© Anna Maggý
»For mig er musik alt, hvad der vibrerer.«
Bára Gísladóttir er en islandsk komponist og kontrabassist bosiddende i København. Hendes arbejde er generelt baseret på tanker om tilgangen til og konceptet om lyd som et levende væsen.
© Guannan Kang
自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.
Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.
De to musikere har længe ønsket at flytte den frie improvisation ud af de vante koncertsale og ind i et rum, hvor publikum mindst venter at møde den. Idéen opstod, da de opdagede et gammelt opretstående klaver i restauranten, som gennem flere år har været et fast mødested for duoen. Restaurantens ejer, Stephanie, var straks med på idéen.
Søren Kjærgaard og Kresten Osgood er fætre, voksede op på den jyske vestkyst og har spillet sammen siden barndommen.
»Vi har længe drømt om at bringe vores musik til steder, der ikke umiddelbart er disponeret for den, og undersøge, hvordan musikken påvirker et miljø, hvor rammen er at spise dim sum og have en dejlig frokost,« fortæller Kresten Osgood. »Ejeren af CC Taste var helt med på idéen, og jeg tror, alle er lidt spændte på, hvad der kommer til at ske.«
For Søren Kjærgaard er det også selve formatet, der gør serien særlig:
»Vi glæder os til at spille sammen på det samme sted fem dage i træk. Det er sjældent i improsammenhæng, hvor meget ellers er knyttet til enkeltstående koncerter og ad hoc-konstellationer. Vi har så meget fælles erfaring og så dyb en relation – og samtidig er der altid noget på spil, når vi improviserer sammen.«
Koncerterne finder sted hver dag kl. 14-16, mens restauranten holder åbent, så publikum kan spise og lytte samtidig. Alle fem koncerter bliver optaget.
Hvis John Malkovich kunne synge, ville det være djævelsk sang
John Malkovich, Michael Sturminger, Marie Arnet, Theodora Raftis, Martin Haselböck, Orchester Wiener Akademie: »The Infernal Comedy: Confessions of a Serial Killer«
© Anders Hede/Musikhuset
»Please, conductor play and give me some fucking peace«. Massemorderen – og nu forfatter, for det blev han i fængslet – Jack Unterweger (John Malkovich) kræver mere »old fashioned music«, mens han fortæller om sine barbariske handlinger i Wiens skove. Vi er til Unterwegers bogreception. Barokorkesteret Orchester Wiener Akademie sidder på scenen som vidner, mens Malkovich strangulerer sopranerne Marie Arnet og Theodora Raftis med deres undertøj til arier af Mozart, Vivaldi og Haydn. Jo, opera handler ofte om mænd, der slår på kvinder.
»I don’t usually like this kind of music, it makes me nervous«. Ja selvfølgelig, for barokmusikken spillet på periodeinstrumenter er ikke bare laber baggrundsmusik, men en aktiv fortæller, som »forstyrrer« den salgstale af en monolog, og den frastødende sandhed, som Malkovich gerne vil dele med os – mordet på ni prostituerede. Han vil hellere være morder end ingenting, siger han. Men de to sangere får ham også til at ralle på jorden som et barn; han hiver efter vejret, bliver ukomfortabel i sit hvide jakkesæt. Disse momenter løfter The Infernal Comedy til mere end et smart koncept (kendt skuespiller, ok kendt orkester, autentisk mordhistorie). Kvinderne får et glimt af værdighed, mens Malkovichs Unterweger mister den. Hvad er han nu uden Dandy-solbriller?
The Infernal Comedy er skabt til Malkovich i 2008, hans joker-ansigt, hans svajende, ja über musikalske røst. Vi vil gerne købe hans bøger, fordi ondskab sælger. Som super enkelt kammerspil fungerer det. Hvis Malkovich pludselig meddelte, at han nu vil synge opera, ville vi også købe billet. Men hvordan ville denne kvindehadshistorie mon lyde med barok anno 2024?
