Ukraine – og Gaza? – på kanten af scenen
Den tykke scenerøg begyndte allerede før koncerten at sive fra scenen ud i balkonfoyeren. Den slørede mit blik, men gjorde min hørelse desto skarpere. Og jeg var tydeligvis ikke den eneste: Publikum lyttede sjældent koncentreret, undervejs iblandet snøften og undertrykt gråd.
Polske Henryk Góreckis 3. symfoni fra 1976 er et hovedværk inden for den neo-tonale og neo-minimalistiske østeuropæiske tradition fra Estland til Georgien. Værket er lige så inderligt, lige så smukt i al sin monumentale langsomhed, som det er stramt konciperet. Et værk, der i Giordano Bellincampis og orkestrets sikre hænder, og med en fænomenalt velsyngende og -agerende Henriette Bonde-Hansen, lød præcis, som jeg havde håbet på.
Et enkelt dramaturgisk greb udvidede rammerne for værket og skabte endnu mere nærvær: I tre lange blokke, én før hver af værkets tre satser, fremsagde fem skuespillere på skift rystende, men ikke unødigt udpenslende, skildringer fra krigen i Ukraine. Det kunne sagtens have været Gaza.
Henimod slutningen dukkede værkets første håbefulde passage op – som om den uduelige menneskehed, der er dumpet så utrolig mange gange før, måske alligevel engang vil kunne bestå Guds store eksamen. Netop her tog Henriette Bonde-Hansen sin node i hånden og gik helt ud på kanten af scenen for at synge videre. Da hun var færdig, vendte hun uden at tage blikket fra publikum den sidste side, så alle kunne se, at nu var fortællingen slut. En ny kunne begynde, når publikum hver for sig gik hjem og genkaldte sig værket.
Overraskende ordinært
Drømmen om Berghain, der møder Miles Davis i et crossover af sfæriske og grænseløse eksperimenter, blev erstattet af en aften på en jazzklub for det pænere borgerskab, som aldrig har stiftet bekendtskab med kunstnere som Nils Frahm, Trentemøller eller Bjørn Svin.
»That’s cool«, har Jean-Michel Jarre efter sigende udtalt, da han hørte om aftenens NLD IJC jazz-take på fransk elektronisk musik, hvor der med interpretationer af Jarres »Equinox part 4«, »D.A.N.C.E.« (Justice), »Love is Gone« (David Guetta), »Sexy Boy« (Air), »Alone in Kyoto« (Air) og »Genesis« (Justice) var lagt op til en aften ud over det sædvanlige. Arrangementerne var skrevet med stor respekt for de oprindelige kompositioner – og måske lidt for stor respekt. Få var overraskelserne og eksperimenterne i løbet af koncerten, der bød på fantastisk musikalsk håndværk og fremragende soloer fra samtlige musikere. Hvad Dokys forbindelse er til netop fransk elektronisk musik, udover hans mange år i Paris, står dog stadig hen i det uvisse.
Café Jorden kalder
Rekonvalescens. Albummet er ganske rigtigt et pusterum i efterårsgrå Danmark, men en titel, der også kan betyde sanatorieophold eller genoptræningsperiode varsler mere genremæssig fusion, en palet af effekter på strygerne og Sune Pors’ elektriske guitar, markante skift imellem strumming og fingerspil, mere galskab, lidelse, udvikling og helbredelse.
Ikke desto mindre er det et godt debutalbum fra Sune Pors, hvis fingerspil på en akustisk klingende elektrisk guitar kombineret med akustiske Admeta String Quartet er de bærende elementer. »Find Your Feet« minder om en søndag eftermiddag på Aarhus-klassikeren Café Jorden, imens »Equator«, hvor instrumenterne spiller op i mod hinanden i mol, er som en fransk sort/hvid film på en aften i en regnvåd brostensbelagt gade, og »Star Trails« flirter med fusionsjazz/noise med knas på optagelsen, klik og 'pop-lyd' på mikrofonen. Nummeret kunne snildt have båret endnu flere af disse elementer. Stor cadeau til alle instrumentalister og Sune Pors for et fint album – det er dog tydeligt, at den unge guitarist har evnerne til at bevæge sig længere ud i de musikalske afkroge, og det udnytter han forhåbentligt på sin næste udgivelse.
Isnende magi
Et stykke inde i den japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aobas koncert gik det op for mig, at jeg i lang tid havde holdt vejret. Det er svært at sige præcis, hvor længe – tiden står stille når Aoba spiller – men ikke desto mindre havde hun skabt en stemning af så skrøbelig skønhed, at jeg åbenbart underbevidst vurderede, at selv et åndedrag ville være en forstyrrelse.
