Amanda Drew © Ninna Lundberg

»Musik for mig er et mulighedsrum for en bedre verden. Man kunne fristes til at sige, at den er eskapistisk, men jeg mener, den er transformerende, bevidsthedsåbnende og livsnødvendig for at skabe en verden, der er til at holde ud at leve i.«

Amanda Drew er en dansk/engelsk vokalist, sangskriver, komponist, musiker, producer og performer, også kendt under kunstnernavnet Precious Mayhem. Sidste år udkom Precious Mayhems debutalbum The Softness I Sing – et konceptalbum af valsede søvngængersange, fra nætter fyldt af angst og omsorg. Drew trives i et musikalsk spænd over samtidsmusik i både rytmiske og klassiske genrer og med en forkærlighed for modig, sårbar, stærk og ærlig musik, som rører lytteren. På scenen bruger Drew vokal, cello, synthesizere og guitar foruden elementer fra performancekunst og koreografi. Amanda Drew komponerer musik i tværkunstneriske samarbejdsprojekter senest i det anmelderroste kontemporære operaværk Dronning Annabell, som havde premiere på CPH Operafestival 2025 og er lige nu aktuel med den brutale teaterforestilling Fædra om magt, manipulation og begær, som hun optræder i og har komponeret musikken til. Fædra har premiere på Aarhus Teater 20. november 2025. Amanda Drew har desuden udgivet musik med stororkesteret Natlyst og blev i 2020 uddannet Rytmisk Musiker (sang) fra Det Jyske Musikkonservatorium, Aarhus, og har en kandidat i Music Performance fra Rytmisk Musikkonservatorium, København.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.