kortkritiklive
23.03

To stemmeløse ironikere vs. folketingsvalget 2026

The Ensemble That Loves You: »2026 Election Special Soundwalk Public Broadcast Service Municipal Event«
© PR
© PR

James Black og Connor McLean, de to komponister bag skæmtforetagendet The Ensemble That Loves You, kan som tilflyttere endnu ikke stemme ved tirsdagens folketingsvalg. Til gengæld kan de intervenere, og det var, hvad de med en god, gammeldags podwalk gjorde for en udvalgt skare i lørdags.

I løbet af tre timer kunne man komme forbi de to, der havde taget opstilling på nordbredden af Sortedams Sø i København. Her fik man en QR-kode, blev ledt hen til nærmeste valgplakat og efterladt med et link til SoundCloud. »Alright, vi ses om 16 minutter,« sagde Black, og så stod jeg ellers der foran statskundskaberen Thomas Rohden fra Radikale Venstre og hans sære, tandfri plastiksmil.

»Det er vigtigt at connecte med valget, så kig kandidaten lige ind i øjnene,« fortalte en syntetisk kvindestemme, da jeg trykkede afspil. Det gjorde jeg så. Stod stille, lyttede, stirrede. Blev vel selv et værk, lignede i hvert fald en idiot. Og mens voiceoveren sendte mig videre til nye plakater, arbejdede Black og McLean for at fuldende fremmedgørelsen med korte lydklip.

Stemmen fik først et let ekko, satte sig så i rille – »stem-på-mig-stem-på-mig-stem-på« – og blev afløst af kortsluttet 8-bit-elektronik, svigtende museorgel og blafrende monologer over livejazz, der mimede en absurd medievirkelighed.

Langsomt blev plakaternes blanke, troskyldige øjne et udtryk for, hvor kunstigt valget er. »Personen, du kigger på, er ikke ægte,« sagde den syntetiske stemme så til sidst, relativt oprevet af en computer at være. »Partiet vil erstatte dig med en robot.«

Okay, okay. Fra de stemmeløse skal man høre sandheden, pakket ind i britisk politisk sarkasme og MIDI-jingler: en let – og nok også letkøbt – anretning, men hvem orker mere efter fire ugers valgkamp? På vej tilbage til Black og McLean så jeg en dame pege op på en plakat af 26-årige Maria Georgi Sloth, også hun fra liste B: »Hende der gav mig et tyggegummi nede på stationen.« Så er det valg afgjort.

kortkritikrelease
07.08

Gąsiorek ser sig aldrig tilbage

Cześćtet: »Polofuturyzm«
© PR
© PR

Polskfødte Szymon Gąsiorek har gjort det igen – skabt et overflødighedshorn af et album, der både overvælder og begejstrer med sit endeløse væld af eklektiske ideer, stilarter og lydkilder. Som det ofte er tilfældet med denne slags udgivelser, hvor hvert nummer har sin helt unikke identitet, så vil man hurtigt kunne udpege yndlinge.

En klar favorit melder sig da også med det samme. Åbningsnummeret »TAK TAK NIE NIE« eksploderer med en energi, der vækker mindelser om tidligt Boredoms, en tung omgang støjrock med råbevokal, elguitar, saxofon, pistolskud, skrig, synths, klaver og m.m. Også tredje nummer »STRACH LĘK NIEPOKÓJ« brillerer med en zeuhl-agtig fremdrift drevet af militaristisk vokal, insisterende trommer, kantet guitar og saxofon. Og selv uden for de umiddelbart mest imponerende numre er Polofuturyzm så spækket med højdepunkter og sjove overraskelser, at det halve kunne være nok. Tag som eksempel »90s [NADZIEJA]«, med en trance-synth, der hurtigt og effektivt saboteres af free jazzede trommer og saxofon, eller »JEDNOKIERUNKOWY«, der lyder som klassisk disco polo smidt i en blender og tilføjet pitch-shiftede vokaler og klubbede keyboards. Ej at forglemme det otte sekunder korte falde-på-halen klaverspil på »RĘCE«.

Polofuturyzm er båret af en manisk insisteren på aldrig at se sig tilbage. Det eneste konstante er fraværet af konsistens. Gąsiorek har været her før, men det føles stadig lige radikalt og forfriskende.

Sinne Eeg. © Warny Mandrup

»Musik for mig er den stærkeste udtryksform, vi menesker har. Musik genererer fælleskaber, og giver os mulighed for at forstå hinanden på et følelsesmæssigt plan – også når ord ikke rækker.«

Sinne Eeg (f. 1977) er en dansk jazzvokalist med en markant karriere i både Danmark og udlandet. Hun har udgivet en række albums og modtaget flere priser, herunder fem Danish Music Awards for Bedste Vokaljazzudgivelse og Ben Webster Prisen i 2014. Siden sin debut i begyndelsen af 2000’erne har hun optrådt i store dele af Europa, Asien og USA. Eeg er kendt for sit arbejde med både egne kompositioner og fortolkninger af standardrepertoiret.

© Vakuumpagten

»Musik for mig er en mærkelig ting. Jeg synes egentlig, at det er lidt underligt, at jeg ikke bliver mere træt af det, end jeg gør, når man tænker på, at det er overalt hele tiden. Men grunden er nok, at musik er en af de mest alsidige ting, der findes – to stykker lyd kan have fuldstændig forskellige stemninger, rytmer (eller ingen rytme) osv., og alligevel have dét tilfælles, at de begge er musik (hvilket så åbenbart er en form for egenskab, som gør dem begge fede af en eller anden grund). Det er imponerende nok.«

Mikkel Pilgaard producerer musik under navnet Vakuumpagten sideløbende med at prøve at finde ud af, hvordan man træner sig op til at dræbe en drone. Han forestiller sig, at han kender forskel på det virkelige og det uvirkelige. Men hvis selv store tænkere er uenige om alt, hvordan skal han så virkelig kunne vide, hvad der er rigtigt og forkert?

© Mateusz Szota

»For mig er musik en særlig motor for diversitet, identitet, individualitet og fællesskab. Musik har en umiddelbar evne til både at skabe og forstærke trygge rum og at ekspandere og sønderrive grænserne for eksistens.«

Kunstner, kurator, underviser Jacob Eriksen arbejder mellem Struer og Berlin. Han er leder af Sound Art Lab, festivalleder for Struer Tracks, studieleder for 89 Sound Art School og underviser på Sound Studies and Sonic Arts på UdK Berlin. 

© Malthe Ivarsson

»For mig er musikken lyset, der strømmer ind gennem vores vinduer og rammer menneskers sind. Musikken er fællesskab – noget vi skaber sammen. Musikken er det andet sprog – der kan tales, når alle ord og samtaler er slidt i stykker.« 

Mark Solborg er dansk-argentinsk guitarist, komponist og improvisator med uddannelse fra bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium og New School University i New York. Han har udgivet 28 albums med egne værker og samarbejdet med profiler som Evan Parker, Susana Santos Silva og Herb Robertson – ofte på det kunstnerdrevne label ILK, som han er medstifter af. Hans musik er opført i 23 lande og involverer musikere fra 15 nationer. Projekter som TUNGEMÅL og BABEL undersøger elguitarens rolle i akustiske rum, og hans virke omfatter også samarbejder med teater, film og billedkunst. Solborg er Reumert-belønnet, præmieret af Statens Kunstfond og blev i 2024 nomineret til en Danish Music Award som Årets Komponist. Han er aktuel med albummet Confluencia.