© Ultima
© Ultima

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.

I mere end to årtier arbejdede Thorbjørn i krydsfeltet mellem samtidsmusik, lydkunst, festivalledelse og dansk-norsk kultursamarbejde. I 2000-2006 var Thorbjørn manager for det norske Cikada Ensemble. I 2009 blev han leder af Art Music Denmark (daværende Snyk), som han ledte frem til 2017, hvor han vendte tilbage til det norske kulturliv som direktør for Ultima Festival. De sidste år af sit liv var Thorbjørn fondsbestyrer for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.

Thorbjørn var en vellidt og visionær kulturleder, der har sat sit uudslettelige præg på musiklivet. Jeg og andre danske kunstnere husker nok Thorbjørn bedst for hans inspirerende og modige projekter som fx. G((o))ng Tomorrow Festival (tidl. Wundergrund). Thorbjørn var aldrig bange for at give unge og opkommende kunstnere en chance på scenen, og jeg tror ikke, det er for meget sagt, at Thorbjørn af den grund alene har præget en hel generation af danske kunstnere.

Jeg var selv ung kompositionsstuderende, første gang jeg mødte Thorbjørn. Det har formentlig været omkring 2008. Thorbjørn var dengang projektleder i Art Music Denmark, som var i fuld gang med G((o))ng Tomorrow. En festival, der blander genrer og krydser kunstmiljøer, forklarede Thorbjørn – et vildt koncept i Danmark dengang. Næste øjeblik stod jeg på G((o))ngs scene i Råhuset med en flok vilde unge kunstnere – en samling af musikere og komponister, klassiske og rytmiske, med vidt forskellige udtryk og arbejdsmetoder. Koncerten, der fulgte, har næppe været nogen kunstnerisk åbenbaring, men samtalerne, venskaberne og barturerne med en gruppe kunstnere, jeg ellers ikke ville have mødt, åbnede mine øjne for en helt ny måde at samarbejde på. Både kunstnerisk og i forhold til kulturproduktion.

Gennem årene udviklede Thorbjørn mange internationale venskaber med kunstnere og institutioner fra nær og fjern. Thorbjørn og G((o))ng Tomorrow introducerede utallige spændende kunstnere til Danmark og åbnede samtidig nye døre i udlandet for danske kunstnere. Igennem mange år var Thorbjørn nærmest billedet på dansk kunstmusik i udlandet og et ekstremt vigtigt bindeled mellem kunstnere, spillesteder og festivaler.

Sådan tror jeg, mange husker Thorbjørn: Som en inspirator med fremadskuende idéer, nysgerrig og modig og med en stærk forståelse for værdien af international musikudveksling.

Dansk musikliv ville ikke være det samme uden Thorbjørn. Det samme kan siges om Art Music Denmark. Vores lille genreorganisation har ændret sig meget, siden Thorbjørn var leder. Alligevel er jeg stolt over den organisation, jeg selv overtog lederskabet af, og hvor grundværdierne fra dengang stadig er gældende. En organisation, der kæmper for at give kunstnere nye muligheder. En organisation med et stærkt internationalt netværk og fokus på international musikudveksling. Det tror jeg ikke ville have været muligt uden Thorbjørns store og ihærdige (for-)arbejde.

Thorbjørn Tønder Hansen er død. Han vil blive savnet, ikke bare af kunstnere og kulturliv i Norden, men blandt hans mange venner og samarbejdspartnere i hele verden. Thorbjørn har skabt kontakter, idéer og visioner, der former dagens kulturliv. Jeg er ikke i tvivl om, at hans betydning for kulturlivet lever videre.

Jeg sender mine varmeste tanker til Thorbjørns familie og nære i denne svære tid.

Ære være Thorbjørns minde.

Regin Petersen
Direktør i Art Music Denmark

kortkritik
06.03.2022

Paradoksernes fest

Grandprixvinderen Reddi: »The Show«
© Agnete Schlichtkrull
© Agnete Schlichtkrull

Grandprix er paradoksets hjem. Et program om musiksmag, hvor ingen taler om musiksmag. En konkurrence, ingen, mindst af alle DR, ønsker at vinde. Et skindemokrati, hvor udvalget af deltagende sange er foretaget helt uden transparens.

