© PR

»Resonans – musik er for mig en uundværlig inspirerende resonans. I musikken falder de store følelser på plads, og de små pibler frem. Min farfar introducerede mig for operaen som barn – så højt, at mit hjerte sprang op i ørerne, og jeg forelskede mig pladask og inderligt i disse storladne og dramatiske kompositioner. Derigennem blev jeg introduceret for de store følelser i verden – i musikken var der plads til dem på en måde, jeg ikke havde oplevet noget andet sted før.«

Astrid Kruse Jensen (f. 1975) er billedkunstner bosiddende i København. Hun har igennem hele sit kunstneriske virke været optaget af fotografiet og dets relation til erindringen. Med sine poetiske forskydninger af virkeligheden udforsker hun grænselandet mellem det tilsyneladende og det skjulte, mellem det virkelige og det imaginære, mellem fortid og nutid.

Hun har udstillet bredt både i Danmark og internationalt, med udstillinger på gallerier og museer – fra solo til gruppeudstillinger i Slovenien, Litauen, Polen, Sverige, Island, Finland, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Spanien, Italien, Indien, Kina, Korea, Ghana, Canada, USA og Storbritannien. I Danmark har man kunnet opleve hendes værker på blandt andet Kunstmuseet Brundlund Slot, Esbjerg Kunstmuseum, Heerup Museet, Rønnebæksholm, Brandts, Aros, Kunsten, Skagen Museum, Willumsen Museum, Sorø Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet. Astrid Kruse Jensen er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Wetterling Gallery i Stockholm & Gøteborg.

© PR

»Musik for mig er mit liv. Den har fulgt mig hele vejen og har givet mig oplevelser, venskaber og muligheder, som jeg aldrig kunne have forestillet mig.«

Pablo Fernández er spansk musiker og ny studieleder for Klassisk Afdeling ved Det Jyske Musikkonservatorium. Han har i mange år været solotubaist i Barcelona Symfoniorkester og har undervist på videregående musikkonservatorier i Spanien og Danmark. Han er desuden aktiv som dirigent, solist, gæsteunderviser og jurymedlem ved internationale konkurrencer. Fernández har også stor erfaring med ledelse og udvikling af musikprojekter, festivaler og internationale samarbejder. Han har boet i Aarhus siden 2014 og har været tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium siden 2021.

© PR

»Musik er for os en form for lukket klub af nepotisme, netværk og Copenhagen cowboy-energi. Men i virkeligheden handler det hverken om dyre guitarer eller teknisk snilde. For os er musik noget, man kan mærke i brystet, eller som giver kuldegysninger. De bedste koncerter er, når nogen skriger så inderligt, at vi andre ikke behøver at gøre det. Den bedste musik udtrykker følelser på en måde, hvor man ville blive hentet af en sociolance, hvis man gjorde det på åben gade. For os er musik noget, der skal fucke med dem, der har det for komfortabelt, og give dem, der har det fucked, en fornemmelse af ikke at være alene. Bum. Og hvad fuck er en akkord og en toneart? Kys fra Nightmaries.«

Nightmaries blander save, guitarer og stemmer til et mørkt country-, no wave- og cowboy-doom-mareridt. Det er den slags soundtrack, der føles som en feberdrøm, man på en eller anden måde ikke har lyst til at vågne fra. I takt med at verden bliver mærkeligere og mørkere, læner Nightmaries sig ind i galskaben med langsomt brændende sange, der kryber ind under huden som en gift, der tager sig god tid. Så hop i dine yndlingsstøvler med ståltå, dyp de røgfarvede øjne i et askebæger, og gør dig klar til slasket doom med punkenergi.

© PR
»Musik for mig er kærlighed. Jeg elsker, at man gennem musik kan springe smalltalk over og bevæge sig direkte ind i folks inderste. Det er en vild og rørende måde at møde hinanden på.« 
 
Fenja skrev sin første sang som 12-årig – om en isbjørn, der var ved at dø som følge af klimaforandringer – og det eksistentielle, naturen og hendes eget sensitive væsen blev toneangivende for de tekster og den lyd, hun siden har forløst. Hun pladedebuterede i 2021 med albummet Flugtdyr og udgav i februar 2026 albummet Menneskedyr.
© PR
© PR

Komponisten Sofus Forsberg er død, 56 år gammel. Med sin særegne blanding af melodisk sans, elektronisk bearbejdning og rytmisk præcision skabte han et musikalsk univers, der bevægede sig ubesværet mellem IDM, pop og avantgarde.

© Simon Weyhe

»Musik for mig er min hobby, mit job, min ventil, mit humør, en uendelig kilde til at opdage ny musik og ny, gammel musik, noget af det bedste og kan være noget af det værste. Og jeg elsker det!«

Track72 aka Tue Track aka Anders Lundby Brixen. Producer, dj, rapper med mere. Kendt for sin rolle i trioen Malk De Koijn, der siden midten af 1990’erne har skabt et personligt univers i dansk hiphop. Har optrådt i Ponyblod, Xtra Naan, Track Abdullah Rock, Booty Cologne m.fl.