Mekanisk musik

MEKANISK MUSIK

ved Jilrgen Balzer

11 Monteverdi: Madrigaler. (HMV. DB 5038-42 å 6,50 kr.)

Få perioder er vel så interessante for den moderne forsker som tiden o. 1600. Intet kan være mere spændende id-Åg end det at iagttage individualismens opståen, og hvorledes den sætter sit præg på kunsten, denne individualisme, som.

skiller »den nyere tid« fra »middelalderen«, og som i udviklingens forløb udarter til den vildeste subjektivisme, hvorom striden står idag. Monteverdi er kendt som en af dem, der i musiken går stærkest ind for en ny stil, der, i modsætningtilden klassiske polyfoni, formårat male, at gengive i toner de almenmenneskelige følelser. Han er især kendt som en af dem, der o. 1600 giver deres bidrag til den nye stil gennem operaen, men i virkeligheden er hans indsats på madrigalens område ligeså karakteristisk for tidens stræben, og mens vi kun har 1fåogexempler.1

spredteoverleverede p,

hans operaer, danner hans ni samlingeraf madrigaler en uafbrudt kæde fra denførste bog i 1587 til den sidste i 1651.I disse kompositioner kan vi følge ud-viklingen fra den egentlige a-cappellamadrigal til den instrumentalt ledsa-gede kantate. I de første fem bøger be-finder vi os endnu på a-cappella ma-drigalens grund. Med melodiske og ha1~-moniske midler søger Monteverdi her atmale og karakterisere. Ofte sker dettetemmelig brutalt, men af og til stødervi på kompositioner, der med få og ud-valgte midler giver digtets atmosfæretil fuldkommenhed. Et sådant exempeler i denne optagelsesserie »Eeco mormo-rar Ponde« fra 2. bog. Af og til kan vii de første fem bøger iagttage, hvordan Monteverdi trækker én stemme frem ogreducerer de andre til en art akkompag-nement, dette naturligvis for at tydelig-gøre texten. Herfra og til at skrive forén eller flere stemmer med instrumen-tal-akkompagnement er springet ikkestort, i alle tilfælde ikke større end at(len modsatte proces, at omforme eninstrumentalt ledsaget arie til en fem-stemmig madrigal, finder sit exempel i»Lamento d'Ariana« fra 6. bog. Nogleaf madrigalerne med basso continuo fra6.-9. bog er da heller ikke andet endduetter eller trioer, som kunde gå ligeind i en samtidig opera. Andre igenhar karakter af dramatiske scener medfordelt text. (I denne serie repræsen-

teret. ved »Lamento della Ninfa« fra 8. bog.) Det kan herefter næppe forundre, at 'Monteverdi i sin 8. bog optrykker to

ældre sceniske værker: »Il combattimento dl Tancred! e di Clorinda« (1626). og »Il ballo delle Ingrate« (1608). Af denne sidste, en ballet-opera efter fransk mønster, giver serien os et uddrag, desværre med ret følelige forkortelser. Foruden disse stykker med deres nære tilknytning til den samtidige operastil. indeholder de sidste samlinger en række kompositioner for én og flere stemmer med instrumenter. En komposition som den sex-stemmige »Hor ch'el ciel« fra 8. bog med dens vexlen mellem homofone, fuldstemmige partier og imitative, dramatisk betonede partier er et godt exempel på den flerstemmige madrigals. sidste udviklingstrin, inden den går over i kantaten. Rigeligt, måske lidt for rigeligt i betragtning af pladsen, er kompositionerne for to lige stemmer med instrumenter repræsenteret. Her forekommer fra 7. bog romanescaen »Ohime, dove il mio ben« og canzonetten »Chiome d'oro«, denne sidste som et godt exempel på den rene instrumentalmusiks. indtrængen i madrigalen. Fra 9. bog »Ardo« og »Zefiro, torna«, som for den sidstes vedkommende måske nok kunde være erstattet med noget betydeligere og interessantere.

