Smarte telefoner synger
Sange fra i dag er en app udarbejdet af Anders Lauge Meldgaard og Aske Zidore bestående af ni sange. Med dette appformat har de skabt en – for mig – helt ny måde at co-write på. Komponisterne har udtænkt en metode, hvor de hver for sig skitserer de ni sange – så 18 skitser i alt. Disse skitser kan så sættes sammen på eksponentielt mange måder, og det er det, appen gør med en komponeret »tilfældighed«. Hver eneste afspilning er ny og kan overraske! Eller det er i hvert fald sådan, jeg har forstået det.
Sangene er afvæbnende og purt smukke at lytte til. De to drengesopraner, der bliver akkompagneret af klaver og fløjte, skaber en lyd, hvor højskolesangbogstraditioner smelter sammen med en skrøbelig minimalisme. En lyd, hvor man selv bliver sårbar og gennemsigtig. Mødet mellem musikken og digtene er kærligt og står krystalklart, og selv det knivskarpe visuelle udtryk gør én blød – instant love.
Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om app-formatet står i vejen eller giver værket en ny værdi. Det er en unik måde at afspille musik på, som er skruet meget dygtigt sammen. På den anden side vil appen have, at man forstår mere af værkets struktur, end man gør (eller hvad jeg gør). Hvor meget skal jeg kunne følge med, og hvor meget skal jeg give slip og bare lytte? Bidrager denne tvivl, eller er det tilsvarende, at jeg fokuserer på materialet vinyl i en albumudgivelse? Er det godt, at værkets form og indhold gør to forskellige ting, eller burde førstnævnte være flyttet mere over til et seminar for fagfæller? Uanset lyder det virkelig godt.
Slurp! Sikke en debut!
Et tekstbaseret choose your own adventure-spil udspillede sig på det sorte biograflærred – ét bogstav ad gangen. De hvide pixels i Tobias Sejersdahls Becoming Glass tog os gennem tryllebindende, skæve scenarier i et forbløffende velskrevet sprog. Spillet, vi læste, var i sig selv en genial udforskning af forestillet lyd, der undervejs fik lydudtryk fra en anden verden til at udspille sig i mit hoved. Jeg læste – og hørte for mit indre øre – »A soft and tender sound of someone slurping soup«. Men umenneskeligt hurtige marimbatoner vibrerede samtidig i smukt foruroligende kombinationer i den lydkomposition, der fyldte salen til denne spilsekvens. De to kontrasterende lydudtryk eksisterede simultant i mit hoved, hvor lydeksperimentet udfoldede sig – til min store begejstring.
I Almost droning (for two harpsichords) blev jeg igen blæst bagover. Af to cembaloer. To performere hamrede så mange moltoner i minuttet som muligt ud af cembaloerne. Længe, så ørerne kunne gå på opdagelse i de sære klange. De stoppede brat. Rungende stilhed. Så gjorde de det igen. Og igen. Det udviklede sig til alt andet end stilhed: På skift klimprede de larmende solistiske stykker eller hamrede konstante kæmpeakkorder i et vidunderligt intenst virvar af cembaloernes 8-bit-agtige toner. Det lød som en computer, der er gået i hak på den bedst tænkelige måde. Og jeg forlod debutkoncerten forbløffet og høj på lydkunst.
Humor i maven
»HÅ!« lød det fra Lydenskabs instrumentalister, mens Birgitte Alsted reciterede eventyret i Agnetes Vandgang, og udråbene blandede sig med indspillet lyd af bobler, droner og stemme. Og det fik lov til at lyde fjollet: »Hå, hå, hå, hååå!« Lydenskabs portrætkoncert af komponisterne Birgitte Alsted og Sandra Boss The One Behind the Score #2 var hamrende gennemtænkt og veludført – og samtidig fornøjelig og egentlig også bare rar at overvære. De behøvede hverken at legitimere sig selv eller kunsten gennem selvhøjtidelig seriøsitet.
Efter åbningsværkets lange, enkle og rene cellotoner i Sofia Gubaidulinas Cello Preludes no. 3 bredte sig et smil på cellistens ansigt. Buen hamrede pludselig ned på strengene i en helt forløsende lille klangeksplosion, og den vidunderlige lyd og glæden over at have det sjovt med musikken smittede helt ned i maven. Sandra Boss havde valgt værkerne og dertil to egne værker. Først fik jeg frydefuld søsyge af ÆTERs gyngende strengetoner, og da Bølger begyndte, lod jeg mig ramme af barnlig begejstring, som havde jeg set et trylletrick, da ensemblets instrumenter pludselig skabte den umiskendelige lyd af bølger og vind.
Jeg elsker kunst, der ikke kun er kompetent vellydende, men som også åbner rare sociale rum. Tit i kontrast til den overlegne alvor, man også risikerer at møde til kunstevents. Eller som Alsted formulerede det i artist-talk-spørgsmålet om at være med i sit eget værk: »Fordi, det er sjovt.«
Paradisisk bedjævlet kontrabas
Gennem en ond, mørk skov slæber man sig i første del af Bára Gísladóttirs farligt suggererende og luksuriøst klingende meditation for bedjævlet kontrabas, det timelange rodværk Silva (2022). Lukker man øjnene, begynder verden at bølge om en.