Jeg ser grandprix af samme grund, som jeg ser »X Factor«: det spinkle, gennemtæskede håb om, at skønheden, midt i den evige skuffelse, dukker op i et glimt. Kun romantikere kan i dag se fjernsyn.

Og hvad så vi så i aftes? At Adorno havde ret: Vi elsker musik, alene fordi vi genkender den. Showet startede og sluttede med en gentagelse. Først Fyr og Flammes vindersang fra sidst, siden kvartetten Reddis »The Show«, en variation over rockteatralske Måneskin, Eurovisions regerende mestre.

Også på detaljeplan viste Danmarks tre mest statsstøttede minutter musik sig at være en labyrint af gentagelse. Et show i showet, der næsten kan læses som et metaværk over selve grandprixet som fænomen (men ikke her i kortformatet!).

Omkvædets klimaks er åbenlyst selvplagiat. En af de fem sangskrivere, Julia Fabrin, citerer tone for tone – a-h-a-g-e – sit eget fløjtetema fra Emmelie de Forests »Only Teardrops«. »I will never let it go,« synger Mathilde Savery, komponisten Bent Lorentzens barnebarn, imens. Det tror man på.

»The Show« er fyldt til randen med generiske elementer. Lige fra den harmoniske rundgang og de melodiske kvintfald til lyrikkens tomme floskler, springmodulationen og instrumenteringens pludselige overraskelsesrock. Om det fungerer? Jamen det kan ikke andet! Det er vel pointen.

kortkritik
05.03.2022

Knusende fri

Crush String Collective: »Aeriform«
© Crush String Collective
© Crush String Collective

På debutalbummet Aeriform udfolder københavnske Crush String Collective en fri og legende tilgang til deres strygeinstrumenter, der tæller to violiner, to violaer og tre celloer. De tolv stykker, der alle er improvisationer (»Choral I« og »Choral II« er dog improviseret over en komponeret rytme), har en iørefaldende flad struktur. Sagt med andre ord, er det ikke tilfældet, at enkelte instrumenter har en hierarkisk højere placering end andre, at en eller enkelte af ensemblets medlemmer fører numrene i en retning, mens andre instrumenter blot følger med. Denne ligefordeling giver et nærmest kollektivistisk udtryk, idet alle elementer får lov at stå skiftevis i fokus, uden at det bliver på bekostning af andre. Alligevel bliver musikken aldrig kaotisk, selvom den er så fri, som jeg overhovedet kan forestille mig det muligt.

Ensemblet formår som hovedregel altid at give plads til stilheden i deres kompositioner, hvilket skærper min opmærksomhed på musikken yderligere. Men hvad er det, der nærmere præcist er spændende at lægge øre til ved musikken? Uden tvivl mere end ét aspekt – men noget, der især optager mig som lytter, er alle de måder, hvorpå lydenes teksturer undersøges. Hvor mangfoldige er mulighederne for, hvordan deres instrumenter kan lyde, ja nærmest føles? Svaret er knusende klart: så godt som utallige. Det formår strygerkollektivet kort og godt at cementere med deres pladedebut.

kortkritik
01.03.2022

Fed Fungi

Felia Gram-Hanssen & Jaleh Negari: »Fungal Network« – udstilling + performance
© Andreas Pallisgaard
© Andreas Pallisgaard

Med værkerne i udstillingen Fungal Network – der består af lydværker, tekstil, et videoværk, metal relieffer og tegninger – har Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari arbejdet med at oversætte henholdsvis lyd til billeder og billeder til lyd. Eksempelvis har Negari skabt en række tegninger, der er en fortolkning af feltoptagelser fra Indonesien, Iran og Danmark. Tegningerne har hun efterfølgende fortolket videre til elektroniske kompositioner, der også indgår i Fungal Network. 



