kortkritik
03.01.2022

Techno i tyske skove

GAS: »Der Lange Marsch«
© GAS
© GAS

Denne vinter er den tyske technoproducer Wolfgang Voigts stedsegrønne diskografi vokset – igen med repetitiv, dronende ambient techno. Men Der Lange Marsch er også besynderligt selvreferentielt. Det er et album, der i høj grad gør brug af musik samplet fra egne tidligere udgivelser, som Voigt har remixet og her præsenterer i nye sammenhænge. 

Har man, som jeg, lyttet uendeligt meget til GAS’ ældre udspil, vil man bemærke lånene. Hvis ikke, så gør det rent musikalsk ikke den store forskel. Voigts styrke er at skabe noget langsommeligt majestætisk ud af meget få virkemidler. Stryger- og blæsersamples strakt til nær uigenkendelighed. En blød, tung 4/4 stortromme, der lyder som hjerteslag. En konstant knitren som ild i tørt græs. Projektet GAS har altid haft de vældige tyske skove som tematisk omdrejningspunkt, og i de øjeblikke, hvor din hjerne og musikken synkroniserer, kan du virkelig høre det. Visheden om, at alt omkring dig er levende og i konstant bevægelse, også selvom du ikke kan se det.

Men noget har alligevel ændret sig. Dette album indeholder mere dramatik end dets forgængere. Der sker mere. Alting bevæger sig mærkbart hurtigere. Omkring halvvejs igennem spilletiden bliver det tiltagende trippet, endda uhyggeligt. Lyden presser sig ind fra begge sider, føles klaustrofobisk. Og stilner så af igen.

Voigt lader til at foretrække nidkære udviklinger frem for konstante nybegyndelser. I den forstand er Der Lange Marsch intet nyt, men en uhyre interessant rekontekstualisering af en af ambient technos stærkeste diskografier.

© Jane Gisselman

»Musik er for mig minder, følelser og oplevelser i – og af – verden. Men den handler lige så meget om at sætte noget i gang og måske – mest af alt – om at holde fast i den frie leg. At lege med andre! Og i den leg kan man proppe hvad som helst: provokationer, fortællinger, der binder os sammen som folk, åndssvage lyde fra jordbærfarvede orgler, rytmebokse af træ og strengeinstrumenter fra en nedlagt centralskole, og meget mere. Når man laver musik, ender det ofte med noget fysisk, man kan stå med i hånden og sige: ‘Det her kom inde fra mit hoved, men nu findes det fandme i virkeligheden – her, på vinyl!’ Og i morgen, du kære kaffekop, går turen i øveren, hvor vi spiller det med mit orkester. For musikken skal ud i verden. På nye eventyr. Sammen med os. Det kan musikken – og jeg – sammen. Det giver en vidunderlig følelse af frihed. Og det er en rar måde at være i verden på. Til alle tider.«

Rasmus Mørup Johansen (f. 1977) – bedre kendt som Telestjernen, men også som protestsangeren Rasmus Johansen fra Fly (tre albums) – er dansksproget sangskriver og musikalsk igangsætter. Han har desuden medvirket i sangskriverkollektiverne Keminova Cowboys og Arctic Assembly (ét album med hver). Ved siden af sit virke som sangskriver og fællesskabsbygger laver han også børnemusik til og med den lokale cirkusklub, Cirkus Højdeskræk. Herudover har han lavet musik med Onkel Reje, børneorkestre og børn fra hele landet. Aktuelt er Telestjernen ude med sit syvende album, Kultfilm fra Karup.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.

© Anthon Unger

»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«

Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.