© Andreas Omvik

»Musik er et ustoppeligt eventyr.«

Simon Toldam er komponist og pianist og bor på Nørrebro med sin hustru og to børn. Han startede sin første trio som niårig og har siden dannet – og været med i – mange orkestre. Han har udgivet 18 album i eget navn/demokratiske orkestre, medvirket på en lang række udgivelser i den jazzede, improviserende og også lidt sangskrivende afdeling, og har gennem de sidste tyve år turneret i Europa, Canada, Japan både med egne grupper og som sideman. I øjeblikket elsker han at øve og komponere på sit flygel og opdage nye lyde.

kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.