kortkritikrelease
12.03

Vil hvalerne egentlig høre på os?

Valentin Paoli: »The Musician and The Whale / La Baleine et le Musicien«
© PR
© PR

Den franske elektroniske musiker Rone synes, det er vanskeligt at udtrykke følelser verbalt. I Valentin Paolis ret rørende dokumentar The Musician and The Whale reflekterer han over musikkens evne til at skabe forbindelse og formidle stemninger til et publikum – uanset om dette er menneskeligt eller interartsligt.

En dag får Rone tilsendt en video fra en sejler, der afspiller hans musik på havet. Omkring båden flokkes hvaler, tilsyneladende tiltrukket af tonerne, og det bliver startskuddet for en undersøgelse af, hvorvidt musikeren kan kommunikere med dyrene gennem lyd. Rone opsøger en ekspert i hvallyde, der peger på bestemte high pitch synth-elementer i hans EDM-kompositioner, der kan minde om hvalsang. Han får et pigekor til at indsynge hvalens lyde med menneskestemmer og rejser derefter til det franske oversøiske territorium Reunion for at spille lydene tilbage til hvalerne.

I første omgang forgæves: Hvalerne synes ligeglade med pigekorets stemmer. Med et citat fra Goethe kommer Rone i tanker om, at hvis man skal røre andre, skal man tage udgangspunkt i det, der rører en selv. En Disney-agtig erkendelse i en lettere sentimental film, der taler til menneskets grundlæggende lyst til at kunne kommunikere med dyrene.

Men er vi egentlig sikre på, at dyrene gider tale med os? Rone gør sig, som filmens absolut bærende figur, enkelte dyreetiske overvejelser, men hans egen smittende begejstring for hvalernes lyde forhindrer ham i at stille de helt grundlæggende spørgsmål til forholdet mellem dyr og menneske. I stedet får vi et portræt af musikeren, der er nogenlunde lige så poleret og hjertevarmt, som hans musik. Hvalen, den holder sig klogeligt under havoverfladen.

»The Musician and The Whale« / »La Baleine et le Musicien«. Instr. Valentin Paoli (FR), 2026 (83 min.). Vises 11., 12. og 20. marts

kortkritikrelease
06.02

Små snefnug i en brutal snestorm

Mads Emil Dreyer: »Miniatures«
© PR
© PR

Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.

Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.

Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.

© PR

»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«

Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.

I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.

Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.

kortkritikrelease
04.02

Poetisk natteroderi

Bent Sørensen: »12 Nocturnes & Piano Concerto No. 3, La sera estatica«
Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen
Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen

Hvorfor kan man altid genkende en vuggevise? Denne musikalske grundform, der cirkulært og tyst er blevet sunget ind med modermælken. Komponist Bent Sørensens soloklavercyklus 12 Nocturner er en hyldest til nattens musikalske kulturarv. Nocturnen – en natlig, lyrisk komposition – forenes med bl.a. vuggeviser og kantater i en poetisk fortælling fra solnedgang til solopgang om det nære og alligevel ubegribelige: At solen står op, at børn fødes, at stjerner kan skues fra små vinduer på jorden, at klaveret kan skabe verdener med 12 toner.

Bent Sørensen har skrevet de 12 korte nocturner i perioden 2000-2014 til pianist (og hustru) Katrine Gislinge. De har før været udgivet digitalt. Nu udgives de som studieindspilning i forening med Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica. Uropførelsen af denne »ekstatiske aften« danner kontrast til nocturne-kompositionernes simple, balancerede form. Med en dramatisk start, flere orkestergrupper og knasende uvejr i klangfladerne brydes det drømmende natlige univers af en brusende iver, der folder sig ud i to dele, hvor renere melodilinjer efterhånden overtager anden del – inklusiv en distinkt (nat?)klokke.

Klaverkoncertens suveræne kvalitet kommer dog ikke helt til sin ret, når den bringes som et postscriptum til nocturnernes afrundede fortælling. De to elementer tager sig bedst ud hver for sig, så den ekstatiske aften for fuldt orkester ikke punkterer magien fra stjerner, der blinkende strøs ud i klaverets staccato anslag, eller Sigrids natlige danse og vuggeviser. Der er rigelig dramatik i den smukt formidlede enkelte nat, for også barnet Sigrid skal en dag ikke længere synges til ro. 

© Mishael Oladipo Fapohunda

»Som Bertolt Brecht engang skrev: ‘I mørke tider, vil der da også blive sunget? Ja – der vil blive sunget, om de mørke tider.’«

SLIM0 er en københavnsk doom/grunge/punk-trio bestående af Mija Milovic (guitar), Lena Milovic (guitar) og Simin Stine Ramezanali (trommer). Alle tre medlemmers vokaler høres gennemgående, og stemmen er et centralt element i bandets praksis. SLIM0 benytter minimale, men bidske arrangementer til at formidle en stærk fornemmelse af ildevarslende stemning. Gennem krashede bækkener, forvrængede guitarer og samstemmige stemmer præsenterer de et helstøbt værk, der udspringer af personlige fortolkninger af klassiske punk-/rocktroper, med SLIM0 som den alvidende fortæller. Deres debutalbum FIRGIVENESS udkom i oktober 2024 på 15 love.

© Søren Lynggaard
© Søren Lynggaard

Det er svært ikke at læse rigtig meget ind i trompetist, komponist o.m.m. Palle Mikkelborgs nye soloalbum Light. Han har for længst passeret pensionsalderen, trak sig i 2024 tilbage fra turnéaktivitet, og har med dette album udgivet noget, der i høj grad virker som en form for farvel.

Udgivelsens åbningsnummer, Per Nørgårds »At tænde lys«, er ren Mikkelborg: Hans lyriske, ophøjede og elegiske solotrompet, der i både form og udtryk taler direkte til lytterens hjerte. Andre steder trækker han på gamle soundscape-optagelser, som han kombinerer med klaver og trompet. Samspillet mellem det gamle og det nye skaber en dragende mystik og lægger en subtil, urovækkende skygge over musikken.

Måske står »Capricorn« allerstærkest, en øm og romantisk genfortælling på soloklaver af et af hans egne numre, som et kærligt blik tilbage på svundne tider og fordums triumfer. Og så selvfølgelig afslutningsnummeret, Thomas Laubs »Stille, hjerte, sol går ned«, hvor Mikkelborgs melankolske trompet tilsluttes af Jakob Bros guitar, Helen Davies’ harpe og Thomas Lis kor-soundscape, og hvor de sammen skaber et stykke musik, der virkelig føles som en afsked, præget af både usikkerhed og sorg, men også accept og taknemmelighed. 

Light er alt i alt den perfekte destillering af Mikkelborgs musikalske virke – en kavalkade af de kvaliteter, der altid har defineret ham som musiker: lyset, farverne, livet, mystikken, kærligheden. Om dette bliver den sidste udgivelse fra Mikkelborgs hånd ved jeg ikke, men hvis det skulle vise sig at være tilfældet, så har få svanesange nogensinde klinget så smukt.