Solbeskinnet oprør
»We live in the same house, we go to the same school,« lød det fra Pavilion-scenen. De syv piger fra Star Feminine Band, der er mellem 10 og 17 år, var langt fra deres hjem i Benin. De var kommet for at smitte os med det nære venskab, der stråler fra deres solbeskinnede musik: Intuitiv og hjemmestrikket highlife – ofte lidt vakkelvorn – men til gengæld imødekommende, legende og energisk.
De tre piger i front, som spillede forskelligt håndholdt perkussion, vekslede mellem at synge og danse. Der sprællede en ivrig begejstring i de synkrone bevægelser. Et særligt moment opstod, da resten af bandet sluttede sig til danserne på midten af scenen for at opføre et traditionelt ritual. Autenticiteten nåede helt ud til teltpløkkerne.
Men Star Feminine Band var bestemt ikke kun kommet for underholde. Koncerten var båret af en punket understrøm, der hele tiden kradsede imod den dansevenlige overflade. Udråbstegnene i teksterne – efter sigende om tvangsægteskaber og omskæring – var ikke til at tage fejl af, selvom de blev leveret storsmilende på et sprog, der nok var fremmed for de fleste i publikum.
Alle pigerne var udstyret med en mikrofon, og skiftedes til at lede de ultrasimple call-response-sekvenser. Ungdomsoprøret blussede i de indtrængende stemmer, og det voksede til en ilter modstandskraft, når alle pigerne sang sammen. Vidunderligt!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.