kortkritiklive
14.07

Støj i white cuben

Aros: »Ulydig – Kroppen i punk«
© Karen Knorr & Olivier Richon, Vortex 6 from the Punks series, 1976 - 1977, gelatin silver print on paper,18,7 x 28,2 cm, Tate. Courtesy of the artists.
© Karen Knorr & Olivier Richon, Vortex 6 from the Punks series, 1976 - 1977, gelatin silver print on paper,18,7 x 28,2 cm, Tate. Courtesy of the artists.

Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.

Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine – overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken. 

På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen. 

Kan et oprør overleve på museum? Ulydig viser, atpunkens energi og ikke dæmpes af museet – det fungerer som en forstærker. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.

© Mads Skarsteen, CPF

»Musik for mig er livets femte dimension, der forbinder alle de andre.«

Maja Dyrehauge Gregersen har i de sidste 10 år stået i spidsen for Copenhagen Photo Festival – Nordens største fotofestival. Copenhagen Photo Festival er en international platform med over 1000 årlige ansøgere fra hele verden – og et tydeligt kurateret niveau, der tiltrækker verdensnavne og har løftet festivalen ud af sin oprindelige, mere lokale og åbne form. 
 

© Jesper Van

»Musik for mig er noget, der konstant kører inde i mit hoved. Jeg kan ikke slukke for den del af hjernen, hvor nye melodier og rytmer springer frem og tager form. Nærmest heller ikke når jeg sover. Af samme grund er jeg egentlig ikke den store musikforbruger. En undtagelse er livekoncerter og musikfestivaler, hvor jeg elsker at opsøge musik, jeg ikke kender på forhånd for at lade mig overraske. Senest det interessante band Nebulah, udsprunget af Esbjerg konservatorium. Derhjemme er det vores 19-årige datter, der styrer playlisten. Hun synger kor på mit album og har introduceret mig til mange kunstnere gennem de sidste år. Det er også fedt gennem hende at genopdage de gode, gamle artister som fx CV Jørgensen, Stevie Wonder og Joni Mitchell. Meget inspirerende.«

LOH er en dansk sangskriver og pianist. Klaveret har været en del af livet lige fra barnsben, men har indtil for nylig ligget i skyggen af en karriere i TV-branchen, hvor han som tv-dokumentarist har produceret hundredvis af programmer til danskernes tv. Debutalbummet Logger Ud, som udkom i marts 2026, indeholder dansksprogede folkpopviser tonet med nordisk jazz. 

kortkritiklive
17.04

Børnene er alright

Ligeti Quartet: »Workshopkoncert«
Ligeti Quartet. © Louise Mason
Ligeti Quartet. © Louise Mason

Jeg ved det godt. Workshopkoncert på kongekons: snork! Og nej, ikke mange andre end Bent Sørensen var mødt op. Det må folk også selv om. Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden.

Det var engelske Ligeti Quartet, der for syvende gang var forbi DKDM for at arbejde med de studerende. Og det gjorde de med indlevelse og præcision. (Det kunne nogen godt give dem en pris for en dag, fx nogen, der ligger inde med en formue, de helt tydeligt ikke ved, hvad de skal bruge på.)

Lucas Fagerviks Bells & Canons satte hårde modsætninger op mod hinanden, som komponister nu engang gør i stiløvelser: en lys, let ødelagt molakkord over for blid barokpastiche i tiltagende hurtige skift. Siden en sats med brutale/banale glissandi, en anden med drøje strøg og en sidste, hvor strygerne på skift forsøgte at holde en tone i live. Smuk, opbyggelig og Jürg Frey-porøs landing.

Anderledes cirkustrang havde Yifan Shaos ultrakorte Dreams Evaporated Too Soon, der lød som mishandlede klange slæbt hen over et gulv. Ultrateatralsk var slutningen, hvor kvartetten frøs i luften et øjeblik, inden den så kradsede det sidste liv ud af strengene.

»Det kan jeg godt gøre mere krukket,« tænkte Jonas Wiinblad og begyndte sin Strygetrio med bratsch – ikke en kvartet, forstås! – med lydløst spil. Men kliché blev til stille poesi, da små, uskyldige intervaller langsomt voksede frem i strenge mønstre. Da bratschen så endelig fik lov at være med, gik den kontra: virtuos solokadence med buefald, overtoneflimren og temperament. Bum! Flot kontrast. Mindre flot, at værket følte behov for et sidste, unødigt lag af elektronisk forvrængning. Men point for krukkeri.

