Måske havde jeg indstillet mit oplevelsesmodus forkert, da jeg trådte ind i Thorvaldsens Museum for at se performanceværket Passages. Sanseapparatet var kørt i stilling til fordybelse, vi skulle jo på museum og programmet havde lovet totaloplevelse og fri bevægelighed. 

Men der var meget, vi skulle nå på den time, Passages varede. Alt for meget. Vi startede sammen i salen ved indgangen, kringsat af storladne marmorskulpturer. Mens vi smagte på atmosfæren i rummet, der var parfumeret med et diskret elektronisk lydspor, gik en kunstner i gang med en sprittuschtegning på et stort stoflærred på gulvet. Snart blev hun afbrudt af sortklædte sangere, der havde gemt sig i publikum. Passagefigurer, fornemmede man, der kaldende skulle bestøve de gamle lokaler og blegstivnede statuer. 

Efterhånden blev vi gelejdet ud på gangen: Nu skulle vi på opdagelse. Problemet var bare, at værket ikke kunne slippe trangen til drama. Der var hele tiden scener, man skulle nå at indhente, en fortravlet følelse af at komme for sent til indholdet. Heraf passagetanken, hjemsøgelsen, flygtigheden, I get it. Men hvorfor så ikke skabe kaos i stedet? Jeg kunne ikke udlede andet end frustration af det subtile fravær, som konstant meldte sig. 

Når man endelig fik lov til at dvæle ved noget, var det med en flad fornemmelse. Da vi til sidst endte sammen, hvor vi startede, sluttede værket i en svulstig, musicalagtig finale. Der var slet ikke skabt plads til sådan et storladent temperament. Det føltes ufortjent. 

»LOOK AT ME I AM BURNING« – det hvide banner med den sorte skrift troner på scenen. Det og andre bannere udgør dele af librettoen til The Girl with the Hurricane Brain. Settingen er enkel: Et forældrepar mener, de gør nok for at modvirke klimakrisen. Deres teenagedatter og en tiltagende desperat fjernsyns-meteorolog er uenige. Selv for en opera gentager forældrene sig meget, når de taler. Højdepunktet for mig var: »We even vent vegan… mostly«, før de slukker fjernsynet, som beretter, at æbletræerne nu er uddøde. 

Det lyder komisk, men spilles med komplet alvor, godt understøttet af Laura Bowlers dissonante musik, der veksler mellem passager for alle 10 musikere og duetter mellem datteren og enkelte eller få musikere. Musikalsk er disse duetter suverænt værkets stærkeste – stemmen og instrumentet nærmest væves ind i hinanden. Musikken suppleres af sangstemmerne, der samples og skaber et umenneskeligt ubehag. Ofte blev jeg i tvivl om, hvornår der blev sunget, og hvornår maskinen tog over, og det ser jeg som en kritik af parolerne om, at teknologien nok skal finde en løsning, som en fralæggelse af menneskeligt ansvar – og menneskeligheden.

Værket søger at give inspiration til at tale om klimakrisen, men min optimisme vokser ikke undervejs. Ikke at cli-fi partout skal vise, hvordan en sådan dialog skal finde sted, men jeg manglede nok bare nogle enkelte glimt af håb, eller en tydeligere følelse af forbundethed. Måske hvis de virkelig lod os grine af forældrenes ignorance, kunne jeg have følt, at vi som kollektiv var enige om at gøre noget. Nej, global opvarmning er virkelig nået til Aarhus.