There are holes in these tones from Theresienstadt
Two solitary instruments – viola and cello – are heard on separate soundtracks by separate video screens showing footage from the former concentration camp Theresienstadt: peeling walls, cobwebs, a lifeless gym hall. The composition they play was created here; the Czech-Jewish composer Pavel Haas (1899-1944) wrote an orchestral piece that the Nazis used as the soundtrack to a propaganda film about Theresienstadt. We don't hear any orchestra. This is why the two instruments sound so abandoned. Although they also talk together; tones are repeated many times, as if they are trying to breathe life into the empty spaces. The melodic lines are detached from the context they should be in, but cannot be in, because the composer was taken to Auschwitz and murdered shortly after he performed the piece.
Like other Holocaust representations, Turner Prize-winning Scottish artist Susan Philipsz lets us see that the visible traces of the atrocities have disappeared. The camera makes an effort. In that resounding emptiness, ghostly garlands of mismatched tones resound. They are full of holes – there should have been more musicians to make this piece of music sound right. In the speakers, the cello and viola sound almost electric, eerie, it's all so slow, the tones are stretched until they can't do it anymore. In his book Images in Spite of All the art theorist Georges Didi-Huberman defended using all images that exist from the atrocities. The same here: Haas' music calls to be heard, not forgotten. They are sounds, after all. Amputated, seeking for beauty, or remnants of something seeking for beauty. For no composer – even under the worst conceivable conditions – makes music that is deliberately evil.
Ito Takashi opgraderet
Den første af Ito Takashis tre kortfilm på programmet, Zone, blændede op på skærmen i skøn 80’er-opløsning med hvide, sløve skyer på en blå himmel. En gåtur gennem en park. Til disse rolige scener tilføjede Sonne approksimationer af reallyde – vindens hvisken i træerne, insekternes summen i buskadset. Meditative, langhalede synthpassager forstærkede følelsen af fuldstændig fred. Den afslappede atmosfære blev dog hurtigt afløst af en tiltagende drømmelogisk billedside, mesterligt understøttet af en tidssvarende, frenetisk, til tider næsten horror-agtige synth.
Efter kun 13 minutter var drømmen-tangerende-til-mareridt ovre, men før den næste kortfilm kunne begynde, lod Sonne med en kort, smuk og stemningsfuld sang publikum tage et par tiltrængte dybe åndedrag. Dernæst fik den repetitive og labyrintiske film Spacy sin epileptiske energi højnet af støt tiltagende, energiske og blødt stikkende synths, mens den M. C. Escher-agtige, trappeopgangsmuterende Drill efter endnu et mellemstykke blev trakteret med genklingende motiver, der til sidst sammen med filmen brød op og forsvandt ned i et sort hul.
Hele forestillingen igennem udviste Sonne en måske intuitiv sans for, hvordan hun med sin lyd kunne højne de indtryk, billedsiden afgav. Et gensyn med disse film uden hendes underliggende musik vil uden tvivl føles som en klar nedgradering. Men særligt hendes mellemstykke-hvilepauser var sande genistreger, der glimrede i lige så høj grad som selve soundtracket.
Menneskehedens ellevte time
Ofte føltes det slet ikke korrekt, soundtracket til Chris Markers fragmentariske dokumentarfilm Sans Soleil, som Rahbek og Valentin skabte fra deres bord med alskens elektronik. Hverdagsscener – et besøg ved et gravsted, mennesker i kø, trafik – blev understøttet af en musik, der med dystre og halvt opløste synth- og sampletemaer gav det hele et sært og usammenhængende præg. Det skærpede sanserne. Selv begivenheder, der i vores levede liv ikke tillægges nogen synderlig værdi, syntes nu skelsættende. Det var som at være vidne til menneskehedens ellevte time, de sidste stunder inden bomberne ville falde.
De momenter, hvor billede og lyd faktisk gik op i en højere, mere konventionel, enhed, stod stærkt. En mand, der i en menneskeflok på en travl metrostation får øje på kameraet og vinker. Han var bare endnu en passager, men i dette få sekunder korte klip, med et glitrende synthcrescendo i ryggen, var han noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Definitionen af, hvad det vil sige at være menneske.
