kortkritik
07.10.2022

Vibrafonjazz til den nye verden

Martin Fabricius Trio: »The New World«
© Klaus Holsting
© Klaus Holsting

New World kan indekseres under den måske lidet anerkendte undergenre »hyggejazz«. Musik til de afslappede stunder, bedst indtaget med morgen- eller aftenkaffen. Det er en utroligt velkomponeret og -spillet udgivelse, som i høj grad fortjener den interesserede lytters opmærksomhed.

Fabricius’ vibrafon har en meget syngende kvalitet over sig. Kompositionerne virker nynnede – som om kimen til dem har været et nynnet melodisk stykke. Der er noget folkevise ved det, som klæder det bundsolide fundament, leveret af Jacob Hatholts aldrig overspillede trommer og Andreas Markus’ føjelige akkompagnement og smagfulde soli på kontrabas. 

Overordnet set skaber de tre musikere et ret konsistent helhedsindtryk, der kun et par få gange forstyrres af nogle mærkbart anderledes, folkemusikalske indslag – derudaf-trommer i »Beef No More« og den strøgne kontrabas i »First Train Out.« Der er som sådan ikke noget i vejen med sådanne i det store hele ikke særligt imposante musikalske stilspring, men det springer i ørerne på en udgivelse, der ellers vinder på lige netop sit uniforme udtryk.

New World er stemningsskabende jazz, der ikke tilsigter at imponere med ild og soli, men derimod med en skarp sans for kompositioner, der briseagtigt kan glide køligt over dig, men også vil belønne den opmærksomme lytter med masser af små finesser. Det er let – men ikke på den kaloriefattige facon.

kortkritik
09.07.2023

Konteksten drukner i klang-jazzercise 

Matt Choboter: »Postcards of Nostalgia«
© PR
© PR

Hvorfor pressematerialet til Matt Choboters album Postcards of Nostalgia dvæler så meget ved begrebet jazz, er mig en gåde, selvom Choboter til tider rammer samme toner som Keith Jarrett, når han undersøger genrens ydre rammer. De toner, den København-baserede canadier rammer, er nærmere i familie med kontekstualiseret ambient, klangkunst og især hele skolen omkring John Cages ideer om prepared piano og konkret musik. Tilsæt et skvæt balinesisk gamelan-musik, og det kan knipses jazzet sammen.

Med lovningen på ti værker skabt på baggrund af radikalt nye tuninger og magnetiske manipulationer af klaveret, kunne man forvente helt unikke toner. Og når det er bedst, blandes klaverets maniske gungren med dundrende dommedagsgamelan, susende sinus-toner og hvid støj. Når det er værst, byder Choboter på ligegyldige præparerede stykker, der lyder som hvilken som helst anden rytmekonsstuderende, der spytter tyggegummi ind mellem tangenterne. 

Trumfen er »Fontes-des-gaumes« – grænserne mellem manipulationer, syntese og feltoptagelser er total, og jeg kommer i tvivl om, hvad er virkelighed, og hvad er Choboter. Omvendt lyder næste nummer, »Eleusian Mystery«, hvis titel er lige så generisk som tonerne, som et forsøg på at lave et artsy soundtrack til en dårlig B-film, der moonlighter som psykologisk horror. Ikke synderligt nyt, og man glemmer hurtigt konteksten.

Netop konteksten kan være svær at få en fornemmelse af, når Choboter banker på klaverets karosseri. Postcards of Nostalgia tårner sig aldrig op fra de andre tusindvis at prepared piano-værker, og netop den ærgerlige duft af anonymitet forhindrer lytteren i at relatere og genfortolke værkerne i en tænkt kontekst. En evne som god klangkunst skal have. Det opnår Choboter kun i momenter, og det er måske det, der gør værket jazzet?  

© PR
© PR

Egentlig er IMMUN en trio. Men kun en tredjedele af gruppen mødte op på 5e. Men Randi Pontoppidan (vokal og live electronics) og Kirstine Lindemann (blokfløjter og vokal) skabte en fest af lyd og performance. Perkussionisten Peter Bruun var denne aften strandet på Svalbard, så de havde taget en panda-bamse med som substitut, og den blev helt uhøjtideligt det rituelle centrum i spændingsfeltet mellem duoen, et lydløst brændpunkt i hvirvlen, som en tryllekunstners rekvisit der fanger publikum i magisk illusion.

Koncerten var en skarp simultandialog: Pontoppidans ekstremt virtuose vokaludtryk, minutiøse toneskift, tungetrick, ord- og sætningsbrudstykker, diskret bakket op og videreudviklet af live electronics, og Lindemanns intense smelten ind i den kæmpestore avantgardeblokfløjte med åndedræt, stemme, instrumenttoner og perkussiv klapbrug, lejlighedsvis afløst af mere traditionelle blokfløjter.

