En søgen efter mening gik igen i flere af de Wayne Siegel-værker, Athelas Sinfonietta lørdag opførte i Koncertkirken. Ikke mindst på et spirituelt plan, hvor særligt Hélène Navasses luftige solobasfløjte i Dive (2017) flugtede roligt med det meditative kirkerum.

Eller i den blanding af støjbrøl, glasklar thereminklang og intergalaktisk R2D2-rislen, der lød, når Siegels besjælede bevægelsessensorer gik i dialog med ensemblet i østligt influerede Shiva’s Dance (2019). Som om elektronmagikeren søgte svar i fjerne kulturer, og hvis de så udeblev: i verdensaltet.

Godmodig lød oftest denne søgen, ledsaget af venligsindede minimalistiske sløjfer, dansant valsende passager og afstemte gongslag. Men bag den imødekommende vilje lurede også sivende tuttibrøl og hektiske jagtmotiver, holdt i stram snor af strenge spejlstrukturer.

Hele tiden dette spil mellem nysgerrige spørgsmål, afklaret varme og varmblodet action, ikke mindst i den febrilsk omskiftelige strygekvartet Northern Shore (2014) med dagens hidsigste temperament.

Indtryk gjorde især uropførelsen af den lille basunkoncert Smooth Newt (2023), der lod Andras Olsens klagende messingmotiver ekkoe elegant gennem resten af det sværmende ensemble. Også her tegnede pludselig jagt og dans kontraster op, inden værket vendte tilbage til sit nænsomt glidende udgangspunkt.

Det var musik, man kunne finde rundt i, finde mening i og endda rocke med på: Westernhyldesten Reuben’s Train (2023) rundede festligt koncerten af med togrytmik og Siegel på banjo. Yee-hah!

Sommetider vælger en kunstner at sadle helt om og foretager en stilmæssig kovending. Som Rene Magritte, der pludselig begyndte at male surrealistisk, en bevidst og kreativ satsning, der gjorde ham til en af genrens bærende kræfter. Anders Skibsted, klassisk uddannet komponist og bandoneonist og altså udøver af musik langt fra lydgeneratorer, foretager netop sådan en satsning på secnerefer – hans første eksperimenter med et fuldt elektronisk lydbillede. 

Fuldstændig talentløst er det ej. Der løber en rød tråd gennem værkets syv numre – alle båret af samples – der lyder, som et pibende læhegn, kombineret med tunge forvrængede beats. Det er ikke dårligt udført, og det er tydeligt, at Skibsted bruger erfaringen som komponist i sit arbejde med elektronikken.

Men, som presseteksten også nævner, er inspirationen fra IDM og andet elektronik bare virkelig stærk, i så høj grad, at Skibsted tit og oftest ender med at lyde som musik udgivet på Warp Records i slutningen af 90’erne. Specifikt lyder secnerefer enormt meget som Autechres mere kryptiske hovedværker, helt ned til beat-produktionen, og titlerne låner vist fra Aphex Twin. Bedst er »Sqeiwz Tekyrguv«, hvor de distortede trommehug er erstattet af en cool ambience og leg med effektfiltre. 

Desværre lyder secnerefer som en lettere bedaget version af de britiske forbilleder. Albummet er ikke den succesfulde kunstneriske satsning, man kunne håbe på, men er dog interessant som et øjebliksbillede af en moderne eksperimentalists tur ind i en ny verden. 

Huse er fulde af lyd, selv om de står helt stille. Gulve, der knirker, brædder, der gi’r sig – lyde, man af og til er så vant til, at man slet ikke lægger mærke til dem. Men når man som den norske arkitekt og lydkunstner Gisle Nataas sætter geofoner på vægge og bjælker og optager de lyde, der er ikke bare i husene, men også i materialerne – beton, glas, sten, træ – så får arkitekturen bogstavelig talt en stemme.

Nataas installation Fehn/6 er skabt af lyde fra den norske arkitekt Sverre Fehns museumsbygning ved og omkring ruinen af Domkirken i Hamar lidt nord for Oslo, på en odde ved Norges største sø, Mjøsa. Ved åbningen af udstillingen improviserede Nataas med sine optagede lyde – beton, der rumler, en nøgle, der drejes om, træværk, der suser, trin over et gulv, der forsvinder i det fjerne. Musik af reallyd har lange traditioner, den her er organisk og rumlende, beroligende og billedskabende. Hvad er det, der dunker? Hvad er det, der suser? Og hvor forsvinder de skridt hen? Hvem er det, der går...? Det er ikke stort og vildt, men fortæller noget om den sanselighed, god arkitektur også rummer.