Udførelsen er vokalt set god, derimod lader continuostemmen næsten overalt meget tilbage at ønske. Når dertil kommer, at Mlle. Nadia Boulanger, der har planlagt og ledet hele serien, udfører denne stemme på et moderne klaver, bliver indtrykket meget ofte som af et moderne romanceakkompagnement. En chitarrone eller et cembalo vilde have været på sin plads. Imidlertid må man, selv med dens mangler in mente, hilse denne publikation velkommen og håbe på, at den må få en sådan afsætning, at en fortsættelse snarest vil følge.

// Bach: Koncert for 2 violiner og ork., d-moll. (Col. LX 659-60 å 6,50 kr.)

Dette henrivende værk er med rett,~ optaget flere gange, men stadig uden at finde den helt rigtige løsning. Den nærmest foregående ved Menuhin og Enese«» var god, men manglede cembalo-continuoen. Den findes på denne og i en udmærket udførelse, men de to violinister, Josef Szigeti og Carl Flesch, er for uensartede af tone og temperament. Udførelsen får derfor et præg af usikkerhed og uro, der især er følelig i sidste sats med dens lidt for hurtige tempo.

/1 Mozart: Klaverkoncert i c-dur. K& chel 467. (HMV. DB 3099-3102 å 6,50 kr.)

Med en beundringsværdig ihærdighed publicerer englænderne den ene Mozart.koncert efter den anden: es-dur (271), es-dur (365), Y- dur (459), d-moll (466,), es-dur (482), a-dur (488), d-dur (537) og b-dur (595) er allerede publiceret. C-dur (467) foreligger i denne måned og c-moll (491) kan ventes i nærmeste fremtid. - Englænderne er mestre i den kunst at give Mozart-orkesteret dets rette valør på pladen. Indspilningen ved London symfonikerne under Malcolm Sargent . er fuldendt. Arthur Schnabel spiller solopartiet med megen forståelse,

I

kun kadencerne er (som sædvanlig) uden for stilen.

11 Beethoven: Symfoni nr. 5, c-moll. (HMV. DB 3328-31 å 6,50 kr. + DBS 3332, 3,25 kr.)

Det var vel. på tiden at få en helt up-to-date optagelse af denne symfoni. Ingen af de ældre optagelser var helt tilfredsstillende. Der er en ualmindeli,strålende, lys klang over disse plader, der på visse steder forsømmer bassen lidt for meget. Det går også lidt ud over paukerne. Med Furtwånglers opfattelse er vi ikke helt indforstået. Det gælder især andanten, der virker en kende opstyltet. Det skulde vel heller ikke være nødvendigt at bruge 9 sider, når alle andre kan nøjes med 8.

11 Beethoven: Symfoni nr. 6, f-dur. (HMV. DB 3333-37 å 6,50 kr.)

Det er ikke helt let at se, hvorfor Toscanini (der denne gang leder B. B. C. symfonikerne) absolut skal optage Pastoralen, når Bruno Walters mesterlige gengivelse (DB 3051-55) endnu kun er et år gammel. Nogen musikalsk gevinst betyder det ikke. Toscaninis temperament synes ikke helt at kunne forlige sig med idyllen, og Beethovens teaterstorm er. ikke det ragnarok, som Toscanini gør den til. Vi foretrækker således både teknisk og musikalsk Walters gengivelse.

// Beethoven: Symfoni nr. 7, a-dur. (Pol. 67162-66 å 6,50 kr.)

To store dirigenter har for nylig indspillet den syvende: Weingartner og Toscanini. Begge optagelsers fuldendthed strandede på tekniken. Her er nu ,en fuldendt teknisk gengivelse ved Carl

Schuricht og Berliner filharmonikerne. Schuricht hører ikke blandt de store navne, men vi har sjældent hørt en så ærlig hengivelse i Beethoven, her er intet forsøg på gennem personlig »udlægning« at forvrænge, nodebilledet, der forøvrigt i sig selv kan være svært nok at gengive (finalen). Det er en god optagelse!

