Stolt metal fra Mongoliet
»Hu hu hu hu hu!« Publikum kaldte på det mongolske band, som trådte på scenen med vind i håret, publikumskontakt og stolthed over at være krigere, rytterfolk. Shamanistiske, sprængfulde af maskulin stamina og med strubesangens lange vibratovokaler og sangteknikker, der kunne få Lemmy Klimister til at tage hatten af fra det hinsides.
Traditionelle mongolske streng- og bueinstrumenter, tunge trommer, selvsikker elguitar, træfløjte og jødeharpe gik op i en højere enhed med mowhawks, undercuts, tung metal, syrerock og psychobilly. Nummeret »Gjenkis Khan« åbnede med stille bastoner, hæs vokal, bløde strøg over strengene og siden en eksplosion på rytmegruppen. Så udsyret metal og headbanging i »Wolf Totem«, tunge meditative droner i »Black Thunder« og den shamanistiske »Shoog Shoog«, der blev omsat til heavy.
Det var en stilsikker hitparade fra et band, der holdt energien samtlige sekunder i halvanden time. Aftenens sidste ekstranummer var en hyldest til heltene i Metallica, og således forlod The Hu scenen efter at have spillet »Sad But True« med mongolsk tekst og otte mand høj instrumentering.
Koncerten var en påmindelse om musikkens dialektik, hvordan kunsten ikke har grænser, kun broer. Ingen stjæler hinandens kultur, men hylder den, og inspirationen flyder frem og tilbage på tværs af verdensdele og årtusinder.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.