorden, når den lange tid ikke var brugt bedre – de smukke videokunstelementer til trods.
Lad alle værkerne tale bedre sammen næste gang, DR.
En bilmanual og håndens magi
Hsiao-Tung Yuan: »the eternal clock has stopped and awaits its moment«
© Sól Ey
Ifølge det dramatiske princip kendt som Tjekhovs pistol, bør en pistol aldrig indgå i et skuespils scenografi, hvis ikke den bliver affyret. Jeg kom til at tænke på det under det første værk, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan fremførte i Koncertkirken – en uropførelse af Joss Smiths poetiske og sanselige ode til tiden og regnen, the eternal clock has stopped and awaits its moment (2023) – hvor hun i begyndelse sad bag et forhæng. Kun hendes hånd viste sig i glimt for at lokke med små, flygtige melodistumper på marimbaen og forsvinde igen. At sætte fokus på det, der måske i virkeligheden er det primære instrument – hånden – var en fængslende måde at begynde koncerten på. Hvad mon denne hånd skulle bruges til?
Svaret var, at den skulle bruges til utroligt meget i løbet af de fem spændende og afvekslende værker, der udgjorde den fremragende koncert: Hamre forlængerledninger ind i strømudtag, der sitrede og rumlede med en kraft, som styrede de både jordens indre og himmellegemernes bevægelser; styrte over en lilletromme om kap med – eller i protest mod – en metronoms nådesløse taktstok. Særligt betaget var jeg af François Sarhans Home Work (2008-11), hvor Yuan klædt i orange reflekstøj på rablende vis reciterede en bilmanual og trommede på sig selv med sine hænder som verdens mest maniske bilmekaniker. Og af Nina Fukuokas Belgian rare groove & breatbeat (2015), som begyndte med, at Yuan krøllede nodearkene sammen, hældte perler udover marimbaen og strøg dens kanter med en violinbue, inden alting kulminerede i en trommehvirvel af en voldsomhed, der lød som en krigserklæring. BANG!