11 Liszt: Rapsodi nr. 2. (Pol. 67171, 6,50 kr.)

Liszt anden rapsodi er sikkert det mest indspillede stykke i hele literaturen. For den,-der endnu ikke ejer den, anbefaler vi denne optagelse ved Alexander Borovsky som den i alle henseender bedste.

11 Verdi: »Als Sieger kehre heim« af »AYda«. (Pol. 30018, 4,50 kr.)

Blandt mylderet af gode vokalplader rager denne op, sunget af Berliner operaens unge sopran Tiana Lemnitz med mere end almindelig charme og virkelig dramatisk forståelse. Også orkesterparten står godt.

/1 Borodin: Polowetzerdanse af »Fyrst Igor«. (HMV. DB 3232-33 å 6,50 kr.)

Den russiske romantik er et af de områder, hvor Stokowski er ubestridt mester. Der er farve, fest og glans over denne fint afbalancerede optagelse, der rummer et par danse mere end Columbiaoptagelsen (LX 369-70) under Beecham. Denne har til gengæld den fordel at medtage de originale kor-partier.

11 Brahms: Tragisk ouverture. (HMV. DB 3349-50 å 6,50 kr.)

Toscaninis engelske optagelser synes gennemgående at være bedre end han-, amerikanske. B. B. C.-symfonikerne er ganske vist ikke helt så fremragende som New Yorker filharmonikerne, men det tekniske er så meget bedre, at helhedsindtrykket synes mig at falde ud til fordel for de engelske optagelser,

Fjerde side optages af 3. sats af Beethovens 1. symfoni. Man skulde synes, at det var et overstået stadium, dette med at bruge en løsreven sats af et symfonisk værk som fyldekalk.

11 Dvorak: Symfoni nr. 5, e-moll. o,,-». 95. (HMV- C 2949-53 å 5,00 kr.)

Tre elektriske optagelser af dette Dvoraks, symfoniske hovedværk har Stokowski og Filadelfia filharmonikerne udsendt i løbet af de ti sidste år, men ingen af dem ~år i musikalsk henseende denne udmærkede optagelse ved de tjekkiske filharmonikere under Georg Szell. Også teknisk er den god, dog med den begrænsning, at rummets efterklangstid har været rigelig kort. Det giver ganske vist en distinkt klang, men har for fortet den ubehagelige følge, at det lyder -fladt.

11 Mahler: »Ich bin der Welt abhanden, Qekommen«. (Col. LC 23, 4,50 kr.)

Denne plade er ligesom »Das Lied von ,der Erde« optaget under en koncertopførelse i Wien. De samme forhold gør sig derfor gældende her: en ikke helt tilfredsstillende balance, men musikalsk overordentlig smuk. Den synges af Kerstin Thorhorg, Wiener filharmonikerne ledes af Bruno Walter.

IJRichard Strauss: »Ståndchen« og »Heimkehr«. (Pol. 30030. 4,50 kr.)

Heinrich Schlusnus har sikkert vundet sig mange venner herhjemme gen.nem sine storartede, indsyngninger af Schuberts, Wolfs og Mahlers sange. De to Strauss-sange er af meget forskellig karakter. Bedst er »Ståndehen«, der hører til det smukkeste blandt hans sangproduktion.

11 Prokofjef: Symphonie classique, op. 25. (HNIV. D 1857-58 å 6,50 kr.)

En ældre, men dog særdeles vellykket optagelse for yndere af pasticher. Ellers består pladernes værdi i den fjerde sides to satser: scherzo og marsch af »L'amour des trois Orange«, noget af Prokofjefs bedste. Kussevitzsky og Boston symfoniorkesteret står for geng!velsen.

11 TValter Gieseking: Sonatine for fløjte og klaver. (Col. LWX 199-200 å 6,50 kr.)

Den udmærkede pianist optræder her som komponist med en lille tresatset ,sonatine. Det er et noget eklektisk, tungt arbejdende værk under tydelig påvirkning af 20-ernes franske modernisme. Gieseking spiller selv klaverpartiet, fløjten spilles af Gustav Scheck. Man har hørt det bedre. - På den fjerde side står to stykker af Albert Roussels op. 27: »Joueurs de flilte«.