Nogle ord om musikkritik

Af
| DMT Årgang 20 (1945) nr. 04 - side 64-67

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Ping Pong Punktum
  • Annonce

    Edition S-annonce

NOGLE ORD OM MUSIKKRITIK

Af Erik Abrabamsen

Professor, Dr. phil. Erik Abrahamsen diskuterer Musikkritikens Kaar og Væsen med Knudåge Riisager og Jørgen Bentzon.


Deltagelse i Musikdiskussioner herhjemme, mundtlige eller skriftlige, er ikke det, der frister mest. Men den urbane Tone i Riisagers Artikel »Om Musikkritik, nogle Betragtninger« (DMT, Nr. 2, 1945) - et velovervejet og aandeligt overlegent Indlæg, der paany viser Riisager i hans saa tiltalende au-dessus-de-la-mêlée-Holdning - har lokket mig frem med nedenstaaende Bemærkninger. Maaske kunde de, i al Beskedenhed, bidrage til den Tankeudveksling, Riisager efterlyser i Slutningen af sin Artikel, og paa samme Tid virke oplysende i en Tid, da Musikkritikerne nu og da fornemmer en ikke altid lige sart Blæst mod sig. I denne Forbindelse forudskikker jeg dog, at jeg ingen Bemyndigelse har fra mine Kolleger i Musikanmelderringen til at fremkomme med denne Artikel, der hele maa staa for egen Regning. Det kunde have været fristende ogsaa at komme nærmere ind paa selve de Spørgsmaal, der har affødt Riisagers Artikel (»Symfoniproblemet«, Niels Viggo Bentzons »Kritik«, m. m.), ligesom jeg gerne vilde have fordybet mig mere i de Emner, min Artikel behandler; flere af dem kunde give Anledning til hele Afhandlinger. Men jeg bliver, af let forstaaelige Grunde, nødsaget til at holde mig strengt til Emnet og endda begrænse dettes Behandling til det nødtørftigste.

Riisager ser Begrebet Musikkritik f ra Komponisternes Side og understreger, at Kritik er en Nødvendighed i et kunstnerisk levende Samfund. Den skabende Kunstner behøver Kritikken som en Modvægt til sit Arbejde, ja som en udefra virkende Kontrol, der indregistrerer Indtrykket hos den Del af Menneskeheden, Kunsten søger at faa i Tale. Kritik er det Middel, Menneskeheden har til at henvende sig tilbage til Kunstneren. Kritikken kan derfor ikke undværes, den er den anden Halvdel af Kunstens Eksistens (Riisager). I sin Artikel »Komponist og Kritik« (DMT, Nr. 3, 1945) fremhæver Jørgen Bentzon - efter at have givet adskilligt ondt fra sig, som jeg senere skal komme tilbage til - et andet ligesaa positivt, om end knapt saa ophøjet Syn paa Musikkritikken, nemlig, at Kritikken har Betydning saa at sige som Rekommandør: »Skal vi saaledes ikke overvurdere Kritikken, bør vi paa den anden Side ikke undervurdere den. Selvom den væsentligst er og maa være journalistisk præget, betoner den dog til Stadighed Musikkens Betydning som Kulturfaktor, og den loyale og indsigtsfulde Kritik kan gøre megen Nytte ved at vække Interesse for Ting, der er Interesse værd .... «

Man kan give begge Komponister Ret. Riisagers alvorlige, høje etiske Syn paa Kritik maa iøvrigt ikke alene gøre Sindet varmt af Taknemmelighed hos Folk, der virker som Musikanmeldere, men vil samtidig anspore dem til yderligere Arbejde paa at løse det saa aabent og rigtigt formulerede Maal for en bestemt Side af Musikkritik. Ogsaa Jørgen Bentzon kan man give sin Tilslutning. Saafremt den daglig Musikkritik faldt bort, vilde der sikkert opstaa et mærkbart »kulturelt Tomrum« omkring Musikken, der hurtigt vilde faa praktiske Følger. Musikkritikken er et Incitament, hvis Betydning for Publikumsinteressen og dermed for det offentlige Musiklivs Trivsel ikke maa undervurderes. Det er muligt, at Musikkens Kunstnere nu og da kan blive gram i Hu mod Musikkritikerne, men glemmes bør det i saadanne bitre Stunder ikke, at Kritikkens stadige Omtale af Musik, Musikere, Musikopførelser, Musikinstitutioner og Musikforhold - den være mere eller mindre gunstig i de enkelt Tilfælde - er i al Fald een af de Bærepiller, paa hvilken Musiklivets Bygning og Musikernes Eksistens hviler. Det kan tilføjes, at uden Musikkritik vilde vort Musikliv, netop paa Grund af den manglende Vejledning og Regulering, i Løbet af kortest mulige Tid blive oversvømmet med kompositoriske og vokal- og instrumentalmæssige Dilettanterier.

