Ny dansk musik

Ny dansk Musik

ved Niels Viggo Bentzon

Zeif Thybo: Concerto for Kammerorkester

Ved D. u. T.s Orkesterkoncert, der fandt Sted medio December, debuterede den 22-aarige Komponist Leif Thybo med en Concerto for Kammerorkester. Komponistdebuter er nu om Stunder relativt sjældne, saa de gør Krav paa Interesse, særligt naar Debutværket giver Stof til Eftertanke saavel i positiv som i negativ Retning. - Og det gør Leif Thybo's Kammerkoncert. -

Hvad angaar det rent formale, har den Bach'ske Brandenburger-Koncert ubevidst eller bevidst været Forbillede for Thybo her i Kammerkoncerten. Anslaget kan vel næppe kaldes typisk »brandenburgersk«, men det har meget af Stemningen fra Barok-Præludiet, denne mærkeligt svævende, overpersonlige Atmosfære.

Det ses dpg klart af ovenstaaende Eksempel, at Thybo ikke forfalder til nogen Art af Barok Pastiche. Selve Behandlingen af Elementerne, især Intervalforholdene, er utvetydigt nutidige, og dette Hovedtemas ekspressive Holdning kan flygtigt minde om Melodidannelser hos en Komponist som Franz Syberg. - Kimen til den plastiske Udformning af denne Førstesats ligger gemt i Eks. 1, et Træk, der viser, at Thybo's Form er et Produk~ af Stoffet-r Vækst, hvilket netop er den levende Form i Modsætning dl det symmetriske 2-Takts Skema, der virker uformaaende, hvis ikke ogsaa det er et Produkt af Stof - fets Vækst. Dette sidste f øles kun helt overbevisende i den wienerklassiske Stilperiode, hvor den regelmæssige Periodedannelse er noget essentielt i selve det musikalske. - Her melder sig Spørgsmaalet, om Thybo virkelig har formaaet at skabe en saadan overbevisende plastisk Form paa et nutidigt Grundlag. Hertil maa. dog svares benægtende, idet Komponisten i Løbet af denne Førstesats Udformning paa et givet Tidspunkt disponerer galt og spinder en lang Ende ud af et sølle 16'dels Motiv, der ganske tager Pippet fra Hovedtemaets »naturlige« Behandling. Thybo's Udformning faar derved det afgjorte Minus, at den ubetonede, frie Fornemmelse i Eks. i i Løbet af Satsen forvandles til Pindehuggeri ved denne uformaaende K-Jaeben ved den stakaandede 16'dels Bevægelse. - Naar jeg alligevel, ret bredt taget, har dristet mig til at kalde Thybo's Form for »levende«, et Produkt af Stoffets Vækst, skyldes det, at der trods alt i dette Stykke ligger en samlende, viderebefordrende Kraft i Be~yndelsestemaet, som ganske vist kun af og til faar »Tilladelse« til at virke ud fra sin naturlige Lovmæssighed. -

Det flg. Citat, ogsaa hentet fra Begyndelsen af Førstesatsen, viser, efter hvilke Principper man kunde ønske sig den videre Udformning af Stykkee:

Denne frie Behandling af det rytmiske indenfor 6/8'dels Bevægelsen, der netop her har et karakteristisk nutidigt Præg, bliver, som antydet i det foregaaende, ikke udnyttet i tilstrækkelig Grad i Satsens Forløb og i de Episoder, hvor 16'dels Motivet hersker eneraadigt, føles Takternes 6/8'dels Slag for stærkt pointerede. Herved fremkommer en Slags »Pseudoskematik«, der afviger fra den symmetriske 2-Taksts Skematik

derved, at der i »Pseudoskematikken« ikke paa Forhaand ligger en symmetrisk Disposition til Grund for Udformningen af det musikalske, men i Satsen bliver den oprindelige »frie« 8'dels Bevægelse gjort stakaandet ved Indførelsen af et Modkontrapunkt, der for kraftigt pointerer Taktslagene:

