Dmitri Sjostakovitsj: Katerina Ismajlova

DMITRI SJOSTAKOVITSJ: »KATERINA ISMAJLOVA«

Opera i 4 akter (9 -afd.). Opført første gang på det kgl. teater den 10. oktober-

Dmitri Sjostakovitsj, som nu er 30 år gl., var en kort tid det nye Ru,-lands håb indenfor musikken. Han producerede i løbet af en ca. 7 år to operaer, tre symfonier, en klaverkoncert, kammermusik o. a., og i alt viste han en stigende evne til at forme personli.gt. Vi har herhjemme hørt hans første og tredje symfoni, og disse to værker angiver sikkert med tydelighed forløbet af hans hidtidige udvikling. - Hans anden opera, »Lady Macbeth fra Mzensk distrikt«, der her har fået det mere praktiske navn »Katerina Ismajlova« efter den kvindelige hovedperson, er komponeret o. 1933, umiddelbart før den tredje symfoni. Både musikalsk og dramatisk er det et uhyre uegalt værk. Steder af elementær kraft står tæt op ad steder af konventionel ligegyldighed. (Der er naturligvis ikke her tale om de steder, hvor komponisten har anvendt den nationalromantiske skoles stil med parodiserende formål: Købmandens scene i 4. afd., hvor han mindes sin ungdom; popens replikker.) Også dramatisk spores denne blanding: Scener af levende klarhed og knaphed står blandt scener af den uægte realisme, der for os netop er »teater«, verismens teater, som vi bestræber os på at komme væk fra.

Kun tre år gammel er denne opera kommet til os efter succes i Amerika og fiasko i Sverige. Det betyder, da det er et fremmed værk, det drejer sig om, et virkeligt fremskridt. »Boris Godunow« var.fyldt 50, da den dukkede op på det kgl. i 1924 og »Pelléas og Mélisande« var 23 ved den danske førsteopførelse i 1925. Vi skylder derfor operaledelsen tak for, at den har bragt værket frem, medens dens stil endnu hører til dagens problemer. Og der var sat et overordentligt stort arbejde ind på. fremførelsen, hvis resultat, i be

tragtning af den store forskel på russisk og dansk dramatik, må anerkendes. Bedst var de instrumentale mellemspil, som f. ex. det mellem 4. og 5. afd., hvor Egisto, Tango fuldstændig fik kapellet med sig i dette stykke urmusik, der med sin stædige punkterede rytme er af mægtig virkning og vel er det stykke i ope-. raen, der mest minder om den tredjesymfoni. Naturligvis lykkedes også det »flotte« mellemspil mellem 6. og 7. afd.,, der især vakte publikums begejstring. I de vokale partier mærker man lidt for tydeligt vore operakræfters uvanthed med moderne stil. De er for stærkt bundne af de tekniske vanskeligheder til at kunne spille ud. Musikkens hæftige akcenter kommer til at mangle de~ tilsvarende dramatiske. Svend Methling& iscenesættelse havde gode idéer, men hvor findes den instruktør, der kan få:liv over et operakor? Hoveddekorationen: Ismajlovs købmandsgård var eir mærkelig blanding af realisme og teater. Idéen med den plastiske dekoration, er god; man når at leve sig ind i denne~ købmandsgård med dens have, gård og~ udhuse. En enkelt fejl, som den, at Katerinas værelse har to vinduer i exteriøret, men kun ét i interiøret, kan jo, rettes. To kældernedgange overfor hinanden er heller ikke særlig indlysende!' Sidste billede virkede en kende for usandsynligt: Mon ikke en overnatnin X i en sibirisk ødemarks kulde uden bål eller beskyttelse af nogen art vil før& lige ind i døden?

Af adskillige grunde må man håbe, at »Katerina Ismajlova« vil holde sig: på repertoiret i laengere tid, ikke mindst for at overbevise vor operaledelse om, at det betaler sig at være vågen overfor tidens rørelser. Premiéreaftenens begejstring lovede godt i så henseende.

Jfirgen Ba Izer