nyhed

Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth vinder Nordisk Råds musikpris 2026

Nordisk Råds musikpris 2026 går til de norske komponister Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth for Elja, en suite for Kronos Quartet og hardangerfele.

Juryens motivering

Elja er et innovativt og ambitiøst værk, som forener tradition, samtidsmusik og et stærkt økologisk perspektiv i en holistisk kunstnerisk vision. Med udgangspunkt i Hardangerviddas åbne landskab skaber komponisterne et rigt og sammenhængende lydunivers, hvor fugle, dyr, vejr og vidder træder frem som musikalske bevægelser og tilstande. Her er naturen ikke et motiv, men et sårbart økosystem, hvor alt hænger sammen, og musikken bærer en stille bevidsthed om, hvad vi risikerer at miste.

Værket er skrevet til en familie af specialbyggede instrumenter som hardangerfeler, hardangeraltvioliner og hardangercelloer, som er udviklet af den norske violinbygger, Ottar Kåsa, med Maurseth som solist. Resonansstrengene, de alternative stemninger og den rige overtonestruktur skaber et omsluttende klangrum, hvor hardangerfeletraditionens klangmæssige arv åbner sig mod nye musikalske landskaber. I mødet mellem Maurseths forankring i en levende, mundtlig tradition og Tjøgersens præcise og udforskende klangtænkning opstår der et udtryk, som både er poetisk, detaljeret og klangmæssigt modigt.

Elja viser, hvordan et samarbejde mellem forskellige kunstneriske praksisser kan udvide både instrumentets, traditionens og samtidsmusikkens mulighedsrum. Med sin kunstneriske originalitet, sit stærke naturengagement og sin internationale gennemslagskraft fremstår værket som et betydningsfuldt bidrag til vor tids musik. Det er et værk, som indbyder til koncentreret lytning og refleksion over menneskets plads i det større økologiske fællesskab.

Værket blev bestilt af Kronos Quartet og Carnegie Hall og blev uropført i New York i 2025. Det repræsenterer et internationalt gennembrud for to af de mest markante stemmer inden for norsk musik.

Kilde: Nordisk Samarbejde

playliste

11.09.2023

Mit navn er John Grant – vil du se min playliste?

»Musik har været en helende balsam for mig.«

John William Grant er en amerikansk sanger, musiker og sangskriver med både amerikansk og islandsk statsborgerskab. Han blev først kendt som medstifter, forsanger, pianist og primær sangskriver i det alternative rockband The Czars. Efter at have udgivet seks album mellem 1994 og 2006 gik bandet i opløsning, og Grant trak sig tilbage i fire år, før han indledte en solokarriere.

Han vendte tilbage i april 2010 med et anmelderrost debutalbum indspillet sammen med Midlake. Queen of Denmark blev kåret til Årets Album 2010 af Mojo Magazine og blev desuden udpeget som et af de ti bedste album i 2010 af The Guardians musikkritikere og -skribenter.

playliste

08.09.2023

My name is Anna Brønsted – would you like to see my playlist?

Anna Brønsted is a singer, composer and visual artist originating from Copenhagen. Operating under the moniker Our Broken Garden, she has released three albums. Her most recent work, the album BLIND (2023) received widespread international recognition. Her compositional work spans far and includes compositions for choir, such as acoustic choral piece »Nattens Ende« (2021 – a collaboration with Teater S/H and composer Kirstine Fogh Vindelev e.g.) performed at Glyptotekets Festsal. At the heart of Anna’s work lies an introspect exploration of our shared blind spots, driven by a desire to unveil a profound and simple beauty, concealed beneath society's preconceived notions of success and conventional aspirations.

Anna Brønsted has collaborated with esteemed musicians and songwriters, while also engaging in various interdisciplinary projects, collaborating with actors, theater instructors, and poets.

kortkritik

05.09.2023

Godt nyt fra krøllede finner

Paavoharju: »Yön mustia kukkia«

Fonal Records, 8. sep.

