Som du spørger, får du svar!
Er det ikke essensen af komponistens arbejde? At få andre til at gøre noget. Jeg sad efter Spor-koncerten Asking People to Do Things med den nykonceptuelle supergruppe Current Resonance og studsede over temaet. Selvfølgelig med mindre man som de fire komponister på scenen gør det meste selv, konkluderede jeg. Med en velkommen sans for de helstøbte koncertoplevelser havde gruppen sammensat et program, der undersøgte ordrens maskering i spørgsmålet.
Koncerten virkede som en jagt efter en bagvej om selve processen med at komponere og opføre musik, som man kender fra den musikalske konceptualisme hos eksempelvis Johannes Kreidler eller Trond Reinholdtsen. I det æstetiske ærinde var det interessant at opleve spørgsmål og imperativer blive omsat til kompositorisk materiale. Carolyn Chens Introducing Object genoplivede ready-made tanken med fluxus-dessiner i højttalerne, som dikterede performernes overgrundige beskrivelse af en kagedåse. Senere revsede Matthew Grouse dynamikken i koncertrummet og tog publikum som gidsel med det interaktive spørgeværk SPEAK BEFORE YOU THINK. Ud af koncertsalen kom vi også mellem værkerne, hvor flashmobvideoer fra Aarhus fungerede som underholdene pauseskærm.
Fordi gruppen leverede årets koncert i 2023, blev jeg efterladt med en følelse af, at de denne gang havde sværere ved at få konceptværkerne helt ud over rampen. Jeg savnede de store teatralske effekter. Bedst fungerede Dylan Richards og Michael Hopes bombastiske fællesværk, hvor Richards’ karakteristiske digitale opkast blev sidestillet med Hope, der gav den som gradvist mere uduelig hype man. Hvilket vidunderligt kaos.
Men verden er blevet blød
Da verden skrumpede ind, gik kunstnerne ind på deres værelser. I denne samling tekster, grafik og lydkunst om pandemiens kunstneriske, eksistentielle og politiske perspektiver er der fadt føleri a la øget-afstand-binder-os-tættere-sammen.
Måske er det for tidligt at forstå et »nyt nærvær«, som Joalane Cecilie Laurberg Mohapeloa beskriver: »Jeg forsøgte, men mit liv kan ikke være på mit værelse, det er for stort. Vi har brug for hinanden på en anden måde nu.«
Men Giuseppe Pisano går direkte til det pessimistiske stål i essayet »Being an Artist Is Horrible«, og langtidsholdbart er også lydværket Italienske tilstande, hvor poeten Morten Søndergaard telefonerer fra Toscana, så vi fornemmer det kollektive Angsttjernobyls usynlige mælkede lydtåge, mærker Virustonen og Støjsenderen overtage alle frekvenser. Og vi erfarer til sidst, at »den bløde verden kan modelleres til en anden verden«. Præcis.
Usynlige smittedråber lyder ikke af sørgelig elegi i Astrid Sonnes Tread. Hun rapporterer elektronisk, så vi mindes alle de aflyste fester. Fest er denne samling ikke – nærmest sadcore. Men mindst lige så oplysende public service som fællessang hver for sig på DR1.
De mest mystisk dragende strygekvartetter
Siden jeg hørte Dead Wasps in the Jam Jar (iii) ved Gong Tomorrow i 2019, har Iannottas luftigt skrabende strygekvartet ligget og ulmet i min erindring som noget mystisk dragende.
Med de metalliske lyde og den svævende struktur er det som at være fanget på en hjemsøgt asfaltlegeplads en mørk vinteraften. At de her ekstremt detaljerede og nænsomt glitrende støjklange nu findes i en god indspilning med den ellers normalt lidt firkantede Jack Quartet, er tæt på genialt.
Det er længe siden, jeg har været lige så optaget af en strygekvartet. Iannotta er virkelig en af de mest delikat skrivende kammerkomponister i dag, når det gælder blandingen af subtil elektronisk ambiens og støjpotentialet i akustiske instrumenter. Og så er der altså også noget ved hendes uvaklende collageformer, der virker fængende selvsikkert og nutidigt.
Når jeg sidder og hører værkerne på albummet, glemmer jeg næsten, hvad vi overhovedet skal med traditionelle tonehøjder og klangidealer. Skibet er ligesom sejlet, og hvordan er det nu: If you jump, I jump?
While my guitar gently speaks
Det er ikke altid synderlig interessant at vide, hvad kokken har gjort for at få maden til at smage. I to lækkert indbundne bøger – en »poetik« – åbner Solborg sit værksted og reflekterer over guitaren som instrument og akustisk/elektrisk stemme.
Det gør ingenting, at teksterne af og til vil ligne digte. Men almindeligheder, såsom at magien ligger i uperfekthederne og det uforudsigelige, irriterer og skygger for Solborgs udmærkede idé: Hvad gør elguitaren i et ensemble? Hvordan taler den? Hvad er nærvær og resonans, når lyden af sarte strenge presses ud gennem en højttaler?
»The workshop is a good place to be,« står der. OK. Men hvordan lyder slide med trækøkkenredskaber modsat porcelæn? Og på hvilken måde er en bestemt Justin Vernon-teknik inspirerende?
Musikken på de to CD’er – sologuitar eller med de frie jazzsjæle Simon Toldam, Lars Greve og Francesco Bigoni – er dog en gur ganerenser. Guitarpoetikken bliver poesi: frenetisk støjende, eksotisk free, og den stikker helt af på »Tokyo«.
Jeg vil også opløses
Jeg ville så gerne leve i en verden, hvor det her album havde vundet alle jazzpriserne i år. Hvis det er rigtigt, at vi befinder os i en tid præget af opløsning, så viser Peter Bruuns opstandsende og halvstemte kompositioner, at opløsning kan være en ret underfuld bevægelse.
Jazzmodernistiske og fusionshippe temaer uden sikre tonale ankre hænger som en lang, flagrende rød tråd i værkerne, hvor guirlander af syntetiske lyde og akustisk-cool blæserstemmer glider collagelet ind og ud af hinanden. Jeg tror, jeg bliver lidt ør, lidt opstemt, lidt melankolsk på kryds og tværs af pladen.
Allerbedst er det selvfølgelig de gange, hvor temaerne løber ind i så heftig krydsild fra resten af den udvidede kvartet, at coolnessen splintrer og ormehullerne åbner sig. Det er især i begyndelsen af albummet – »All Too Disko« og »The If Machine« er jo ét langt wow – for senere tager værkerne en mere spaced-out drejning. Men jeg vil med derud, jeg vil også opløses.
Det er et album, det er en bog
Idéen – at du kan lytte til de tolv små musikvignetter på albummet, mens du kigger på et dertilhørende billede – er utvivlsomt interessant, og den viser sig at have indflydelse på, hvordan man som lytter tilgår værket.
Ping Pong Punktum virker intentionelt underspillet. Til trods for at de to musikere – Wikström og Herman Müntzing – bevæger sig i frit improviseret støj-territorie, så giver de den aldrig helt gas.
Alle tolv numre virker forholdsvis simple, bestående af få elektroniske og vokalbaserede byggeklodser og uden klart definerede retninger. Det samme gælder Jan Oksbøl Callesens billedmateriale, der består af abstrakte former, farver og, en gang imellem, genkendelige motiver.
Denne enkle tilgang virker til værkets fordel, for både musik- og billedkunsten føles intim, indbydende og spændende. Som et oplæg til et farverigt og mærkværdigt eventyr, som lytter-beskueren selv kan digte videre på.