Jazz som kulturfænomen

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 03 - side 40-44

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

JAZZ SOM KULTURFÆN0MEN

Af Kirsten Bang .

Efter min Mening har vi længe trængt til et Opgør med jazzen som Kulturfænomen. Et saadant er nu indvarslet gennem Magister P. Hamburgers Piece: »Kulturkrisen . musikalsk sem, et Indlæg i Kulturdebatten, som enhver, der er interesseret i vor Tids Kulturkrise, ubetinget bør læse.

Allerede i sin Musikhistorie, udk. 1936, har Mag. Hamburger udtrykt sit pessimistiske Syn paa den europæiske Musiks Nutid og Fremtid. I Indledningen til Kapitlet om den romantiske Musik gør han Rede for sit Syn; og saa vidt jeg ved, er det første Gang i dansk Musikkritik, at en Kritiker løfter sit »Udsigtspunkt« saahøjt op, at han overskuer den europæiske Musiks Udvikling som en Helhed, fra dens Fødsel omkr. Aar 1000, da Kontrapunktet, og dermed Flerstemmigheden, Harmonien, brød frem, og til dens tilsyneladende Afslutning, da Romantikken i suveræn Subjektivisme saa at sige sprængte sig selv. Siden Romantikkens Død har den europæiske Musik været udpræget vaklende og usikker og eksperimenterende; har feberagtigt søgt sin Tilknytning saa i slavisk præget Folkemusik, saa i de gamle »afsjælede« Former fra Baroktidens og Wienerklassikens Tid, snart i moderne, konstruerede nye Tonesystemer (Arnold Schønberg), og snart i Negerjazzen med dens inciterende Rytmer.

Men mens baade den »arkaiseren.de« og den nye konstruerede Kunstmusik ikke har fundet Genklang ud over smaa Kredse, har jazzen virkelig formaaet at vinde Fodfæste hos store Dele af Ungdommen og den lidt ældre Generation. Ikke blot har jazz sejret ubetinget som Dansemusik - (dvs. en synkoperet, rytmisk Populærmusik, hvor Klange og Melodier er sentimentalt romantiske, mens jazzrytmen bringer nyt »Liv« over det) ; men ogsaa, hvad der er betydningsfuldere, som Kunstmusik - kaldet Swing - har den »ægte«, negro-amerikanske jazz vist sig at hæve en Livskraft som ingen anden Musik, der frembringes i vore Dage. Der er virkelig noget levende, noget blodrigt over Swingmusik, noget der umiddelbart taler til de Mennesker, der aabner sig for denne Musik. Hører man derimod et Stykke moderne Musik f. Eks. af Stravinskys eller Hindemiths Skole, bliver man let forvirret; man spørger sig selv: hvad betyder dette? Er det Kaos og Forvirring sat paa Musik? Er det vor Tids péle-méle, vor Tids Mangel paa en dyb, fast Mening i Tilværelsen, paa,Hoved og Hale, op og ned, udtrykt musikalsk? Lyder det godt eller daarligt? jeg ved det ikke; den Musik bevæger mig ikke; den lader mig kold. Men hører man Swing, da mærker man Liv; Følelser mobiliseres - Begejstring eller Modvilje; man aktiveres; dette angaar os alle.

Faa moderne Kulturfænomener har været mere omstridt end jazzen. jazz er som ingen anden moderne Musik naaet ud til Folket, har vundet svorne Tilhængere og bitre Fjender. Det kunde derfor være interessant at prøve at gøre sig klart, hvad dette skyldes, og hvilken Virkning det afstedkommer.

Jazz er som al Musik en Kunstform, og Kunst udtrykker altid noget. Hvad er det da, jazzen udtrykker og kan udtrykke? Carl Nielsen har engang sagt: »Dersom jazzen kunde omsættes, i Ord, vilde den blive forbudt af Sædelighedspolitiet.« Der er sikkert noget rigtigt i dette. jazzen Swingjazzen - er nemlig ikke blot en Musikform blandt mange; den er intet mindre end et Oprør mod hele den hidtidige europæiske Kultur og Aand og mod den Musik, der udtrykker europæisk Aand. Og som et saadant Oprør mod europæisk Aand og Tradition føles den ogsaa af sine aktive Forkæmpere (først og fremmest Svend Møller Kristensen og hans Kreds.) jazzen bringer et Budskab forkynder et Evangelium, kan man næsten sige: Legemets Evangelium. Enhver der med aabent, fordomsfrit Sind har lyttet'til Swingmusik og har Evnen til at paavirkes af Musik, vil have fornemmet denne rislende, jublende, hemningsløse Legemlighed, Sanselighed, ja, Seksualitet, der klinger som en Fanfare ud af den »hotte« jazz. Det er noget af dette, der gør jazzens Tilhængere saa dristigt oprørske mod al Tradition og Moral, og det er dette, der gør ældre, - traditionsbundne Mennesker saa utilpas og usikre ved jazz.