Dybe glidninger på strengene lyder som et uhyre i smerte, omgivet af en let dis af overtoner. Et mulmende rum, som to støjkorn løsriver sig fra, og mens dybet under dem bliver til et valsende stempel af tunge tryk, cirkler kornene synthsvirrende rundt og kaster fra den underjordiske slyngverden en line ud efter lys.
Og jo, minsandten: Mørket flænges af lysglimt. En skinnende tone sniger sig ind, mangedobles til et skurrende hyl og følges op af hæse dursignaler. Det dybe stempel sætter sig fast i en hård rille, mens Gísladóttir begynder at file rundt i et lyst register med ren instrumentklang.
Værket spjætter, søger at trænge igennem en hinde til et lysere sted. Til sidst, efter alt omkring den ensomt søgende er fortæret af en rasende ild, lander Silva i et limbo af fjerne overtoner, klange, der får lov at rinde ud.
Vi har nået overfladen, nu lyder en klar, lys drone og den fineste dæmpede støj som et svagt, men insisterende ekko af, at livet buldrer videre i underskoven. Bedre mindes jeg ikke at have hørt Bára Gísladóttir: så fokuseret og alligevel hengiven, fri; tilmed i en overrumplende optagelse, der indfanger dybets tonerigdom.
Så kan man godt finde årslisterne frem.
Ind i det elektroniske ormehul
Ulig Birgitte Alsted, hvis 80-års fødselsdag ikke rigtig tiltrak sig opmærksomhed sidste år, blev der søndag inviteret til bobler og 12-kanalskoncert i Musikhuset København, da Gunner Møller Pedersen rundede samme milepæl.
Det kan man selvfølgelig tænke sit om, for deres stjerner i dansk elektronisk musik skinner vel omtrent lige klart. Men lifligt var det nu at skrue tiden mellem et kvart og et halvt århundrede tilbage og lytte til en håndfuld af Pedersens værker.
I baren rumsterede Glass Music (1993) fra et par højttalere og lød med sine strøgne glasklange som et fjernt ekko af tryghed i slowmotion. Men mørket satte også ind, en tøven af anslag og atonalitet, og bevægelsen mellem utopi og vemod hørtes også i de tre elektronværker i koncertsalen.
Først i Som ild og vand (1986), hvor glidende klokkesinus mod slutningen indledte et langt fald. Siden i Phoenix (1973-76) med sit væksthus for korte xylofonmotiver, som blev mødt af spidse klange og dumpe slag. Og endelig i Da niente (1969-76), her ledte en kaskade af faldende toner hen til glimtet af fjern, sortnende korvokal – en anelse af noget menneskeligt bag det elektroniske ormehul.
Hvad var det mørke: komponistens melankoli over ikke selv at kunne flytte ind i det rum, han skaber? Lyst opbyggede man i hvert fald til at tage springet derind, men som en lille dreng varsomt sagde til sin far efter koncerten: »Det er også lidt uhyggeligt.«
Hun skaber elektronisk guld
SØS Gunver Ryberg har i de seneste par år stået for de mest intense koncerter, jeg har været vidne til. Foran et lydsystem aktiveres hele ens krop, når hendes tordnende trommeprogrammering og lyddesign blæses ind i brystkassen på en, hvor hun har lydt som ingen anden.
Det kom derfor også lidt bag på mig, at den elektroniske tradition klinger så kraftigt i hendes nyeste udgivelse Spine. Tag nu åbningsnummeret »Unfolding«: Elektroniske stortrommer er chanceprogrammeret, så man aldrig er sikker på, hvor mange anslag, der rammer i en takt. Teknikker man kender fra Autechre, men Ryberg adskiller sig markant fra dem. Der er hele tiden større bølgebevægelser, som rækker over de enkelte anslag. Det giver en puls, man kan følge og ender derfor ikke i det (dejlige) kaos, man kender fra Autechre.
I »Mirrored Madness« hører man traditionelle elektroniske lilletrommer, men de looper i granulære ekkoer, så de fremstår som en voldsomt muteret udgave af en klassisk 80’er-lyd. Teknikker man kender fra Aphex Twin, men det er langt mere veludført hos Ryberg.
I det afsluttende ambient-nummer »Levitating Fluid« scannes der igennem samples, som man kender det fra Oval, hvor den samme klang gentages, minutiøst anderledes. Oval har dog aldrig lykkedes med at have et så rørende stort lydbillede som Ryberg.
Kulturteoretikeren Mark Fisher sagde engang, at den elektroniske musik var i en krise, fordi den ikke længere kan opfinde nye lyde. På Spine viser Ryberg, at genren sagtens kan udvikle sig selv, også selvom den klinger af en tradition.