playliste

21.10.2024

My name is Abdullah Miniawy – would you like to see my playlist?

»Music for me at the moment is a heaven for non-believers.«

Abdullah Miniawy (born 1994) is an Egyptian expressionist, a writer, singer, composer, and actor. Over the years, he has shared the stage with acclaimed artists such as Erik Truffaz, Kamilya Jubran, Yom, Médéric Collignon, Aly Talibab, A Filetta, Hvad, Ziur, Simo Cell, and many others. Miniawy's performances have graced prestigious international stages and venues, including the Festival d’Avignon edition 72, French national theaters, Institute of Contemporary Arts London, Haus Der Kunst museum in Munich, Mao Asian Museum in Turin, even the Louvre in Paris.

In addition to his music career, Abdullah proved his natural acting talent in Alaadine Slim's Tlamess, a Tunisian feature film featured at the Directors' Fortnight at the Cannes Film Festival in 2019. Miniawy was also recognized with a nomination and shortlisting for the Best Actor Award from the Arab Cinema Center at Cannes.

As a composer, Miniawy has created different soundtracks for dance shows, theater productions, and exhibitions, including notable works like Cabaret Crusade III by Wael Shawki premiered at Moma PS1, AMDUAT by Kirsten Dehlholm premiered at Hotel Pro Forma, and Insurrection by Jilani Saadi.

Abdullah Miniawy's influence extends beyond the arts; he was selected by the European Parliament in Strasbourg as one of three change makers from the Schengen area to offer a French-Egyptian artist's perspective on pressing contemporary challenges at the European Youth Event 2021 in the Live Fully section. He also participated in Europe Takes Part, a gathering of 30 diverse speakers discussing new economic models and digital solutions for artists in a post-pandemic world.

Since 2016, Miniawy has collaborated with the German trio Carl Gari, blending avant-garde electronic soundscapes with poetic lyrics. Their debut album, Darraje, was recognized as one of the top 50 albums of 2016 by the American NPR. Their recent release, The Act of Falling from the 8th Floor, garnered attention from Pitchfork, The Quietus, and Wire Magazine, with Zawaj ranking at the top of Resident Advisor's list of Deep Listening tracks in 2019.

Most recently, Abdullah's album Le Cri Du Caire, featuring Erik Truffaz, won Les Victoires du Jazz 2023 award – the French equivalent of the Grammy Awards.

As a writer, his lyrics have left a mark in the Middle East region, notably during the Arab Spring, where they were displayed in places like the Yarmouk camp in Syria.

playliste

03.10.2023

Mit navn er Heida Karine Johannesdottir Mobeck – vil du se min playliste?

»Musik er frihed. Eller en vej til frihed. En måde at tænke sammen uden for sprogets kategorier. En vej til nye begyndelser. En måde at lytte til/opleve/deltage i verdens livlighed.«

Heida Karine Johannesdottir Mobeck kunstneriske baggrund er som udøvende tubaist og komponist inden for fri improvisation, free jazz, eksperimenterende pop og samtidsmusik. Sideløbende med musikken har hun arbejdet med andre æstetiske udtryk, billedkunst, poesi, kuratering, drevet pladeselskab, scenografi og musik til danseforestillinger. Hendes kunstneriske handlinger, der på mange måder har afløb, men hun ser det som en helhed, en udforskning af overgangen mellem improvisation og komposition, i samspil og med et socialt udgangspunkt, med forskellige materialer i tid og rum.

kortkritik

30.09.2023

På Ærø gror musikken vildt

Første Kvartal: »Ærø«

Textur, 30. sep.

Kristoffer Møllegaard

Et af de fantastiske aspekter ved improviseret musik er, at den i visse øjeblikke kan begejstre med en overraskende, uforudset samhørighed. Således er det delvist tilfældet på den elektro-akustiske improvisationskvartet Første Kvartals debutudgivelse Ærø. Albummets to første numre gør gode indtryk. »Nyt, grønt« med en saxofon og en synth, der stikker i vidt forskellige retninger, et lydbillede, der i bratte ryk ekspanderer udad, men alligevel stadig fastholder en delt kerne. »I stedet for ingenting« med bølgende modulerende, spacy synth og en melankolsk melodi på klaveret. Simpelt, men af den årsag effektivt. Med det tredje nummer, »Forkastet«, synes inspirationens lys at dæmmes en smule. Den prominente saxofon over en mørk og mystisk bund vækker mindelser om Bowies berlinertrilogi, men vækker desværre ikke meget mere end det. En ærgerlig stilstand præger albummets midte, som først uddrives igen i syvende nummer, »Gro«, der i lighed med det første til stor effekt spiller på modsætningsforholdet mellem en raspet saxofon og en synth, der virker til at ville noget helt andet end blæserinstrumentet.

Den resterende del af udgivelsen vender igen tilbage til et smukt fungerende samspil mellem de fire musikere, men det understreger blot det ærgerlige midterstykke, der mangler den magi, som improvisationsmusik ellers kan være katalysator for. Når det virker, virker det rigtig godt. Ærgerligt, at det ikke gør det hele tiden.

kortkritik

28.09.2023

Et blodsultent corona-genfærd

Stormglas: »ACROSS«

Gateway Music, 3. jul.

