© Simon Bendix Borregaard
»Musik for mig er en konstant bevægelse (i mig). Det er en konstant skiftende sang i mit hoved. Musik kan være beroligende og opløftende, og den kan give mig svar, som jeg ikke vidste fandtes. Musik leder mig gennem livet – om det er de største og bedste øjeblikke i mit liv, eller det er svære perioder. Musik er også et fællesskab, hvor nye tanker og ideer kan få liv. Fællesskabet er netop ikke en konkurrence, men det er en måde at bevæge sig fremad sammen.«
 
Troels H. Sørensen er booking- og programansvarlig på spillestedet Skråen i Nordjylland. Han er tidligere bestyrer på 1000Fryd. Sammen med Casper Clasen driver han Lasher Agency og står bl.a. for festivalen Lasher Fest. Sørensen spiller i bandet Vægtløs og har tidligere været med i diverse bands fra den aalborgensiske undergrund og har udgivet plader gennem sit cooperative pladeselskab 5FeetUnder Records.
kortkritik
25.10.2020

Musikformidling med fikse idéer

DR2: »Her er dit hit«
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR
Carsten Holm og L.O.C. © Thomas Behrndtz/DR

Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).

Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.

L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.

Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.