© Tuala Hjarnø

»Mit forhold til musik er dybt passioneret. Ud over at spille og arbejde med mange genrer skriver jeg også om musik – for tiden mest i Gaffa og på min egen blog på www.vaering.com. Jeg anmelder især koncerter, fordi jeg elsker at gå til koncerter og mærke både musikken og dem, der spiller den. Jeg har også en podcast, Værings Musiklytteri, hvor jeg med skiftende musik-nørdede gæster dykker ned i forskellige temaer.

Jeg plejer at sige, at jeg lytter til alt fra post-punk til country. Én rød tråd er dog nogenlunde konstant, nemlig at jeg er mest optaget af de mere håndspillede genrer. Der er undtagelser fra den regel, men som regel gider jeg ikke rigtig musik, der – som jeg kalder det – er undfanget i en petriskål.  Det organiske, det taktile, betyder meget for min oplevelse af musik. Jeg vil have levende mennesker, der river i nogle strenge, slår på noget skind og fortæller mig en historie der ligger dem på sinde. Jeg tager også gerne mine vokaler rørende, inderlige eller ligefrem uregerlige, og så vil jeg gerne have tekster med både vid og bid. Hver gang jeg har sat mig ned for at lave denne liste, er jeg gået i stå, fordi det blev for stort at udvælge fem sange til verden. Nu har jeg bestemt mig for at lægge til føje lige nu til opgaveformuleringen. Her er således fem sange/kunstnere, som jeg har lyttet til i netop denne uge – dvs. sange, der er udkommet inden for de seneste to-tre uger, altså mellem 17. januar og 7. februar 2025. Havde I fanget mig i næste uge, havde det været noget andet.«

Trinelise Væring (1965) er en dansk singer-songwriter, tekstforfatter, guitarist og bandleder. Væring debuterede på den skandinaviske jazzscene i 1992. I løbet af sin karriere har hun udforsket flere genrer gennem samarbejder, bl.a. med det norske ensemble Barokksolisterne, som bandleder for indie-jazzbandet Offpiste Gurus og senest for folk/roots-fusionsbandet Tone of Voice Orchestra. På album og turnéer har hun spillet med navne som Alex Riel, Carsten Dahl og Bobo Stenson. I januar udgav Væring sit ottende soloalbum med titlen A Songwriter’s Odyssey.

© Ditte Bolt

»Musik for mig er følelsernes sprog. Det er det sprog, der kommunikerer ting, der ikke indkapsles med ord. Det er et flydende udtryk, der kan indeholde modsætninger på smukkeste og mest naturlige vis, og som indeholder både fortid og fremtid på samme tid – mit andet univers.«

Anders Filipsen er komponist, musiker og lydkunstner, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København i 2010. Han arbejder i krydsfeltet mellem improvisation og komposition, akustisk og elektronisk lyd, og trækker på genrer som avantgardejazz, moderne klassisk musik, vestafrikanske traditioner og eksperimenterende elektronik. Han har skabt værker for solister, mindre ensembler og storbands, samt en lang række installationskoncerter., hvor lyd møder dans, lys, mad, video og poesi. Medlem af kunstnerkollektivet og pladeselskabet ILK siden 2011. Kendt fra grupper og samarbejder med Anders Filipsen & The Black Nothing, MESMER, TEETH, AFT, The Firebirds, Jakob Kullberg Ensemble og Nastio Mosquito.

© PR

»Musik for mig er i høj grad et valg. Jeg er meget lidt fan af baggrundstapet eller musik til arbejdet, selvom jeg i mit virke, som både musiker og tekstforfatter, er dybt afhængig af det musiske element. Min smag er ret bred, som det tydeligt vil fremgå af min playliste, og mit valg af musik er i højeste grad afhængigt af mit humør. Lettere depressiv er det Bill Evans eller Mahler, solskinshumør, italiensk patospop eller Gino Vanelli. I det klassiske tankeeksperiment – vil du helst miste synet eller hørelsen – hælder jeg mod blindheden. Jeg har set rigeligt. Musikken må ikke forstumme.«

Søren Lampe er sanger, komponist og tekstforfatter. Hans nyeste udgivelse, The Lamp is Low, er hans sjette i eget navn – heraf to på dansk, den ene med udelukkende egne sange, undtagen ét enkelt nummer. Genren er jazz, men med tydelige aftryk af soul, blues, bossa nova, den danske sangskat og klassisk musik.

Kortkritiklive
30.05

Ikke den royale rockstjerne, man kunne ønske sig

David M. A. P. Palmquist: »Kong Frederik X’s Honnørmarch«
© Kongehuset
© Kongehuset

Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

© PR

»Musik er meget magisk. Når den er god, er den en direkte vej ind til hjertet, ud til det næste menneske, hen til Vorherre og tilbage igen. Det er glæde og smerte på en uforklarlig klinge, og fra mine yngste dage har musik været altafgørende for mig. Den har formet store klumper af min identitet og været et ubrydeligt kit til mange af de mennesker, jeg har holdt allermest af. I Danmark behandler vi ikke vores musikere særlig godt. Derfor har jeg valgt nogle usmarte sange herfra.« 

Jakob Kvist er journalist, forfatter og forlægger. Han var med til at grundlægge PeoplesPress, ArtPeople og Radio24Syv. I dag er han blandt andet bestyrelsesformand i Impact Press/Momenta, og han har udgivet en lang række bøger, senest Sidste udkald for rejsende Jørgen Leth. Han var gift med sanger og sangskriver Laura Illeborg, der døde sidste år under en koncert i Tisvilde. 

© Clement Beauvais

»Musikalsk udforskning og skabelse er ikke begrænset til noder, klangfarver og traditionelle strukturer, men strækker sig til alt det, der former lytteoplevelsen.«

Alexandre Bazin er fransk musiker og dokumentarproducer, aktiv i den eksperimenterende musikscene i periferien af GRM. Hans musik udgives på Important Records, Umor Rex Records og Constructive. Bazin begyndte sin musikalske rejse tidligt og studerede først klassisk klaver på konservatoriet, før han bevægede sig videre til jazz og elektroakustisk musik. Studiet af andre musikalske sprog åbnede nye perspektiver og førte ham til at gentænke musik ud over dens traditionelle strukturer. Han opdagede en verden, hvor lyd bliver råmateriale, og hvor produktionen spiller en afgørende rolle. Denne udforskning viste ham, at musikskabelse rækker ud over noder og klangfarver og omfatter alle de elementer, der former lytteoplevelsen, med lydteknik som en central funktion i processen.

Bazin producerer månedlige dokumentarprogrammer for Radio France og GRM (Groupe de Recherches Musicales), hvor han kortlægger den eksperimenterende scenes historie fra dens oprindelse til i dag.