kortkritik
30.10.2023

Ukraine – og Gaza? – på kanten af scenen

Copenhagen Phil: Afgørende øjeblikke #6: »Stemmer fra Ukraine« – Henryk Górecki: 3. symfoni (Symfonia pieśni żałosnych/Symphony of Sorrowful Songs)
© Kim Matthäi Leland
© Kim Matthäi Leland

Den tykke scenerøg begyndte allerede før koncerten at sive fra scenen ud i balkonfoyeren. Den slørede mit blik, men gjorde min hørelse desto skarpere. Og jeg var tydeligvis ikke den eneste: Publikum lyttede sjældent koncentreret, undervejs iblandet snøften og undertrykt gråd. 

Polske Henryk Góreckis 3. symfoni fra 1976 er et hovedværk inden for den neo-tonale og neo-minimalistiske østeuropæiske tradition fra Estland til Georgien. Værket er lige så inderligt, lige så smukt i al sin monumentale langsomhed, som det er stramt konciperet. Et værk, der i Giordano Bellincampis og orkestrets sikre hænder, og med en fænomenalt velsyngende og -agerende Henriette Bonde-Hansen, lød præcis, som jeg havde håbet på.

Et enkelt dramaturgisk greb udvidede rammerne for værket og skabte endnu mere nærvær: I tre lange blokke, én før hver af værkets tre satser, fremsagde fem skuespillere på skift rystende, men ikke unødigt udpenslende, skildringer fra krigen i Ukraine. Det kunne sagtens have været Gaza.

Henimod slutningen dukkede værkets første håbefulde passage op – som om den uduelige menneskehed, der er dumpet så utrolig mange gange før, måske alligevel engang vil kunne bestå Guds store eksamen. Netop her tog Henriette Bonde-Hansen sin node i hånden og gik helt ud på kanten af scenen for at synge videre. Da hun var færdig, vendte hun uden at tage blikket fra publikum den sidste side, så alle kunne se, at nu var fortællingen slut. En ny kunne begynde, når publikum hver for sig gik hjem og genkaldte sig værket.

© PR

»Musik for mig er en måde at forblive nysgerrig på. Det kan føles fuldstændig overrumplende at høre noget musik, man ikke kender, eller genbesøge noget, man ikke har hørt i lang tid. Musik giver mig hjertebanken, den får mig til at græde, grine, og gestikulere i vildskab. Musik er en måde at forstå mig selv på i forskellige tider af mit liv, og en måde at skabe bånd til andre omkring mig.«

Hannah Schneider skaber filmisk alternativ pop med elektroniske lydlandskaber og stærke melodier. Hun har udgivet flere anmelderroste album, turneret i Europa og USA og markeret sig som en af landets mest originale stemmer. Hendes musik er blevet brugt i film, tv og på store skandinaviske teaterscener, og de seneste år har hun også komponeret bestillingsværker for førende museer og kulturinstitutioner.

På sit nye album In This Room (27. februar 2026) vælger hun – i en tid præget af kunstig intelligens – at insistere på nærvær, intuition og håndværk som drivkraft. Albummet er skrevet og indspillet under et to måneders residency på Thorvaldsens Museum. 

© Tom Ingvardsen

»Jeg hører musik på alle tider af døgnet, når jeg er hjemme – omringet af familie – eller når jeg arbejder og er ude og rejse. Min playliste skifter hver dag. Den er et billede på dagsformen her hos mig, og på de ideer, de minder, glæder og sorger, der lige nu optager mig. Det sidste nummer, »Salve Regina«, kom først på sent her til aften, efter jeg havde oplevet Poulencs fantastiske opera Dialogues des Carmélites på Den Kgl. Opera.«

Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af OPE-N – og fra sæson 2027 kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival. Gennem snart tre årtier har hun udviklet opera som en levende og samtidsrelevant kunstform i krydsfeltet mellem det etablerede operafelt og det frie musikdramatiske miljø. Hun har skabt en række anmelderroste og prisnominerede værker, heriblandt Den Sidste Olie og LOL – Laughing Out Lonely, og står sammen med Niels Rønsholdt bag operatrilogien Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, hvis anden del præsenteres på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde under festivalen i 2026.

© PR

»Musik er min daglige næring, som hjælper mig med at blive et bedre menneske. Det er en formel af følelser, fuld af energi, der giver mig modet til altid at bevare håbet.«

Nilza Costa er en brasiliansk sangerinde og sangskriver fra Salvador de Bahia, som nu bor i Ferrara i Italien. Hendes nye album Cantigas – udgivet i februar 2026 på Brutture Moderne Records – er inspireret af og dedikeret til cantigas, eller orin: de hellige sange, der er overleveret gennem afrikanske sprog, på albummet yoruba, kimbundu og også brasiliansk portugisisk.

Nilza Costas stemme har i mange år givet liv til et folks revolution – en revolution, der gennem musik og spiritualitet har generobret sin vej mod frigørelse. Hendes sange fortæller historierne om mænd og kvinder, der blev revet bort fra deres hjemland – fortællinger fyldt med både melankoli og håb.

Gennem sin karriere har Nilza samarbejdet med anerkendte kunstnere som Roy Paci, Etnia Supersantos og den senegalesiske musiker Elhadj Demba S. Gueye. Med sit nuværende band har hun optrådt på adskillige internationale scener (Østrig, Tyskland, Kroatien, Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Holland, Luxembourg, Polen, Belgien, Slovenien m.fl.) og har desuden spillet på større festivaler rundt om i Italien.

Louise Beck
Louise Beck

Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter. Den Sidste Olie, om koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, udspillede sig på isen i Østerbro Skøjtehal. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde om nyskrevne værker, der udvider operaens rammer og rum. Nu går samarbejdet ind i en ny fase: Fra 1. september bliver Louise Beck festivalens nye kunstneriske leder.

»Musik for mig er fred.«

Iris Gold er en dansk sangerinde. Hun er født i London, men opvokset på Christiania. Hun pladedebuterede i 2015 med singlen »Goldmine« og har siden udgivet en række singler. Debutalbummet Planet Cool udkom i 2019. Hun har netop udgivet albummet Sugar on My Lips.