Onsdag 5. august 2026 skete det igen: En akkord i John Cages Organ2/ASLSP (As Slow as Possible) skiftede efter to et halvt år. Det skriver Classic FM.
Værket blev skrevet af den amerikanske avantgardekomponist John Cage i midten af 1980’erne. Partituret består af otte sider musik, og som titlen antyder, er instruktionen at spille det »så langsomt som muligt«.
På klaver kan værket vare omkring en time. Men på orgel kan Cages idé om langsomhed foldes ud i et helt andet tidsperspektiv. I den mest ekstreme opførelse varer værket ikke timer eller dage, men 639 år.
Siden 2001 har Organ2/ASLSP lydt i St. Burchardi-kirken i Halberstadt i Tyskland. Her er et specialbygget orgel installeret til formålet, og værket er planlagt til at fortsætte helt frem til år 2640.
Det betyder, at de enkelte akkorder kan klinge i årevis. Når en ændring endelig finder sted, bliver den derfor en begivenhed i sig selv. Den seneste akkordændring fandt sted 5. august 2026 – to et halvt år efter den forrige.
Projektet begyndte symbolsk på Cages 89-års fødselsdag i 2001 og fortsætter længe efter, at alle de mennesker, der oplever det i dag, er væk. Publikum kan ikke høre værket fra begyndelse til slut. De kan kun ankomme til det på et bestemt tidspunkt og høre det udsnit af de 639 år, der tilfældigvis udspiller sig netop dér.
Det er måske den mest radikale konsekvens af Cages titel: As Slow as Possible handler ikke længere blot om at spille langsomt. I Halberstadt bliver selve tiden en del af kompositionen.
Kilde: Classic FM, 5. august 2026
»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«
Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.
Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.
Mine damer og herrer, vi er helt nede i undergrunden! Sågar i Frankrig. Nærværende EP er den seneste konceptuelle udgivelse fra den franske elektro-producer Romain Martin, der arbejder under navnet RÖM i grænselandet mellem ambient og techno. Whispering Dub er bygget op af fem numre, der trækker på en stor indflydelse fra dub og fortæller en historie om flugten fra et fiktivt hotel. Escomels baggrund i studier af afrikansk percussion og en kærlighed til analogt udstyr kommer til syne i de mystiske klangflader og den stærke kontrast mellem arrangeret percussion og dubbede ekkoer, der understreger konceptets spænding mellem mystik og virkelighed.
»Oilbird« åbner med dystopisk ambient og glider over i den rytmiske »Eastern Temple«, der konstant veksler mellem filtrerede synths, hektisk percussion og pludselige breakbeats. Mere sammenhængende bliver det på titelnummeret, der blander minimal-techno ind i opskriften og glimrer ved at holde pulsen oppe, mens ekkobelagte trommer lægger en foruroligende stemning midt i dansemusikken. På den afsluttende »Hotel Amnesia« vågner fortælleren op igen i et sammensurium af alle pladens elektroniske tendenser og betvivler sin egen eksistens i pladens eneste brug af vokal.
Whispering Dub er ikke vanvittig banebrydende eller bizar nok til at kaste ens sanser ud i ekstreme reaktionsmønstre. Men som et stykke velproduceret og effektiv elektronik, inviterer den lytteren med på en udmærket omgang hviskeleg.
Rammerne var sat for en særlig oplevelse onsdag aften i KU.BEs omgivelser på Frederiksberg. I grænselandet mellem tradition og det glade vanvid stod fødselsdagsbarnet Kasper Tranberg på scenen og truttede i sin trompet. En insisterende blanding af jazz og avantgarde, tilsat en underspillet humor, leveret af en virtuos med en rolig, umiskendeligt dansk fremtoning. Med sit lune gjorde han selv de mest komplekse passager overraskende tilgængelige. Tranberg præsenterede uddrag fra 12 Melodic Illusions for Solo Improviser og Melodic Illusions for Sextet med både hengivenhed og glimt i øjet. Han viste, hvordan trompeten kan stå alene og samtidig formidle abstrakte følelser. Skarpe triller gled over i growlende undertoner og smeltede sammen med rummets ekko. Indimellem brugte han backingtracks og skabte duetter med sig selv.
Aftenens trækplaster var trioen Mesmer med Emil Jensen, Victor Dybbroe og Anders Filipsen, som fremførte værker fra deres nye værk Terrain Vague II, som er skabt på baggrund af flere ophold i Nordjylland. De tre kompositioner bevægede sig i feltet mellem elektroakustik, samtidsmusik og analoge improvisationer og bar et stærkt filmisk og naturpoetisk præg. Særligt de lydlige dyk i Limfjorden stod klart, hvor Dybbroes metalpercussion og Filipsens skvulpende synths tegnede et mørkt, dragende rum. I stykket om Aalborg Havn skar Jensens trompet igennem med lange, tågede toner, som kom de fra fjerne skibe. Resultatet var både fortryllende og til tider dybt inspirerende. Det var en koncert, der nægter at slippe sit tag i mig.