Der hvilede en magisk aura over hende, som hun sad der helt alene på scenen, iklædt en kjole i samme farve som det rødbrune træ på den nylonstrengede guitar, der var hendes eneste akkompagnement. Minimalismen stod i skærende kontrast til den horror vacui-æstetik, der prægede de kæmpestore lysekroner, der hang dramatisk over hende. Hver eneste tone, hun spillede, blev et element i en slags musikalsk pointillisme, der samlede sig til en krystalklar skøjtebane som hendes stemme fik lov til at danse på – med al den elegance, og den kombination af vægtløshed og fysikalitet, som dansen foreskriver. En dans, ja, men aldrig en opvisning, aldrig en parade. Til det har hendes stemme for mange hemmeligheder, for megen mystik.
Under koncerten kom jeg til at tænke på en børnebog om en hare, der ikke kan falde i søvn. »Åh nej«, siger haren – da det viser sig at søvnproblemerne til dels skyldes, at et helt symfoniorkester giver koncert inde i klædeskabet – »I skabet er et helt orkester«. Sådan, tænkte jeg, forholder det sig også med Ichiko Aobas stemme.
Rystet i Warszawa
Kvalmen blev uudholdelig inde i det tidligere klasseværelse. Nerve- og muskelsystemet satte langsomt ud. De tre døve performere i shorts og sorte hætter, der lænede sig op ad et bjerg af højttalere og forstærkere toppet med et trommesæt, lignede sårede soldater. Indhyllet i røg, svøbt i minimal-punket dystopia. Når en af dem satte hånden på strengene af en bas og dæmpede instrumentets kraft, rungede kun støj og snavs fra systemet skruet op til maksimum. Trioen blev ‘dirigeret’ af to performere via aftalte taktile signaler (berøringer). Bølgen af støj changerede (muterede?) minimalt, som når en serie af guitarister i en evighed gentager tonen E i Rhys Chatmans ikoniske værk Guitar Trio (1977).
Den fire timer lange performative installation på Opera for the Deaf-minifestivalen – del af den chikke festival for klassisk musik, Warszawa Efterår – var lige så meget en syret, virtuost tågetalende skulptur. Også omgivelserne blev et instrument: Wc-kummerne i den anden ende af bygningen vibrerede. Døve mennesker, sagde programmet, er de eneste, der har deres eget sprog, helt anderledes end hørelsens sprog, baseret på forskellige kulturelle koder. I den tidligere polske folkeskole lærte jeg noget om den øredøvende skønhed ved at gå kold i en tsunami af bulder og hvid røg – med bævende ører først.
Fængslende?
Ufortjente er alle de rosende ord og femstjernede omtaler af Louise Alenius’ sceniske korværk på ingen måde. Altså virkelig overhovedet ikke. Stille slag er effektiv fængselspoesi, fermt sympatihåndværk, smidig postminimalisme. Men nu er rosekvoten selvfølgelig nået, og derfor er det vel retfærdigt nok, og sjovest, at gå på smålig problemjagt.
En anklage: Sympatismen, den bløde ømhed for de indsatte i værket og deres eviggrå tristesse, gør ganske vist et rammende tableau, men fastlåser også den syvstemmige musik i et ensporet mismod af letaflæselig mol. Lidt mindre forbundsfælleri havde måske givet mod på flere temperamenter, ja for min skyld gerne totalt uventede afstikkere. Calypso, alle sammen!
Stilstandsstrategien betaler sig, det gør den da; et fortættet klimaks halvvejs med en kødklump af kroppe og repetitive udråb, nu pludselig 14-stemmige, er kriminelt gribende. Men hvorhen derfra? Musikken cirkler om sig selv i en følelsesladet effektivitetsmaskine af gentagelse, stilhed og melismatisk ornamentik – helt op i kontratenorstratosfæren – og jo, selvfølgelig er det en pointe, at der ingen udvikling er.
Så ender vi altså også bare lidt ovre i en musikalsk formelsamling. Alenius varierer, diverterer måske endda, over samme fundament i 70 minutter og når forbi banken i brystet, en hånd i munden og rytmiserede åndedræt. Stille slag jager et punktum, der ikke vil sættes, fordi værket undsiger sig musikalsk argumentation. Det ér bare (godt/for langt/rørende/éndimensionelt/ægte/overforsigtigt).