Det er en strid strøm af musikere, der onsdag aften går ind på Xenon-scenen til Vinterjazz. Hele 33 musikere tager del i den mosaik af instrumenter, som pladeselskabet Aar & Dag har sammensat for at fejre udgivelsen af deres kassettebånd A MAJOR CELEBRATION. En udgivelse bestående af ikke mindre end tre koncerter, spillet efter særlige kompositionskort, derefter mixet oven i hinanden og nu udgivet på kassettebånd. Til en stor udgivelse hører en stor fejring, og sjældent har jeg set en mere ambitiøs og særpræget releasekoncert.

Koncerten foregik i et støt og roligt tempo – afventende og lyttende gav de mange musikere plads til at åbne det brede lydbillede. Kontrabas og elbas, guitarer, saxofoner, synthesizere, percussion, kassettebånd, klaver og cello er blot et udpluk af orkestrets mange stemmer. Som et kalejdoskop ændrede orkestret sig gang på gang og drev rundt mellem skæve, slentrende passager og boblende samklange, der lige akkurat strejfede en sær form for tempo.

Ordet »lydbillede« kommer virkelig til sin ret i denne sammenhæng. For ligesom Hieronymus Boschs surrealistiske kæmpemalerier eller Sven Nordqvists Pedersen og Findus-tegninger var koncerten med de mange mennesker på scenen fyldt med en imponerende detaljegrad og et utal af små scener, der udfoldede sig på tværs af hinanden. Hver gang opmærksomheden fokuserede på et særligt punkt i musikken, gik jeg glip af en ny udvikling i en anden del af orkestret. Et opmærksomhedens overdåd og en flot opvisning i et grænseforstyrrende musikalsk udtryk, der forhåbentligt kommer flere af.

Der er noget udpræget mekanisk over Oh No Nohs album As Late As Possible. Som et skævt, krøllet bånd bobler melodierne frem, og de skæve taktslag gentages med en ridset LP’s haltende tempo. Det er nemt at skrive Oh No Noh ind i den fornemme tyske tradition i at tilsløre skellet mellem menneske og maskine, men på As Late As Possible lyder maskinen mere som en fjern slægtning end som et decideret kunstnerisk mål.

Bag Oh No Noh er den Leipzig-baserede guitarist Markus Rom. Foruden et hav af synthesizere og båndloops udføres albummets 11 sange på guitar, trommer, banjo, klarinet og orgel. Den manglende vokal sætter albummet i en lavmælt, cinematisk stemning, og musikken fremstår som en nostalgisk indre dialog, fortalt med en varm kærlighed til melankolien i forældede teknologier.

Selvom de maskinelle fornemmelser er fremtrædende albummet igennem, er flere af numrene drevet af mere melodiske bandkompositioner. Men for mig er As Late As Possible klart mest interessant på de mindre melodiske numre. Det skæve og støjende »Fawn« eller det famlende afslutningsnummer »Ore« er numre, hvor dialogen med maskinen tager musikken til højder, som de mere melodiske og bandbaserede numre ikke kan nå. Steder, hvor maskinerne sukker nostalgisk og danner små, uperfekte tankebobler, der afbrydes og igen starter på ny.

Under det indledende blowjob – inden nogen overhovedet siger noget i betonghettoen – lyder der opera. Og da Jeppe (Thure Lindhardt) til slut på dramatisk vis gør et regnskab op under Kongeparrets priser 2025, synger sopranen Lina Valantiejute igen Purcells »Dido’s Lament«. Fordi en klagesang fra ca. 1688 er noget af det mest autentiske, man kan forestille sig. Christian Lollikes Holberg-klassiker skildrer søgen efter det ægte i en forløjet tid. Den PTSD-ramte krigsveteran Jeppe kommer i kløerne på Baronen, en samtidskunstner, som udsætter ham for et kunstprojekt, en »mental tidsrejse«, der skal transcendere/helbrede ham.  

Auditivt er Lollike præcis. Lydene forstærker det realityshow-agtige ridt, Jeppe er fanget i: Mozart, Kingo, heavy metal, computerspilslyde, hotel-ambient og Aarhus Teaters Kor, der synger »I Danmark er jeg født« med følelserne uden på tøjet. Countrysangene i stykkets sidste del – som foregår i en western-by i 1800-tallet – giver historien om looser-Jeppe tyngde. Lollike kender sine reality-greb (kamerafolk optager endda Jeppe gå ud af teatret og over på den nærmeste beværtning), og i en tid, hvor alt bimler og støjer, er intet mere ægte end en rigtig operasanger på scenen og true songs ude fra prærien sunget af genuine mennesker i cowboykluns. Det sker for øjnene af os, live. 

Lydsiden er skarp, akkurat som i Lollikes Orfeo (2023), hvor Monteverdi bidrog til undergangsstemningen. Jeppe på bjerget er så meget optur (den rummer også en del humor), så man tænker: Hvis jeg vågnede i en guldseng med en masse fremmede mennesker omkring mig, ville jeg elske at lytte til samme soundtrack som Jeppe.