Uden filter i Tallinn
Fra filmens begyndelse kastes vi ind i øvelokalet. Den kompromisløse musiker, bandlederen – eller »chefen« som saxofonist Maria Faust selv kalder sig – har taget sit danske band med til Estland, hvor hun blev født, for at indspille albummet Organ i St. Nicholas' kirke i Tallinn. Udover at være en hyldest til orgelet, der er gennemgående på pladen, ser man Faust forklare bandet, at det også skal ses som en hyldest til det kvindelige organ: livmoderen. Hun slår ud med armene, da hun siger det og ler let for at tage brodden af den blodige alvor, hun præsenterer midt i dette mandefællesskab. For Faust har humor, og gennem hele filmen fremstår hun både uhøjtidelig, karismatisk og stærk, men snart finder vi ud af, at vi faktisk følger kunstneren midt i en form for livskrise.
Titlen på filmen, Machina Faust, er udover at være en reference til hendes album fra 2018, sigende for det menneske, den portrætterer – en skaberkraft med et overlevelsesinstinkt uden lige. På den ene side ruller hendes karriere endelig ud over stepperne, hvilket et helt bord fyldt af prisstatuetter vidner om. På den anden side sørger hun over at have fået konstateret, at hun ikke kan få børn, mens hendes ægteskab er i vanskeligheder. Faust er dog vant til at kunne arbejde sig ud af det meste: »Any kind of pressure from someone, makes me do the opposite,« siger hun. Men konfronteret med sin egen fortid som offer for et seksuelt overgreb, både i hendes helt nære relation, og i suiten, hun er ved at skrive om vold mod kvinder, Mass of Mary, oplever vi også hendes skrøbelighed.
Machina Faust fremstår som et ærligt og alsidigt portræt af en kvinde og kunstner, der gennemlever mange af livets paradokser. Politiske spørgsmål antydes, men filmen er hverken for privat, dømmende eller moraliserende. En vigtig og interessant dokumentarfilm, som giver lyst til selv at skabe.
Sanselig rumforskning
Jeg står i et mørkt rum og prøver at fatte bølgerne i det infrarøde spektrum. Her er mørkt, fordi man ikke kan se infrarødt lys, i stedet sanser vi IR-lys som varme. Der er derfor en varmekanon rettet imod mig. Jeg lytter til lydkunst, hvis dybe frekvenser korresponderer med det infrarøde spektrum. Det lyder roligt og omsluttende. Ved siden af dette mørklagte rum er der et tilsvarende rum, men der er der lys, farver og lyde i et lysere register. Der skal jeg ind og sanse den røde halvdel af det synlige spektrum bagefter.
Interference er en hybrid mellem en kunst- og videnskabsudstilling. Et umiddelbart umage par grundet naturvidenskabens formelle håndfasthed og kunstens iver efter det udefinerbare. Men i Nikolaj Kunsthal har lydkunsteren Signe Heinfelt og astrofysikeren Jo Verwohlt succesfuldt sammensmeltet disse modsætninger.
Værkerne instruerer nærmest en i, hvordan man skal tolke dem, og man frygter, dette vil forarme kunsten, men fryd og gammen – det er ikke tilfældet. 1:1-fortolkningerne i værkernes simple former bliver suggestive, legende og uudgrundelige. Elektroners kvantespring bliver til pludrende generativ lydkunst, og dopplereffektens vridning af bølger fanges i en dansant lydskulptur.
Langsomt fatter jeg, at jeg er omgivet af mørkt stof og sorte huller – ting hvis blotte måde at eksistere på bryder med alt, hvad jeg kender og forstår. Således forstår jeg – eller mit følende jeg – den kosmiske ubegribelighed, når jeg forlader udstillingen.
Når elektriske flagermus nynner
På Liselund Refleksioner viderefører guitarist og lydkunstner Jørgen Teller sit arbejde for Liselund Laboratorium, der i 2021 resulterede i installationen og EP’en Klangpassager. Nærværende udgivelse tager også udgangspunkt i netop Liselund Have på Møn, og gør brug af lokationens reallyde i sine to kompositioner.
»Aften i haven – flagermus«, der åbenbart udelukkende består af elektronisk modulerede, modificerede og maltrakterede ultralydsoptagelser af en flagermusesværm, præsenterer et sandt virvar af disorienterende lyde. Måden hvorpå flagermusenes ekkolokationer pinger ind og ringer ud, lyder nærmest akvatisk – en association, der nok skyldes, at sådanne lyde oftest mødes i forbindelse med diverse undervandsindspilninger. Men her, over havets overflade, giver det en virkelig interessant følelse af tilstedeværelse i en form for ultralydsverden.
Sammenlignet med det foregående nummer, er »Formiddag – bølger og sten« langt mere roligt. Bølgernes taktfaste rullen ind og ud, og stenstrandens knirkende skærver skaber et tiltrængt pusterum. Der er i sig selv ikke meget interesseskabende i nummeret, men i kontekst fungerer dets jordnærhed effektivt som en nedjustering af nerverne efter første halvdels kaotiske tilstande. Ikke mindre, men heller ikke meget mere.
Liselund Refleksioner kan i sidste ende ikke regnes for at være et hovedværk i Tellers spraglede diskografi. Det er derimod et nicheprodukt – en lytteoplevelse til dem, der har mod på at møde vores natur på en helt anderledes måde.