At Musikkritikken i de senere Aar har arbejdet under store Vanskeligheder, kan vel ikke være skjult, Vanskeligheder, der til Tider har været af en saadan Art, at de nok har kunnet faa een til at pønse paa at smide Pennen. Bladenes Pladsmangel (Papirmangel) er en af dem. En anden er Trafikvanskelighederne, der foraarsager, at Bladene skal være færdigtrykt paa et meget tidligt Tidspunkt af Aftenen, hvilket en Overgang medførte rent ud katastrofale Forhold for Musikanmelderne, men som nu for nylig har udviklet sig derhen, at Anmeldelserne først skal afleveres Dagen efter Koncerten og først »kommer paa« næstefterfølgende Dag, en Ordning, som jo allerede tidligere har været efterlyst (f. Eks. f ra Unge Tonekunstneres Side), og som noget nær er den ideelle betragtet fra et musikalskkunstnerisk Standpunkt, men som ikke er velset i Bladkredse og vistnok heller ikke altid passer de optrædende og deres Publikum.

En af de nævnte Vanskeligheder, Pladsmanglen, har været en ret væsentlig Aarsag til, at Dagbladskritikken ikke i særlig Grad i den senere Tid er kommet ind paa saadanne principielle Drøftelser, som Riisager efterlyser i sin udmærkede Artikel. Musikkritikerne har for Tiden ikke frie Hænder til at skrive om et hvilket som helst Emne eller til at brede sig i Dagbladenes Spalter i en hvilken som helst trykmæssig Udstrækning, men maa begrænse sig til en rent »Journalistisk« Behandling af det løbende Koncertstof, i et Omfang som, skønsmæssigt beregnet af den enkelte Anmelder, maa anses for nødvendig som stadig vedligeholdt Musikstimulans. Naar Riisager taler om, at der »I de senere Aar har indsneget sig en Tendens i Dagspressens Kritik til paa Forhaand at give op overfor de virkelig interessante Problemer, skyldes en saadan »Opgiven« derfor ikke aandelig Sløvhed hos Musikmedarbejderne, rnen praktiske Forhold. Jeg er overbevist om, at havde det været under normale Forhold, vilde Musikkritikerne med Glæde have taget Del i Diskussioner af den Art, Riisager nævner. At Dagspressen, paa et Tidspunkt hvor det kunde gøres, har vist Gæstfrihed i Bladenes Spalter overfor Artikler, der gik ud over Dagens Koncertanmeldelser, kunde der nævnes Eksempler paa. For mit eget Blads Vedkommende maa jeg have Lov til at henvise til de »Musiksider«, som »Berlingske Tidende« startede for et Par Aar siden. Kunsthistorie, Teater og Musik vekslede med hinanden fra Uge til Uge og fik saaledes hver tredie Uge en hel Side overladt til Specialartikler. Paa Grund af forskellige interne Forhold, der er irrelevante i denne Forbindelse, samt en efterhaanden af Forholdene affødt truende Pladsmangel, gik disse Sider desværre ind igen, uden at have faaet løst den Opgave, man havde sat sig. Men det er rigtignok mit Haab, at »Berlingske Tidende« vil oprette dem igen, naar Tiderne trækker sig i Lave, saaledes at aktuelle musikalske Problemer paany kunde komme under Debat her. Iøvrigt har de andre Blade ogsaa kæmpet tappert i de senere Aar for at skaffe et Musikstof af videre aandeligt Omfang Plads i Spalterne, saaledes er jo en Række ypperlige Kronikker fremkommet (som bl. a. Riisager selv er delagtig i). Men enhver Bladmedarbejder véd, hvor vanskeligt det for Tiden er at »faa Stoffet paa«. Fagtrængslen er stor.