Kristoffer Møllegaard

Med Yön mustia kukkia har finske Lauri Ainala og hans altid foranderlige mytisk-mystiske orkester Paavoharju udgivet, hvad de selv kalder tredje kapitel i en serie af albums, hvoraf de to foregående blev udgivet helt tilbage i 2005 og 2008. Der er altså løbet en anselig mængde vand under broen, siden man sidst kunne lytte til Paavoharju i denne type konstellation.

Som tidligere lyder musikken, som er den hjemsøgt af venlige spøgelser. Man kan høre, at lydene kommer fra et land højt mod nord, hvor man lærer at være på god fod med mørket. Skurrende båndstøj, dirrende strenge, virrende samples og helt og halvt hviskede sangstemmer skaber en kalejdoskopisk melankolsk atmosfære. Som brudstykker af folkemusik fra flere forskellige verdner på én gang, der alle kæmper imod hinanden for at trænge igennem den kakofoni, de tilsammen skaber. Dette kan opleves i nummeret »Haihtuu« med Teemu Eerolas violin, der summer i stereo som en bi omkring lytterens hoved, mens rytmiske samples og Anniina Saksas vemodige sangstemme skaber en fremdrift, der tilnærmer sig en popsang. Mindre poppede er numre som »Marian kierto«, hvor en operaagtig vokal bølger frem og tilbage over en fugtigt skovbund af synths og samples.

Lauri Ainala har stadig et helt særligt talent for at bakse lyde sammen, som i andres hænder bare ikke ville kunne fungere. Sammen med sine medsammensvorne har han med Yön mustia kukkia formået at skabe ikke bare et kærkomment genhør med fortidens spøgelser, men også et spændende nyt kapitel i Paavoharjus krøllede historie.

playliste

31.08.2023

Mit navn er Carl Bergstrøm-Nielsen – vil du se min playliste?

»Musik er lyd, som opleves med æstetisk interesse (hvilket igen vil sige et eller andet med en frivillig, intens opmærksomhed, eller lyd som er skabt med henblik derpå).«

Carl Bergstrøm-Nielsen har siden halvfjerdsernes begyndelse beskæftiget sig intensivt med alternativ komposition og fri improvisation, som flere artikler her i Seismograf vidner om. Han har virket dermed som lærer i gruppeimprovisation og lyttepartiturer ved Aalborg Universitet 1983-2014, som koncertarrangør i København med bl.a. Open Form Festival, som medstifter af European Intuitive Music Conference, som workshopholder internationalt, som udgiver af andres og egne arbejder, som formidler og som forfatter af forskningsarbejder og med opførelser i 25 lande.

kortkritik

30.08.2023

Hierarkiløs saxofonimpro

Alice/Stairway: Matana Roberts

Alice/Stairway, 30. aug.

Jakob Gustav Winckler

Du troede måske, at improvisationsmusik handler om fokus? Om transcendens? Matana Roberts var kommet til Stairway – midlertidig residens for spillestedet Alice – for at vise noget andet. Impro-jazzen er adspredt, distraheret, fuld af indskudte bemærkninger.

»I would like to riff of the theme of memory,« sagde Roberts, der stod alene på scenen med en nedarvet sopransaxofon. For dem er minder ikke parkeret i fortiden, men noget som ånder her og nu. Minderne trækker vejret igennem jazzens fraser og ankom til Roberts onsdag aften som erindringer af mennesker: deres afdøde forældre, musikalske forbilleder og – mere abstrakt – fortidens slavegjorte.

På den ene side var der noget befriende ved den hierarkiløse tilgang, de trådte op med. Spontaniteten kendte ingen grænser. Roberts bevægede sig konstant ind og ud af instrumentet, kommenterede på sit spil, parodierede saxofonlegender, talte i en lind strøm om Covid-19 og om at den amerikanske forfatning blev skrevet af fulde mænd. Publikum blev også aktiveret gennem fællesklange, spørgsmål og slutteligt en væmmelig sang om slaveauktion.

På den anden side efterlod Roberts’ uvilkårlighed også rummet fuldstændig affortryllet. Det var svært at finde den poesi og klangglæde, som også er en stor del af deres indspillede musik. De var hele tiden på vej mod det næste indfald og tabte nuet i jagten på det. Ærgerligt.