James Black
28
To stemmeløse ironikere vs. folketingsvalget 2026
The Ensemble That Loves You: »2026 Election Special Soundwalk Public Broadcast Service Municipal Event«
© PR
James Black og Connor McLean, de to komponister bag skæmtforetagendet The Ensemble That Loves You, kan som tilflyttere endnu ikke stemme ved tirsdagens folketingsvalg. Til gengæld kan de intervenere, og det var, hvad de med en god, gammeldags podwalk gjorde for en udvalgt skare i lørdags.
I løbet af tre timer kunne man komme forbi de to, der havde taget opstilling på nordbredden af Sortedams Sø i København. Her fik man en QR-kode, blev ledt hen til nærmeste valgplakat og efterladt med et link til SoundCloud. »Alright, vi ses om 16 minutter,« sagde Black, og så stod jeg ellers der foran statskundskaberen Thomas Rohden fra Radikale Venstre og hans sære, tandfri plastiksmil.
»Det er vigtigt at connecte med valget, så kig kandidaten lige ind i øjnene,« fortalte en syntetisk kvindestemme, da jeg trykkede afspil. Det gjorde jeg så. Stod stille, lyttede, stirrede. Blev vel selv et værk, lignede i hvert fald en idiot. Og mens voiceoveren sendte mig videre til nye plakater, arbejdede Black og McLean for at fuldende fremmedgørelsen med korte lydklip.
Stemmen fik først et let ekko, satte sig så i rille – »stem-på-mig-stem-på-mig-stem-på« – og blev afløst af kortsluttet 8-bit-elektronik, svigtende museorgel og blafrende monologer over livejazz, der mimede en absurd medievirkelighed.
Langsomt blev plakaternes blanke, troskyldige øjne et udtryk for, hvor kunstigt valget er. »Personen, du kigger på, er ikke ægte,« sagde den syntetiske stemme så til sidst, relativt oprevet af en computer at være. »Partiet vil erstatte dig med en robot.«
Okay, okay. Fra de stemmeløse skal man høre sandheden, pakket ind i britisk politisk sarkasme og MIDI-jingler: en let – og nok også letkøbt – anretning, men hvem orker mere efter fire ugers valgkamp? På vej tilbage til Black og McLean så jeg en dame pege op på en plakat af 26-årige Maria Georgi Sloth, også hun fra liste B: »Hende der gav mig et tyggegummi nede på stationen.« Så er det valg afgjort.
På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik
Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«
© Ros Kavanagh
To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.
Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
Rikke Frisk. © Ida Guldbæk Arentsen
»Musik er for mig et enestående paradoks. Det er både chancen for at give slip og glemme sig selv – og vejen til en ultimativ, ordløs forbundethed med andre. Ligesom i naturen, kan man blive fuldkommen væk og finde sig selv igen. Og så er de to ting i øvrigt noget af det, der kan gøre mig allermest spontant lykkelig.«
Rikke Frisk er festivalchef for Copenhagen Opera Festival og bestyrelsesleder for spillestede ALICE på Nørrebro. Hun har tidligere været med til at skabe blandt andet Strøm Festival, det danske værtskab for WOMEX og den feministiske samtalefestival Talk Town. Og så spillede hun engang dårlig bas i rockbandet Learning From Las Vegas.
© PR
»Musik for mig er tilstede i stort set alt, jeg beskæftiger mig med. Hvis det skal deles op i statisk og flydende kunst, hører jeg musik, når jeg kigger på malerier, bygninger, madretter, mennesker og landskaber. Musik er en flydende kunst, der ikke kender rammer og grænser, det flyder ind og ud af ting, ind og ud af bevidstheden. Det er her bare – til at blive lyttet til, ikke nødvendigvis altid forstået, men altid registreret og følt. Nu bliver jeg hængt på torvet på Djursland for sådanne filosofiske holdninger, men jeg har det også fint med at lade dette ovenstående postulat være min svanesang.«
Rasmus Bang er trommeslager og sanger i bandet KATLA, som spiller doom med dødsmetal- og blackmetalinspirationer. Han tatoverer til dagligt og bor på Christianshavn i København med sin kæreste Marie, deres søn Kaj Anker og hunden Frank. Oprindeligt fra Djursland.
© PR
»Musik er for mig en drivkraft og et sted jeg altid kan høre til, både alene og med andre. Den er en invitation ind i andres virkeligheder og forbinder på tværs af identitet og kultur. Meget magisk!«
Julie Østengaard arbejder med elektronisk lyd og komposition i installatoriske og performative formater. Hendes tidligere værker har inkorporeret elementer som advarselssirener, trafikstøj, mobiltelefoner, hjerneimpulser og indholdet af et gammelt skibsværft. I de seneste år har hun beskæftiget sig med identitet og kollektive idealer i vestlig kultur og hvordan sociale, teknologiske og psykologiske forhold former vores liv. Julie er aktuel med udstillingen MADE TO BREAK på Regelbau 411. Udstillingen er en installatorisk fortolkning af hendes kommende album Slug Barbie, som hun også optræder med i koncertformat på Struer Tracks 2025.
Modstandens trommer
Maria Faust Sacrum Facere: »Marches Rewound and Rewritten«
Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.
Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.
Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.