Charlottenborg’s tribute to Mika Vainio wants to be a sound cinema, but without proper volume, darkness or context, the installation slips into an experience you drift out of almost as soon as you enter.

På 31. Ultima Festival i Oslo blev man som tilhører både inviteret og angrebet af lyd på alle tænkelige måder og faconer. Taktilt tæt på huden og helt ude fra – fra det ydre rum. Lige i masken og næsten uhørligt. Det var melankolsk. Det var helende.