Næ hov, opera fra nutiden?!
Fjorten afsnit skulle vi ind i en serie, der nu strækker sig over to sæsoner, før nutidsmennesket Allan Gravgaard Madsen fik overbevist sine to medrejsende og et ikke vildt progressivt produktionsselskab om, at det da nok var en meget god idé at aflægge en opera fra dette årtusinde et besøg.
Således når den netop frigivne sæson to af Operarejsen også endelig forbi en kvindelig komponist i det, der ellers hidtil har været renæssancevæsnet Frederik Cilius’ selvtilfredst konservative optegning af det europæiske operaliv. Og tænk engang: Han begejstres, i hvert fald næsten, ganske gevaldigt for opdagelsen af Kaija Saariahos genrebøjende skoleskyderrefleksion Innocence (2018).
Her møder Cilius ikke blot spektrale klangmeditationer, men også et værk, der med akut samtidssnilde sender sine sangere i alle retninger, inklusive snerrende finsk folketone, samtidig med at opsætningen som sådan er så fuld af spændstig dramatik, at selv den ikke længere helt utrænede Rasmus Bruun er ekstatisk, da han kommer ud af operahuset i Helsinki.
Enige bliver de vist nok om, at Saariaho er mere sanselig instrumentalt end vokalt, hvilket er såre sandt, men glædes kan alle tre rejsende – ikke mindst en pludseligt vågen Allan Gravgaard Madsen – over, at samtidsopera faktisk kan være en ekstremt besættende oplevelse.
Halløj for et vendepunkt i den vildt charmerende, men jo også irriterende reaktionære rejseserie. Hvad kan der ikke ske i den sæson tre, som der æggende teases for til slut?
Abstraktion over døvhed
Konsekvens fortjener ros, så prisværdigt er det jo, at der i Louise Becks anden opsætning af høreskadefantasien For døve ører (2021) hersker en urokkelig forvirring fra start til slut.
Først vrider Katinka Fogh Vindelev, værkets komponist, sig ud af en arie fra Bellinis Søvngængersken og møder så den døvfødte, men fromt syngende teenager Lova Heick og den øreslidte, men stadig bralrende rockpensionist Lotte Rømer.
»Jeg vil kunne det, du kan,« udbryder Vindelev løjerligt privilegieblindt, efter Heick med let synkoperet synth og ungdommelig autotune har lovprist det høreimplantat, der tillader hende at tænde og, ikke mindst, slukke for omverdenen.
Hvorfor Vindelevs søvndrukne og sært overflødige figur længes sådan efter at »lukke ørerne«, forbliver en gåde i Ida Marie Hedes abstrakte libretto fyldt med famlende tanker om lytningens natur.
Findes svaret i det musikalske greb? I mødet mellem Heicks popnaivisme, Rømers rocknostalgi og Vindelevs recitativer, hvor fløjte, harpe, violin og slagtøj blot spiller brudte akkorder eller små motivcirkler? Ikke rigtig, vel.
Ej heller i de roterende ansigter på lærredet, den pludselige afklædning på scenen, en stemmegaffel sat mod knoglerne, »lå lå lå«-brægen eller skiftet mellem højttalere og udleverede hovedtelefoner, som egentlig ingen effekt har.
Døvheden forbliver underligt ukonkret i både musik og tekst, og tilbage står særligt Lova Heicks uudfoldede drømmevæsen og kalder på at blive sat i centrum for værket. Men forvirringen kan der ikke sættes en finger på, hverken blandt publikum eller medvirkende.
Fest for Dionysos
Den altid produktive polskfødte kontrabassist og komponist Tomo Jacobson har sammen med pianist Rasmus Kjær Larsen, gong-spiller Ylenia Fiorini og percussionist Szymon Pimpon Gąsiorek dannet kvartetten Sounding Society. En sådan karakteristik af de fire medlemmers instrumentale roller føles reduktiv, for de spiller hver især på så mange forskellige instrumenter, at det sommetider kan være svært at følge med i, hvem det egentlig er, der spiller hvad.
På nærværende album med den mundrette titel Homecoming Medley or Society Into Sound møder det digitale det analoge i et orgie af dionysiske proportioner. Synths i flertal, mellotron, slagtøj og meget, meget mere snor sig tvetydigt omkring Jacobsons kontrabas, der desperat forsøger at fastholde en eller anden form for forankringsmulighed for lytteren.
De fire musikere skaber en lyd, der ofte overvælder sig selv. Instrumenterne kæmper med hinanden for at blive hørt, men kakofonien begejstrer i lige så høj grad, som den forvirrer. Særligt Gąsioreks heroiske indsats i »Part 2« imponerer med et dynamisk trommespil, der vidner om en beslutning om ikke at ramme det samme objekt mere end et par splitsekunder ad gangen.
Hvad dette album mangler af respekt for normerne, gør det op for med en hensynsløs, farverig energi, der simpelthen charmerer ad helvedes til. Jeg kan kun forestille mig, at Sounding Society har haft det overmåde sjovt, da de skabte dette forunderlige, selvmodsigende værk. Det har jeg i hvert fald, når jeg lytter til det.