Under en koncert i udstillingen (23. februar) forsøgte de påny at aflæse de grafiske scores og oversætte dem til lyd. Her bevægede Gram-Hanssen sig langsomt til de elektroniske kompositioner, der lød som en gruppe syngende græshopper, mens hun var rettet mod de forskellige relieffer, som hænger i loftet. Det medførte, at jeg ikke alene oplevede musikken som manifesteret i de grafiske værker, men også i hendes bevægelser. Musikken fremstod tredimensionel – forankret i både grafik og skulpturer såvel som bevægelse. Efterfølgende begyndte de at spille på forskelligt slagtøj midt på gulvet – spinkle lyde, hvor hver rytme og tone fik lov at runge klart og tydeligt i O–Overgadens smukke rammer. Et særligt underholdende aspekt ved koncerten var den utilsigtede interaktion med de deltagende, især mange børn, der pludrede og småsnakkede undervejs og endte med at fremstå som en integreret del af den musikalske performance.

Idéen om tværmedielle oversættelser er både enormt interessant at forholde sig til og er flot udført i de forskellige værker, der udgør udstillingen. Koncerten udfoldede yderligere idéen bag udstillingen og var af den grund også en perfekt indgangsvinkel til den.

kortkritik
21.02.2022

Med Bamse i »Black Mirror«

Laura Cocks: »field anatomies«
Carrier, 22. feb.
Carrier, 22. feb.

Man skal ikke langt ind i første værk på albummet, David Birds Atolls fra 2013, før fløjten viser sit bredspektrede potentiale som soloinstrument. Det begynder muntert med åndedræt og små stødpust, inden Laura Cocks tvinger værket for piccolofløjte og elektronik ud i en eskalerende fløjtestorm. Vi kommer godt rundt i temperamenterne.

Decideret omskifteligt bliver det med Bethany Younges ufokuserede Oxygen and Reality (2017), der zapper rundt mellem støj, nynnen, insektliv, ubåde og noget, der brænder. Og omvendt ensporet med Jessie Cox’ Spiritus (2018), der med lange, selvhøjtidelige halvgennemblæsninger saboterer sig selv for at understrege en programmatisk reference til »I Can’t Breathe«-bevægelsen.

Mest helstøbt fremstår DM R’s You’ll see me return to the city of fury (2017). I forgrunden folder Cocks sig ud med ekspressiv tværfløjte, mens baggrunden bygger et drama op af langsomt indtonende sampling, digitale overtoner og roterende støj. Ildevarslende!

Dristigst er dog Joan Arnau Pàmies’ teatralske stresstest Produktionsmittel I (2014). Her kæmpes virkelig, både for at frembringe lyd og med at overskue forløbet; solisten er fanget i et (kapitalistisk) system og må bryde ud. Forestil dig Bamse i et afsnit af Black Mirror. Fløjten har alle dage været et af de mest yndede instrumenter til at skrive mennesket ind i musikken, og Laura Cocks’ veludførte soloalbum viser, hvor meget drama de bøjede toner og aggressive pust kan sætte i gang.

kortkritik
19.02.2022

Nu falder verden

Florian Hecker: »Formulations As Texture, horizontal and vertical crossings« – udstilling
© GRAYSC
© GRAYSC

Min fornemmelse, mens jeg står og lytter til Florian Heckers lydkunst i en gammel cykelkælder? At nu falder verden. Jeg hører skarpe melodiske sløjfer i højt tempo: syntetisk iskoreografi. En gryntende, famlende puls lyder som koordinerede WC-udtræk. Så følger pludselig en rolig, sækkepibenær klang og krystallinske ekkoer af bordtennisbolde. Det er kaotisk, skizofrent, men også drillesygt.

Rummet er adskilt af ni grønne plader, der skærer udstillingsstedet Simians kvadratiske beton over i to. På hver side hænger tre små højttalere, de ser næsten uskyldige ud. Det er de ikke. Bag værkets kaotiske ydre gemmer sig en stringent orden, men bag den stringente orden gemmer sig en maskinel vilje – algoritmer, der længes efter at gå i voldsomt udbrud.

Formulations As Texture, horizontal and vertical crossings har en fortællende karakter, selvom processen bag fortaber sig i dunkelt programmørsprog. Til tider hører man små urværk, elektroniske slørhaler, men på sit højeste overvælder værket med hjemsøgt tombolaorgel og intense, digitalsymfoniske eksplosioner. Fjendtligt? Bestemt. Uimodståeligt? Lige så bestemt.