Hvad der især har interesseret mig indenfor de mere detaillerede Spørgsmaal i Riisagers Artikel, er for det første Riisagers Udtalelse om, at det »vistnok er en undskyldelig menneskelig Svaghed, at Kunstnerne helst ser en velvillig, rosende Kritik. Det er altid behageligt at faa Anerkendelse. Men det er ikke sundt. Der er noget om, at man gaar kraftigere frem i Modvind«. Tankegangen indeholder sikkert en Kerne af Sandhed. Men paa dette Punkt mener jeg, at Riisager uden Skade og uden at krænke nogen kunde have sat ind med haardere »Kritik af Kritikken« - den, Riisager ikke officielt tilsigter, men som man fornemmer mellem Linierne i hans Artikel. Man maa ikke, hverken fra Komponisters eller Musikkritikeres Side, lægge nogen Ondskab ind i mine Ord, der iøvrigt ogsaa rammer mig, tildels da, eftersom jeg har været med i Musikkritik siden 1934 - naar jeg selv foretager denne »Kritik af Kritikken« ved at sige, at det Slægtled af Komponister, som Riisager tilhører, og til en vis Grad ogsaa, det efterfølgende, har faaet alt for lidt af den omtalte »Modvindskritik«. Naturligvis er Riisager og hans Kolleger gaaet kraftigt frem endda, heldigvis. Men det er ikke Kritikkens Skyld, der efter min Mening har været for lemfældig. Hele den Komponistskole, der var ved at modnes i 1920-30erne er i henrivende Grad blevet forkælet af Kritikken, ja, har egentlig aldrig, eller i al Fald kun fra enkelte Sider, været udsat for en systematisk, virkelig kritisk Vurdering. Jeg véd ikke, hvad Aarsagen hertil har været. Maaske at enkelte Kritikere stod usikre overfor de nye Signaler i Tonekunsten? Maaske, at andre følte sig intimiderede af den kampberedte Holdning, de unge Komponister indtog? Man havde dengang Fornemmelsen af - jeg kan ikke dokumentere dette, men siger udtrykkelig at det var en Fornemmelse man havde af, at de unge Musikere ikke ønskede Modvind eller Modsigelse. Man vil maaske hævde, at Modvinden havde været overflødig, thi Komponisterne blev jo som sagt »alle reddede«. Jeg er ikke sikker paa, at dette Ræsonnement er rigtigt. Jeg er tværtimod overbevist om, at en kraftig Modvind, netop saaledes som Riisager tænker sig den, havde sparet hin Komponistskole for mange Eksperimenter, som slugte megen Tid, der kunde have været udnyttet paa bedre Maade.

Denne Tanke fører over til det andet af de Punkter i Riisagers (og Bentzons) Artikel, som i særlig Grad har interesseret mig - Udtalelserne om Kritikken, som medskabende Faktor.

Riisager godkender den Tanke, at en Musikkritiker kan have Held til at være medskabende (jvnf. det konkrete Eksempel fra sit eget Liv, som han fremdrager), medens Bentzon benægter den, dog med et lille Forbehold i Slutningen af sin Artikel (»det sker saa forbandet sjældent«). Det er muligt, at adskillige Musikere aldrig har haft Gavn af Musikkritikken - Musikkritikerne har ogsaa ofte Indtryk af, at deres Gerning er saa glædesløs som at holde en Prædiken i Ørkenen - men til Bentzons Udtalelser maa man alligevel føle sig fristet til at fremkomme med dette forsigtige lille Spørgsmaal: er det virkelig muligt, efter saa mange Aars frugtbar Komponistvirksomhed, i saa kategorisk Formulering (som Bentzon ynder det) ganske at afvise Kritikkens Betydning for ens kunstneriske Virke? Bentzon er en af de dengang unge Komponister, der i sin Tid først og fremmest blev baaret paa Hænderne af Kritikken. Kan det slet ikke tænkes, at denne stadige Medvind (berettiget eller uberettiget) har været medoverbevisende hos ham med Hensyn til eget Værd og med Hensyn til, at han var paa den rette Vej? Men i samme Øjeblik har Kritikken jo været »medskabende«.