Jakob Gustav Winckler

Kan man sige, at Karlheinz Stockhausen med sin Helikopter-Streichquartett foregreb pandemisloganet »sammen hver for sig«? Tyskerens satellitforbundne strygere roterer i baghovedet, mens jeg hører den nye EP ACROSS af Stormglas aka akkordeonist Andreas Borregaard og guitarist Mikkel Sørensen. Da pandemien lukkede verden ned, åbnede den samtidig for en ny strømning af kompositorisk 5G-core. En bølge af ukuelig optimisme, som Stormglas red med på ved at sende noder og grafiske partiturer til alverdens musikere, som så sendte lydfiler retur. På ACROSS er sporene blevet samlet. Og nu, hvor corona føles som en fjern fortid, lyder værkerne også som et genfærd fra dengang, vi troede, at pandemien ville forandre alting.

Æteriske træblæsere breder sig som en tåge om lytteren på »Quiet Autumn«. En grådkvalt violin spøger i baggrunden, og pludselig er vi lokket ind i et musikalsk rum uden vægge. Som et sonisk Zoom-møde bliver nye instrumenter lukket ind og ud af lokalet og bidrager til den ulmende mosekonebryg.

Spøgelsesæstetikken – med hviskestemmer og bagvendte lydoptagelser – bliver næsten for subtil på EP’ens to første numre. Det er først, når den til sidst i »Sometimes I Walk Backwards« med sit kompositoriske helikopterperspektiv kammer over i blodsulten horror-klaver og jagtende woodblock, at man for alvor mærker apokalypsen. Spooky.

playliste

24.09.2023

Mit navn er Lil Lacy – vil du se min playliste?

»At skabe musik handler om at samarbejde, at være i dialog, at lytte – og derfra at komponere og skabe lyd, musik og værker.«

Lil Lacy er en dansk/amerikansk komponist og musiker, som har udforsket musik indenfor mange genrer og udtryksformer, fra eksperimenterende noise-cello og avantgarde kor til stedspecifikke iscenesatte audiovisuelle multikanals- og koncertproduktioner, til mere traditionelle orkesterværker. Hun har udgivet flere kritikerroste og prisvindende albums med forskellige bands og skabt musik til en række koncerter, forestillinger, film, installationer, dans og teater. Hun modtog i 2020 Léonie Sonnings Talentpris. Hendes seneste værker tæller orkesterværkerne Aurōra og Di drømm dæ bringe vos sammel for symfoniorkester, Dreaming in colors for Marianna Shirinyan (piano) og Torleif Thedéen (cello), der uropføres i oktober i Den Sorte Diamant, samt Jör∂ et multikanalsværk med manipulerede reallyde og musik skrevet for strygekvartet og trommesæt der vises som et audiovisuelt Gesamtkunstwerk med film og live dansere i Nordens Hus på Færøerne i oktober 2023.

kortkritik

23.09.2023

Gå dog hele vejen, DR!

DR Vokalensemblet, Kalle Hakosalo: Drømme og profetier

DR Koncerthuset, Studie 2, 22. sep.

Jeppe Rönnow

Jeg savner, at DR går hele vejen, når der eksperimenteres med repertoiresammensætningen. For hvor var det en god ide at lade Else Marie Pades vokalværk Dette er Vølvens spådom stå midt i Orlando di Lassos Sibylle-profetier i Studie 2 fredag aften med DR Vokalensemblet. De illegale kvart- og kvintparalleller i de rene kvindestemmer stod i smuk kontrast til Lassos renæssancetoner. Øret blev skærpet af begges musik.

Pades korte værk fra 1956 var en uropførelse, og Orlandos 12 satser over 25 minutter kunne godt bruge mere modspil af den art. P2-værten formidlede alle værkerne samvittighedsfuldt med mange ord, så koncertens profeti-koncept blev slået fast, men det ville have været befriende, hvis ny eller eksperimenterende musik havde stået uformidlet inde imellem Orlandos korsatser. Så øret engang imellem var blevet i tvivl, om musikken var 500 år, 50 år eller måske blot fem minutter gammel. Det sker på andre scener verden over lige nu – og nye og gamle klangverdener påvirker på mærkværdig vis hinanden undervejs.

Det kunne DR have gjort og fx ladet Nørgård-satsen stå inde i Orlando frem for at indlede koncerten, eller lade triumviratet af Suosalo (videokunstner), Supponen (komponist f. 1988) og Kalle Hakosalo (slagtøj, kendt fra NEKO3) skabe satser, der spillede direkte op med renæssancesatserne. I stedet stod de for Orakel, som over 45 minutter kørte i tomgang halvdelen af tiden. Alle muligheder var ellers til stede – med det yderst vokalpotente DR Ensemble placeret rundt om publikum, men kun for at hviske få ord/toner og til sidst række armene i vejret. Vistnok som træers blade stræber mod himlen. Men det faldt til jorden, når den lange tid ikke var brugt bedre – de smukke videokunstelementer til trods.

Lad alle værkerne tale bedre sammen næste gang, DR.