Hvordan anmelder man Fluxus i dag? Det er 50 år siden, at den livsbekræftende avantgardistiske og poetisk musikalske rørelse, vi kalder Fluxus, leverede en gennemgribende kritik af samtidens musik- og kunstinstitution. Er Fluxus’ projekt blevet fuldført, har det sejret sig selv ihjel, eller er det blevet overflødiggjort af andre mere aktuelle problematikker? For hvad kan Fluxus være i dag? Er der stadig behov for denne form for kritik? Er Fluxus blevet en stilart, en genre, en historisk reference – eller kan det være en holdning, der har en aktuel berettigelse? Disse og mange andre spørgsmål rejste sig efter to lange aftener på Byens Lys, Christiania til Wundergrund festival, hvor jeg var godt og professionelt underholdt gennem det meste – men samtidig savnede en aktuel genfortolkning af Fluxus’ projekt.

Hanne Trap Friis’ iscenesættelse af Suzanne Brøggers nyskrevne tekst om den danske elektronmusikpionér Else Marie Pade, er et stærkt indblik i komponistens univers. Den musikdramatiske forestilling ’Glasperlespil’ skildrer smukt og med magnetisk nærvær en ualmindeligt sansende kvinde.

Der er rig tradition for at lade ord inspirere musik – og omvendt. Også på den netop overståede Athelas New Music Festival opstod nye forbindelser mellem ord og musik, og i tråd med festivalens overordnede tema om mødet mellem dansk og fransk kultur, var den franske forbindelse naturligvis også at finde her.