Koncertens langsomme Sats er noget mindre tynget af »pseudoskematiske« Træk og Formen maaske i endnu højere Grad end Tilfældet var med Førstesatsen, et Produkt af Stoffets Vækst. - Adagioens Anslag viser dog Thybos endnu ret uudviklede Evne til at føre en tematisk Tanke videre paa en plastisk overbevisende Maade:

Ved Mærket X er der et »Hul« i det melodiske Forløb. Der skal herved forstaas, at der ingen Forbindelse er mellem det melodiske Stof, som kommer før X, og det der kommer efter X. Triolbevægelsen føles ikke organisk udviklet af det første Takters Melodistof, den sætter for brat i Gang, er »paaklistret«. Ved X »kr2eves« en almindelig 8'dels Bevægelse, for at den Udformning, som Takt 6 har, skal virke motiveret. Som den nu staar hos Thybo virker den 6. Takt alt for nervøs i Forhold til Satsens rolige Indledning i brede Værdier. Thybo skulde her have trukket Vejret dybere, saa at den ellers organisk udformede Sats ikke kom til at lide af et usikkert Anslag.

Iøvrigt bærer Adagioen Præg af kontrapunktisk Overlegenhed og selve Materialet viser Fordybelse i de nutidige Stilproblemer. Det melodiske er, i Lighed med Førstesatsen, stærkt ekspressivt, men samtidigt ikke uden Bismag af konstruktiv Forhaandsindstilling. Eks. 4 tynges af en vis Beregning, der giver sig et konkret Udslag i den lille None d-es, der er for voldsom i sit Udsving i Forhold til det forudgaaende Stof. Jeg har en lumsk Mistanke om, at Komponisten her bevidst har tilstræbt et saa »frisk« Intervalforhold som muligt (Tveerstanden d-es), uden samtidigt at agte paa. det længere melodiske Sammenhæng, der ikke taaler, at man straks »planter N2even i Synem.

Endnu et Eksempel, der nærmere skulde uddybe, hvad jeg før mente med at opstille Begrebet »Pseudoskematik«:

Den bratte Igangsættelse af 8'dels Bevægelsen virker uorganisk. Da den langsomme Sats ellers er bøjelig og plastisk med Hensyn til de rytmiske, virker 8'dels Forløbet »forsåvende« og skematisk tyngende, fordi det ikke føles at vokse motiveret ud af det forudgaaende Stof. -

Sidste Sats er der i og f or sig ikke saa meget at sige om. Afhængighed af Barokformer, særligt paa det rytmiske Omraade, generer i nogen Grad,

og Satsen. som Helhed er noget tør i sin Udarbejdelse. Formalt set er Tempoforskydningen, fra Allegro til Adagio ved Slutningen af Satsen en god musikalsk Virkning, idet noget af hele Værkets Grundstemning samles som i en Slutsyntese.

Tilbage bliver at omtale et vigtigt Problem.

Ved Studiet af Thybo's Partitur synes Strygerfraseringen at lade meget tilbage at ønske. Fraseringsbuerne er altfor lange og det leder Tanken hen paa, at Thybo er gaaet ud fra. en »abstrakt« Metode, der mere skaber udfra det, som kan spilles paa Tasteinstrumenter, Klaver og Orgel etc. Det klanglige Indtryk af Stykket ved Koncerten var ret miserabelt og det skyldes for en stor Del den ufuldstændige Strygerfrasering. - Men da den »abstrakte« Frasering ikke desto mindre dækker en musikalske Bestræbelse hos Komponisten, vil de kortere Buer, der mere er

i Overensstemmelse med Strygeinstrumentets rent spilletekniske Væsen, afgjort svække det lange melodiske Drag, der f. Ex. udmærker Førstesatsens Anslag. - Heri ligger for Komponisten et uløst Problem: Hvorledes kan min »abstrakttænkte« Frasering slaa, en Bro til det, der er mest praktisk for Strygeinstrumenterne?

Paa dette Spørgsmaal maa Komponisten og ikke Artikelskriveren svare.