Rahbek og Valentin bevægede sig bevidst ude af takt med billedsporet og skabte derved et soundtrack, der var surrealistisk, mægtigt, intimt og fjernt, overvældende og livsbekræftende. Som fundamentalt ændrede oplevelsen af Markers film. Og som mindede os om skønheden ved livet, døden og alt derimellem.
Sounds of Denmark
Det var svært ikke at bemærke, at lydkunstner Sofie Birch havde en utroligt flot hat på, da hun gæstede Cinemateket/CPH:DOX for at sætte musik til et udvalg af klip fra Det Dansk Filminstituts enorme arkiv, Danmark på film. Som den tårnede op over højttalere og synthesizere – kæmpestor, lilla og skulpturel i sin udformning – mindede den, altså hatten, på én og samme tid om en naturskabt organisme fra bunden af havet og om noget, et rumvæsen muligvis ville bringe med sig til jorden. Det slog mig, at Birchs live-score kombinerede det velkendte og det fremmede på præcist samme måde. Birch havde udvalgt dokumentarklip fra begyndelsen af det tyvende århundrede, der alle sammen på hver deres måde skildrede den menneskelige krop: kvinder i en skønhedskonkurrence; en mand, der laver gymnastik i sin have; piger, arm i arm, dansende i ring; en idrætstime; kvindelige brydere; en medicinsk undersøgelse af kroppens muskler. Disse optagelser draperede hun i ulmende synthdroner, skarpe, klokkeagtige klange, sirenesang og kvidder fra hyperaktive fugle.
Langsomt forvandlede hun de relativt almindelige aktiviteter til noget, der mindede om okkulte ritualer. Selve den menneskelige krop fremstod pludseligt mærkværdig, uhyggelig endda, kontrasteret af Birchs lydlandskab. Mon vores aktiviteter vil fremstå lige så fremmedartede, når arkivet om hundrede år endnu engang granskes og fremtidens Sofie Birch sætter dyster og drømmende musik til?
Clint Eastwoods honningdepot
Ennio Morricones vindhekse og Clint Eastwoods læderhud i The Good, the Bad the Ugly er den billedside, som træder ind på nethinden ved lyden af Archives II. Repetition, surfguitar og simplicitet præger det let jazzede album, hvor guitaristen forener, og trommeslageren er en luftig rytmemager, der krydrer det melodiske landskab med bækkener og percussion, imens strygere og klaver toner frem på udvalgte skæringer.
Københavnske Mads Lassen og Mathias Lystbæk har med otte små musikstykker skabt en gæstfri genklang uden for rum og tid. Konventioner og logren for radioformat er få på den lunt sfæriske udgivelse – tværtom er improvisation i centrum, og numrenes længde varierer med op mod seks minutter.
Albummet er et lille honningdepot til dage, der kalder på en ravgul, antiseptisk og aromatisk pause fra en verden præget af økonomisk recession, pandemi og krig. Nogle gange behøver kunst ikke klø i øregangene eller tirre for at være et lille pragtværk.
Organiske dogmer
På Dronedigte har Recorder Recorder fulgt et stramt elektroakustisk dogme – et regelsæt, hvor de enkelte ingredienser, digte, blokfløjte og vokal går op i en højere harmonisk og elektronisk, repetitiv enhed.
Åbenhjertig poesi beklædes af en florlet kvindelig vokal i en strøm af velklang, hvis mildhed kontrasteres midtvejs på EP’en. Her gør industrielle elementer deres indtog og bryder den næsten uskyldsrene timbre på åbningsnummeret »Sommerminder«. Dualiteten på »Spildevand« og »Legende Legende« pryder lydbilledet og tilfører solistens elektroakustiske germansk-skandinaviske middelalderensemble et råt udtryk.
Droner er fortryllende og farlige, idet lytteren let kan kede sig, men Stine Benjaminsen mestrer i sin komposition og udtryk dette stilistiske greb til fulde og skaber en organisk rejse gennem numrene. EP’en er godt begyndt men ikke helt fuldendt – måske fordi denne udgivelse kun er den første i en perlerække af produktioner fra en kunstner, hvis store potentiale for alvor vil skinne igennem, når hun i fremtiden endnu mere kompromisløst udforsker og udfolder sine eksperimenter.