Musikkritik, baade overfor skabende og udøvende Musikere, er mangeartet i sit Væsen. Den omfatter meget heterogene, ikke altid lige værdifulde Komponenter - ved hvilke det objektive og det subjektive stadig indgaar i Vekselvirkning (objektiv og subjektiv her taget i filosofisk Betydning, ikke i den populære Mening: upartisk-partisk) - saasom journalistisk Rapport (»hvad skete der paa Koncerten«), »pædagogisk« Stof (Især ved Omtalen af ældre Værker), æstetiserende Exegese, stilistisk Deskription, Konstatering af tekniske og ekspressive Færdigheder, af Udførelsens Overensstemmelse (eller Uoverensstemmelse) med Komponistens og Tidens Intentioner (»Stilen i Gengivelsen«) etc. Hvilken af de her nævnte (og andre) Komponenter det bliver, som afgiver mest Farve til Anmeldelsen, kommer naturligvis i hvert enkelt Tilfælde an paa Koncertens Art og Indhold.

I denne mangeartede Musikkritik ligger den alvorligt arbejdende Musikkritikers Ansvar paa Linie med Komponistens og den udøvende Musikers. Størst synes mig imidlertid Kritikerens Ansvar med Hensyn til Værdidomme over den helt nye Musik (»Uropførelserne«). Episoden 1920-30 viser som i et Skoleeksempel, at Kritikeren (iøvrigt i det Hele taget) har et Dobbeltansvar: overfor hvad han undlader at sige, og overfor hvad han siger. I første Tilfælde er han »medskabende« ved sine Undladelsessynder, i sidste Tilfælde er han medskabende ved sin positive Indsats, den være sig »kritiserende« eller rosende, fejlagtig eller rigtig.

Thi selvfølgelig kan en Musikkritiker, der er oplært i Musik og kan sit Fag tilbunds, være medskabende, hvis da Komponisterne vil sætte sig ind i hans Meninger og lade være med at følge Bentzons fornøjelige Raad om at »læse med et halvt Øje og aldrig mere end én Gang«. Musikkritikeren er ved selve sin Gerning jo dog ogsaa et Slags skabende Medmenneske, hvem den aandelige Skabelsesakts Væsen og Teknik ikke er fremmed. Hvorfor skulde Musikkritikeren ikke kunne være i Besiddelse af den kompositorisk, »kompletterende« Evne, som Bentzon efterlyser. Man kan ikke dele Menneskeheden i to skarpt adskilte Baase: de, der kan udforme en Komposition, og de, der overhovedet ikke har Forstand paa Komposition. Den, der ikke er Komponist af Profession, kan meget vel have et overordentlig sensibelt Øre
f. Eks. for Skønhedsfejl i et Musikstykke og paa intuitiv Maade ane Midlerne til deres Afhjælpning.

Det maa tilføjes, at Musikkritikeren ofte har intimere Føling med det musikelskende Publikum, end Komponisterne har det. Det ligger i Sagens Natur. Hans Læsere henvender sig tillidsfuldt til ham, mundtlig eller pr. Korrespondance, giver ham Tilslutning til hans Kritik, eller tager Afstand fra den. Han er jo nu engang det eneste Talerør, de har i musikalske Anliggender. Han kender i højere Grad end Komponisterne Pulsslaget hos det musikdyrkende Publikum, kender dets, ja undskyld jeg bruger saa højtideligt et Ord, men det er rigtigt - Længsel efter bestemte Musikoplevelser i den nye Musik, ikke efter populært Godtkøbskram, der lefler for daarlig Publikumssmag, men efter intense æstetiske Oplevelser, der kan dække en alvorlig kunstnerisk Trang. Ogsaa som Meddelelsesmiddel fra disse Kredse har Musikkritikeren en Slags medskabende Opgave.

I Slutningen af sin Artikel kommer Riisager ind paa Tanken om, at Dagbladskritikken skulde tage en Kritik af Radioens Musikudsendelser op, idet Riisager anser det for rimeligt at foretage en Kontrol af Udsendelsernes programmæssige og udførelsesmæssige Kvalitet og, ikke mindst, foretage en Bedømmelse (og vejlede alt Folket) ved Fremkomsten af nye Kompositioner i Radio. Det er rigtigt, naar Riisager i denne Forbindelse bl. a. peger paa det bagvendte i, at Koncertsalsfremførelser, der overværes af nogle hundrede Mennesker, omhyggeligt kritiseres, medens Radioudsendelser, der maaske paahøres af Tusinder, slet ikke omtales (bortset fra Torsdagskoncerterne og Folkekoncerterne). Bentzon tager noget stærkere paa Veje, og taler i denne Forbindelse om Musikkritikkens »afmægtige Holdning« (ved ikke at anmelde Radiomusikken), og at Musikkritikken har »opgivet en betydningsfuld Position og reduceret sig paa en Maade, der vil kunne blive katastrofal for dens Indflydelse og Anseelse«.