Tilbage stod Albert Laubels Strygekvartet som koncertens mest helstøbte. Ikke fortænkt, bare en sømløs bevægelse mellem dynamiske yderpunkter. Prægnante triller blev elegant afvæbnet af indskudte knips, glissandi lød som del af en logik i stedet for effekt, og klangen varierede med roligt dramatisk overblik. Substans og modenhed i 2026, jamen altså.

kortkritiklive
14.04

Harpens stille søvn

Julianna Barwick & Mary Lattimore
© Mathias Bak Larsen
© Mathias Bak Larsen

Harpen – et af de ældste strengeinstrumenter – er for mig tæt forbundet med den svævende grænse mellem at sove og være vågen. Harpens brolægning mellem nat og dag stod kun endnu tydeligere, efter Julianna Barwick og Mary Lattimore vækkede det gamle instrument til live i DR Koncerthusets Studie 2. Lattimores harpespil og Barwicks æteriske vokal befinder sig et sted mellem moderne ambient og klassisk nocturne – som en anakronistisk vuggevise tilsat synthesizere og spandevis af rumklang.

Hovedparten af koncertens numre stammede fra Barwick og Lattimores seneste album Tragic Magic (2026). Et album indspillet over 10 dage i en kælder under Philharmonie de Paris med fri adgang til deres samling af antikke instrumenter. Både synthesizere fra 1970'erne og harper fra 1700-tallet bliver vækket til live på albummet. Og selvom Barwick smilende bemærkede, at den gamle harpe fra 1740 desværre ikke kunne være med i aften, var det tydeligt at mærke de to amerikanske musikeres passion for spændet mellem det antikke og kontemporære. Et spænd, der stod klarest under historien om den første regn efter de voldsomme skovbrande i hjembyen Los Angeles. En lydoptagelse af præcis den regn indledte det efterfølgende cover af Vangelis’ »Rachels Dream« fra soundtracket til Blade Runner (1982) og satte de altødelæggende brande i et mørkt science fiction-skær. Men Barwicks filmiske fløjten og Lattimores harpearpeggios fandt alligevel et lys i det dystopiske mørke. Selvom begge musikere har lange solokarrierer bag sig, er det forhåbentligt ikke det sidste, vi hører til deres samarbejde.

kortkritikrelease
13.04

En hule af lyd: TAK Ensemble skærer sig ind i det akustiske mørke

TAK Ensemble: »Between the Air«
© Titilayo Ayangade
© Titilayo Ayangade

Between the Air kræver ører i opdagelsesmodus. TAK Ensembles ottende album udfolder sig som et tæt akustisk landskab – som en hule af lydlige stalaktitter, rig på tekstur og resonans.

De fem værker, skrevet specifikt til det New York-baserede ensemble, repræsenterer forskellige stemmer i den eksperimenterende samtidsmusik. Albummet åbner med Eric Wubbels’ Instruments, en overbevisende aktualisering af Helmut Lachenmanns musique concrète instrumentale. Violinist Marina Kiffersteins energiske scratch-teknik sætter en rå tone, båret af ensemblets præcise, støjbaserede samspil, som præger albummet som helhed. I centrum står Lewis Nielsons Siesta Negra, en sonificering af Che Guevaras sidste optegnelser, skrevet i 1967 kort før hans henrettelse. Dets trykkende, næsten mareridtsagtige atmosfære forvarsles af de skarpkantede teksturer i Golnaz Shariatzadehs moon that sank | wet grass. Bethany Youngs At Midnight I Walked in the Middle of the Desert følger som en surrealistisk, hørespilslignende og legende forvreden coda. Albummet afsluttes med Tyshawn Soreys For jamie branch, en tilbageholdt elegi for den usædvanligt begavede jazzmusiker, der tragisk døde i 2022, 41 år gammel.

Med Between the Air demonstrerer TAK Ensemble endnu en gang en bemærkelsesværdig sensibilitet over for lydens materialitet og inviterer lytteren til at bevæge sig ud over nutidens ofte barske overflade – og måske igen trække vejret lidt friere. 

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek