Thorbjørn Tønder Hansen er død. Med Thorbjørn har kunstmusikken mistet en af de mest betydningsfulde producenter, kuratorer og kulturledere i Norden.
I mere end to årtier arbejdede Thorbjørn i krydsfeltet mellem samtidsmusik, lydkunst, festivalledelse og dansk-norsk kultursamarbejde. I 2000-2006 var Thorbjørn manager for det norske Cikada Ensemble. I 2009 blev han leder af Art Music Denmark (daværende Snyk), som han ledte frem til 2017, hvor han vendte tilbage til det norske kulturliv som direktør for Ultima Festival. De sidste år af sit liv var Thorbjørn fondsbestyrer for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde.
Thorbjørn var en vellidt og visionær kulturleder, der har sat sit uudslettelige præg på musiklivet. Jeg og andre danske kunstnere husker nok Thorbjørn bedst for hans inspirerende og modige projekter som fx. G((o))ng Tomorrow Festival (tidl. Wundergrund). Thorbjørn var aldrig bange for at give unge og opkommende kunstnere en chance på scenen, og jeg tror ikke, det er for meget sagt, at Thorbjørn af den grund alene har præget en hel generation af danske kunstnere.
Jeg var selv ung kompositionsstuderende, første gang jeg mødte Thorbjørn. Det har formentlig været omkring 2008. Thorbjørn var dengang projektleder i Art Music Denmark, som var i fuld gang med G((o))ng Tomorrow. En festival, der blander genrer og krydser kunstmiljøer, forklarede Thorbjørn – et vildt koncept i Danmark dengang. Næste øjeblik stod jeg på G((o))ngs scene i Råhuset med en flok vilde unge kunstnere – en samling af musikere og komponister, klassiske og rytmiske, med vidt forskellige udtryk og arbejdsmetoder. Koncerten, der fulgte, har næppe været nogen kunstnerisk åbenbaring, men samtalerne, venskaberne og barturerne med en gruppe kunstnere, jeg ellers ikke ville have mødt, åbnede mine øjne for en helt ny måde at samarbejde på. Både kunstnerisk og i forhold til kulturproduktion.
Gennem årene udviklede Thorbjørn mange internationale venskaber med kunstnere og institutioner fra nær og fjern. Thorbjørn og G((o))ng Tomorrow introducerede utallige spændende kunstnere til Danmark og åbnede samtidig nye døre i udlandet for danske kunstnere. Igennem mange år var Thorbjørn nærmest billedet på dansk kunstmusik i udlandet og et ekstremt vigtigt bindeled mellem kunstnere, spillesteder og festivaler.
Sådan tror jeg, mange husker Thorbjørn: Som en inspirator med fremadskuende idéer, nysgerrig og modig og med en stærk forståelse for værdien af international musikudveksling.
Dansk musikliv ville ikke være det samme uden Thorbjørn. Det samme kan siges om Art Music Denmark. Vores lille genreorganisation har ændret sig meget, siden Thorbjørn var leder. Alligevel er jeg stolt over den organisation, jeg selv overtog lederskabet af, og hvor grundværdierne fra dengang stadig er gældende. En organisation, der kæmper for at give kunstnere nye muligheder. En organisation med et stærkt internationalt netværk og fokus på international musikudveksling. Det tror jeg ikke ville have været muligt uden Thorbjørns store og ihærdige (for-)arbejde.
Thorbjørn Tønder Hansen er død. Han vil blive savnet, ikke bare af kunstnere og kulturliv i Norden, men blandt hans mange venner og samarbejdspartnere i hele verden. Thorbjørn har skabt kontakter, idéer og visioner, der former dagens kulturliv. Jeg er ikke i tvivl om, at hans betydning for kulturlivet lever videre.
Jeg sender mine varmeste tanker til Thorbjørns familie og nære i denne svære tid.
Ære være Thorbjørns minde.
Regin Petersen
Direktør i Art Music Denmark
Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.
Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang.
Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.
Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt.
Byens mest luksuriøse lydrum akkurat nu? Nemt: Ryoji Ikedas enorme videotriptykon Data-Verse 1/2/3 gør ikke kun verden til et stramt mønster af ubegribelige datastrømme – fra landkort, solstorme, hjernescanninger, overvågningskameraer – men forvandler også Copenhagen Contemporarys tømte svejsehal til en fortryllet lydmaskine af digital diagnosticeringslyst.
Øverst i det spændte akkompagnement til billedstormen tikker et konstant lykkehjul, i bunden changerer dyb bas som en dystopisk anelse: Flyver vi for tæt på solen? Ubønhørligt faste sinusintervaller nagler den visuelle hast fast i nøgterne grids, men trods klinisk coolness står værket aldrig stille, takket være hule synthdroners actionjagende springmodulationer.
Lyden i det store, tomme rum er eminent. Sinusbølgerne skærer præcist, men fyldigt igennem med deres oplistning og rensning af data. En pige med rottehaler løber grinende forbi i det blinkende mørke; hvis dette portræt af en verden skrevet i binær talkode er en dystopi, er den til at leve med.
Anderledes organisk, men lige så fascinerende, er Tongues of Verglas, Jakob Kudsk Steensens 3D-visualisering af en kollapset gletsjer i rummet ved siden af: erindringen om det tabte bestøvet af isknitren, new age-fragmenter og et ordløst herrekors tomme intervaller. En rørende besyngelse af natur og forgængelighed.
Fortænkt virker til gengæld Jenna Sutelas installation Pond Brain, hvor sammenhængen mellem et antropomorft vandkar med drypmikrofon og den brummende kvadrofoni af AI-behandlet mælkevejsstøj omkring det er til at overse. Heldigvis skal man tilbage til Ikedas megalomane verdensportræt for at komme ud igen.
Det faktum, at halvdelen af en jazzkvartet består af perkussionister – i dette tilfælde Anja Jacobsen og Jaleh Negari – må unægteligt skabe visse forventninger hos lytteren om det rytmiske spil. Disse forventninger bliver heldigvis indfriet. Jacobsen og Negaris samspil væver sig ind og ud af hinanden på en varieret, højenergisk maner, der altid lyder som om, at det er ved at falde fra hinanden, men aldrig gør det. Disse lyttervenligt polyrytmiske grooves fræses, stikkes i og bankes sammen af Sonja LaBianca på saxofon og Maria Bertel på trækbasun. Tilføj både keyboards og synths, samt effekter og forstærkning på horninstrumenterne, og lydpotentialet er næsten uendeligt. Udgangspunktet er jazz, men de fire musikere har ingen intentioner om at blive inden for jazzens ellers forholdsvis brede rammer.
Variationen er da også et af albummets højdepunkter – fra de dubbede horn i åbningsnummeret »Plex« over den støjende skærebrændersynth i »Connoisseur« til den tonstunge doom metal-stemning i »Rundhyl«. Gode ideer, som charmerer på den forfriskende antiautoritære måde. Intet er helligt. Det skaber overraskende, mindeværdige øjeblikke. Kvartetten taber dog lidt pusten i anden halvdel, hvor der skrues ned for både tempo og frekvensen af føromtalte øjeblikke.
Selvhenter fungerer bedst, når de skruer op for energien. Til sammenligning føles de mere søgende numre halvfærdige, som om de mangler lige netop det farverige indspark, der gør de højenergiske kompositioner så gode. Måske var tanken at give lytteren plads til at trække vejret efter første halvdels sanseangreb, men jeg ville nu have foretrukket flere mavepustere.
Såforsatan – alias Sofus Bryld – vandt i 2020 DR's KarriereKanon som 21-årig og har siden skrevet sange, der trækker tråde til både rap og soul. Alt sammen på et dansk, han holder fast i, fordi det er sådan, han udtrykker sig »bedst og mest ærligt«, og med en sprogbevidsthed både rundet af litteraturstudier og lyden af Vesterbro, hvor han er vokset op. Hans koncerter er præget af høj energi, hvilket også kendetegner, hvad han selv lytter til. Såforsatan er aktuel på den nye københavnske koncertrække Deer Bodega, som blander musikere og lyrikere.