© PR
»Musik for mig er muligheden for at udtrykke mine følelser og historier både i ørene og på livescenen, så folk kan spejle sig i det, og vi sammen kan skabe bestemte oplevelser.«
Vincent Wood er en dansk/indisk solokunstner. Hver sang på hans debut-EP For mange følelser udenpå udforsker et personligt emne fra hens eget liv, og han berører temaer som adoption, identitetskrise, kærlighed, usikkerhed og længslen efter at være god nok.
© Anna-Julia Granberg/BLUNDERBUSS
»Experience with music involves contact between humans and something beyond it. With contact I believe that people are affected in a way that changes them, even though the change can be very small. You may be transformed into something you still do not know what is.«
Kristine Tjøgersen is a Norwegian composer and clarinet player living in Oslo. Her compositional practice is characterized by curiosity, imagination, humor and precision. Through her work, she creates unexpected auditory situations through playing with tradition. She has a special interest in the interplay between the visual and the auditory and how they affect each other.
Nature in motion and process is often reflected in her works, and collaboration with researchers and biologists is for her a source of new sound and scenic ideas that allows her to incorporate organic forms into the music. As Tjøgersen puts it: »By giving nature a voice in the concert hall, I want the audience to get to know valuable forms of life, and to raise awareness of what can be lost if humans continue to change nature.«
Her works have been performed by Ensemble Recherche, Klangforum Wien, Arditti Quartet, Pinquins, SWR and WDR Symphonieorchester, Rundfunk-Sinfonieorchester Berlin, BBC Scottish Symphony Orchestra, and the Bergen Philharmonic Orchestra, as well as at festivals such as ECLAT, Ultraschall, Wien Modern, Tectonics, Wittener Tage für neue Kammermusik, and Ultima.
Enhver slutning er også en ny begyndelse
Aarhus Symfoniorkester, Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis: »Away«
© Alexis Rodríguez Cancino
Allan Gravgaard Madsen og Morten Riis’ Away er et »mixed media« orkesterværk. Det fysiske orkester suppleres med lyd og billedoptagelser fra Aarhus Teaters kælder (træblæsekvintet), Aarhus Domkirke (messingkvintet) og Marselisborghallen (strygeorkester). Alle disse steder har på et tidspunkt huset Aarhus Symfoniorkester i de sidste 90 år.
Away indledes af de sidste to akkorder fra ouverturen til Rossinis Willhelm Tell (1829), der udforskes rundt i orkesteret. Løbende forlader musikere orkestret, for sidenhen at dukke op i mindre konstellationer på optagelser fra de omtalte steder. Orkesteret spiller via teknologi på tværs af tid og rum på meget vellykket vis.
Værket udforsker stilstand og bevægelse, med luft som et centralt greb: Ofte blæser blæserne i deres instrumenter uden at producere toner. Strygerne efterligner lyden af vind med plastikposer. For mig har Away tre højdepunkter: Trompeter og slagtøj spiller fraser, der viser sig at foregribe en video af en fløjtenist, der går gennem byen. Trompeterne mimer lyden af en lastbil, »bip-bop-bip-bop«, og slagtøjet er fløjtenistens stiletter. Musique concrete vendt på hovedet! Et sted ses halvdelen af strygerne sidde i en cirkel og spille stærkt dissonante akkorder, for så at dræbe dem igen – det fysiske chok aktiverede mine ører. Tredje højdepunkt: da hele orkesteret spiller sammen igen, mens alle tre projektioner er i gang. Her kan værket begynde, og man mærker tydeligt energien stige i rummet. Men – desværre – så snart vi har ramt det klimaks, falder intensiteten igen.
Med sine knap 45 minutter er Away desværre en kende for langt og stillestående til min smag. Effekten af de føromtalte brud havde måske ikke været lige så stærk i et kortere forløb. Men jeg havde nok ønsket bare lidt mere af den intensitet, værket tydeligvis kunne præsentere. Jeg sad tilbage med en lidt flad følelse. Værket endte også så tyst, at flere var i tvivl, om det overhovedet var slut, og vi kunne klappe.