© Kelly Crandell & Kieran Kesner

»Musik for mig er en nødvendighed. Nyt og gammelt. På tværs af alle genrer. Musik er noget helt essentielt menneskeligt – og for mig er stemmen det mest direkte kommunikerende instrument i verdenen.« 

Else Torp debuterede i maj 2023 i tre koncerter med New York Philharmonic i et værk af den amerikanske komponist Julia Wolfe. Hun har tidligere optrådt med bl.a. BBC Philharmonic, Scottish Chamber Orchestra, Gulbenkian Orchestra, danske landsdelsorkestre, London Symphony Orchestra og Sydney Symphony Orchestra. Hun synger et omfattende repertoire af Lieder, danske sange og eksotiske værker som William Waltons Façade og Judith Weirs one-voice opera King Harald’s Saga. Else Torp er medlem af Paul Hillier’s Theatre of Voices og har optrådt på internationale scener som BBC Proms, Berliner Festspiele, Lincoln Center og ved flere udsolgte koncerter i Carnegie Hall. Else Torp har medvirket på snart 40 indspilninger på Dacapo, Ondine og Deutsche Grammophon og på den Grammy-vindende CD The Little Match Girl Passion (HMU, USA). I 2016 udkom duetten »Distant Sky« med Nick Cave og Else Torp på albummet Skeleton Tree samtidig med premieren på 3D-dokumentaren One More Time with Feeling om albummets tilblivelse. Hun sang live med Nick Cave and The Bad Seeds i Royal Arena og var igen biografaktuel et halvt år senere. I 2018 sang hun blandt andet Kaija Saariahos opera Only The Sound Remains på Paris' Opera Garnier, Teatro Real de Madrid og Lincoln Center i New York. Else Torp har medvirket i DRs Den klassiske Musikquiz, været deltager i Babettes Gæstebud med Brødrene Price, ligesom hun ofte interviewes til DR P2.

kortkritik
27.10.2020

Goodiepal kan tæmmes

»Unboxing the Goodiepal Collection«
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen
»Unboxing the Goodiepal Collection«. © Frida Nygaard Gregersen

Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).

Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.

Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?

Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.