Musikkritikerne maa have Lov til at trække lidt paa Smilebaandet, hvis Musikerne (og Publikum) virkelig tror, at Musikkritikerne ikke har beskæftiget sig med dette Problem. Det er forlængst drøftet i Musikanmelderkredse og har for fleres Vedkommende affødt det Initiativ, det kræver. Men som Situationen er med de store Begrænsninger saavel af Radioen som af Bladene, er Øjeblikket næppe inde til Nydannelser paa dette Omraade. At hele dette Forhold imidlertid vil blive taget op til Løsning, saasnart mere normale Tider indtræffer, anser jeg for givet. - Bentzon er saa velsignet impulsiv, men kommer til Tider i sin Impulsivitet let til at træde de forkerte Folk over Tæerne.

Til Bemærkningerne om Hanslick, der har været saa komisk uheldig ikke ar anmelde Bizet og hans »Carmen« efter Fortjeneste, kan siges, at Musikkritikerne naturligvis ikke alletider har haft lige stor Lykke til at udforme deres Dom over ny Musik (jvnf. f. Eks. ogsaa Modtagelsen i sin Tid af flere af Beethovens Symfonier). Naturligvis er desuden adskillige Kritikere konservative Naturer - ligesom saa mange af deres Medmennesker - og har øjensynlig ofte følt sig rystede og usikre over Nyskabelser i Musikken. Det er jo en velkendt Type Musikkritikere, der altid indstiller sig til den nye Musik ikke som den lyder, men som den efter deres egne Meninger burde have lydt. Maaske har dog de konservative Kritikere til Tider gjort deres Nytte som en Slags »Bremseklodser« paa en ellers lidt for rebelsk Musikudvikling. Men ud fra dette Grundlag at klandre hele Musikkritikerstanden - man har Indtryk af, at det er det, Bentzon med godt Humør er ude efter - synes mig noget for morsomt. Med Hensyn specielt til Hanslick kan man iøvrigt med lige saa stor Ret fremhæve hans mange heldige Rescensioner. Eksempelvis kan man pege paa, at det dog var Hanslick, der i sidste Instans gav den mishandlede Schubert den Oprejsning, Schubert havde Krav paa, og at det var Hanslick, der med stor Omsorg hægede om den Oase i Musikken i det 19de Aarhundredes anden Halvdel, der hedder Brahms. Iøvrigt er det, til Bentzons behagelige Oplysning, blevet umoderne at hakke løs paa Hanslick, saaledes som man en Overgang gjorde det. De seneste Undersøgelser har renset ud i de mange Fejlvurderinger, Opfattelsen af Hanslicks Standpunkt var behæftet med, og placerer ham i Spidsen for den nyere Tids videnskabelige Musikæstetik. -

En tendentiøs truende Holdning, »Træden paa Tæerne«, Fornærmelser, Intimidation etc. i Kunstens Verden - fra hvad Side det saa kommer er altid Tegn paa usunde Forhold indenfor dens Grænser. Jeg er Tilhænger af en Pacificering af Forholdet (uden at det maa gaa ud over Ytringsfriheden) mellem Musikkens Kunstnere og deres Kritikere. Det er, som om Musikere og Kritikere ofte betragter sig som fødte Fjender. Herregud, hvorfor ikke tage det lidt roligt, om muligt med et Stænk af Humor (en Gave, der desværre saa sjældent falder i Musikkritikeres Turban). Og saa iøvrigt huske paa, at begge Parter jo dog kun har eet Maal: Musikkens Fremme. Det Samarbejde, der allerede i det dulgte spirer (venskabelig Tilladelse til at overvære Prøver, Udlaan af Manuskriptkompositioner før Uropførelsen, Gennemspilning af Værkerne, private Samtaler om Maal og Midler i de nye Værker o.s.v.) maatte kunne udvides og foregaa i fuldt Dagslys.

Kunde Riisagers Artikel bidrage til at befordre en saadan Udvikling, er den ikke skrevet forgæves - og dansk Musikliv har endnu en Aarsag til at være ham taknemmelig.

Årgang 20/1945, nr. 04