På samme tid løssluppent og stramt komponeret faldt koncertens serie af sessions overraskende naturligt på plads i former, der mindede om satsfølger med fjerne rødder i klassikken. En slags Mozart-i-det-enogtyvende-århundredes lydgøgleri med et sprog fra dybet af stederne, hvor musikken opstår. Usvigeligt rutineret, uden på noget tidspunkt at minde om rutine. Det var Kirstine Lindemann og Randi Pontoppidan den aften på 5e. Meget mere af det!

© Emilia Therese

Nathalie Mellbye er ny kunstnerisk direktør for det musikdramatiske teater Sort/Hvid i den københavnske kødby. Hun er uddannet scenograf og har været huskunstner på Aarhus Teater, hvor hun bl.a. har skabt den Reumert-nominerede A Clockwork Orange (2022) samt den performative koncertforestilling Frankly my dear I don't give a damn (2022). Hun har senest skabt koncept og scenografi til site-specific partybus-monologen Til de lyse morgener med bl.a. DJ og musiker Nanna-Karina Schleimann. Mellbye er født i Norge, hvor hun også stadig skaber kunstneriske projekter. Bl.a. var hun scenograf og kostumedesigner på forestillingen Jonas, hvor det norske Punkband Honningbarna medvirkede (2020) på Kilden Teater. Derudover er Mellbye medstifter af det tværæstetiske kunstnerkollektiv LOGEN, hvis andre medlemmer tæller bl.a. lydkunstner og komponist SØS Gunver Ryberg.

© Andreas Johnsen
© Andreas Johnsen

Normalt er de alle frivillige på Roskilde Festival. En stor gruppe mennesker fra Socialpsykiatrien, den lokale bryderklub og andre foreninger. Nu aktive deltagere i projektet Resonerende Rums performance, i gule veste og slidt hverdagstøj. Og ja, hele træpavillonkonstruktionen begyndte at vibrere let. For lydkunstneren Lars Greve havde »præpareret« Platform-scenen med transducere i 20 bænke, i gulvet og i loftet. Performerne raslede og knitrede på diverse instrumenter. I starten var rummet akustisk, klokker og horn, langsomt blev rummet elektrisk, rummet voksede og bølgede et sted mellem ambient og mere hakkende dronelyde. Greves klarinet mødte saxofontoner fra en mand, der måske ikke er vant til at stå på en scene og blive kigget på på den måde. 

Hele tiden kørte et soundscape med lyde, som de medvirkende havde optaget på steder, de holder af. Stemningerne var mangfoldige – fra hård industri til den blødeste natur. Hør, var det ikke lyden af blade i en lækker skov?  

Det var svært ikke at holde af denne formiddagsseance, som sluttede med, at hele gruppen mødtes i midten til den spinkleste lyd, som en spilledåse. Også instrumenter kan være udsatte, men de har stemmer, og hvis man giver sig tid, kan man høre dem sige noget vigtigt. Der kan opstå resonans. Værsgo: Et socialt instrument, en højttaler, et nyt værested til alle slags ører.

© PR
© PR

Domi & JD Beck har på grund af en umulig flyvetur til Danmark sammenlagt sovet en time før deres optræden. Søvnberøvelsen virker dog ikke til at hæmme duoen. Legende tager de hul på en koncert, hvor musikken flyder ubesværet. Rhodes-lydende toner klinger blødt fra Domi Lounas keyboards, mens JD Becks synkoperede trommespil leverer en myriade af lynhurtige beats. 

Domi & JD Beck spiller sportsjazz, en type musik, hvor musikerne agerer atleter i en særlig spillestil, de mestrer til ærefrygtindgydende perfektion. Med deres purunge alder fremstår de som vor tids svar på Mozart-lignende genier og bevæger sig teknisk overlegent gennem et groovy sæt bestående af et par Wayne Shorter-kompositioner og en vild udgave af Madvillains »All Caps«. Men de er ikke virkeligheds-Mozarter, men derimod som fiktionsversionen fra Milos Formans Amadeus: Urørligt virtuose i deres musikalitet og langt under bæltestedet i deres omgangstone mellem musikken.

De filosoferer over lufthavne og flytrafik, »Ryan Air can suck my cock and lick my balls«, og om en »succesfuld« kontakt til fusionslegenden Herbie Hancock på herbiehancock@gmail.com. Virtuositet møder røvballehumor. Har jeg som festivalgænger rollen som Amadeus-filmens gammelmandsbitre Salieri, hofkomponisten, der hader Mozarts barnlige geni, eller den åbenhjertige Constanze, Mozarts unge kone, der knuselsker både det geniale og det groteske. Jeg vælger at gå full Constanze på Domi & JD Beck.