Nu er jazz naturligvis ikke blot Seksualitet; nej, jazz er i al Almindelighed Udtryksmiddel for hele Legemet; Legemet dirrer, skælver, lever intenst med i Tilegnelsen af Swing. Povl Hamburger siger i sin Pjece S. 56: »Thi det er netop hvad jazz er: den er Fysis' Sejr over Psyke, Materiens Sejr over Aanden«.

Det er derfor logisk, at Swingforkæmperne ikke nøjesmed at docere og nyde Swing; men hele deres Livsanskuelse er et Oprør mod den bestaaende Rest af europæisk Kultur. Thi er Kultur vel ikke netop Psykes Sejr over Fysis, Aandens over Materien? Hvad er det nemlig, som Kulturen har stræbt efter i dét Aartusind, da den europæiske Kultur er groet frem? Er det ikke netop at overvinde Materien; at tvinge Ord og Toner, Farver og det genstridige Stof ind i Former, der kunde udtrykke Menneskenes dybe Længsler og Følelser, kunde forløse lidt af Menneskenes Aand?

Men hvad kan jazzen udtrykke for os Europæere, ud over den rent legemlige Sanseglæde, den vi naturligvis har tilfælles med enhver Urskovsneger, Kineserkuli - eller - uden nogen fornærmende Sammenstilling med disse to sikkert sunde og udmærkede, men kulturelt endnu uudviklede Mennesketyper - som vi har fælles med en aandssvag Tosse, ja, selv med de højere Dyr? Kan jazzen f. Eks. udtrykke noget, der har med vor Længsel efter Gud at gøre? Ingen vilde falde paa det; ingen Europæer vilde kunne paakalde Gud, anraabe om Guds Barmhjertighed paa hidsende Jazzrytmer (En Neger kan det. Thi jazzen er hans Races Udtryksmiddel. Derfor er der et forfærdende svælg mellem Urskovsnegerens rituelle Dans til Trommens ekstatiske Rytmer - og et europæisk Kor af halvnøgne Piger der svipper med Benene og vrikker med Bagdelen til jazz; det første er ægte Kultur, men Negerkultur; det sidste er det ynkelige Affald fra en høj Kultur, der er ved at gaa. i Forraadnelse.)

Hvem kan begræde sin afdøde Mor eller Ægtefælle paa Jazzrytmer? Kan jazzen udtrykke noget, der har at gøre med vor Kærlighed til vort Fædreland, vor Smerte og Skam over dets Fornedrelse? Kan den udtrykke Vrede, Sorg, Haab? Kan den udtrykke Lidenskab, udover den rent legemlige? Nej, det kan den ikke. Og naar visse intellektuelle af Poul Henningsens Kaliber forsøger dette, virker det skingrende uægte, som en Forhaanelse. Dette forstod man klart ved en Lørdagsudsendelse i Radioen for nogen Tid siden fra Restaurant Tokanten, hvor Sange, der prætenderede at være alvorligt ment som Udtryk for Glæde over vort Lands Befrielse og Triumf over Nazismens Fald o.s.v. blev sunget paa jazzrytmer. Virkningen var blot, at Ordene forekom flade og letfærdige.

Det højeste, jazz kan drive det til i Retning af at udtrykke Følelser, er en vis sentimental, hulkende jamren, let tilfredsstillet Længsel eller en blid, trøstesløs Vemod, der nok kan gribe vage Sjæle, men som dog af en sund Europæer uvilkaarligt føles væsensfremmed, feminin. Udtryk for en blidere, mere passiv Races resignerede Finden sig i sin Skæbne.

Men det er dog de dybe, sande Følelser, Længsel, efter Gud, Bundethed til Land og Slægt, Frihedsbegejstring, Livsglæde (der bunder i andet end rent legemligt Velbehag), alt dette, som de store Komponister har evnet at udtrykke for os paa en saa vidunderlig Maade, at der i selve det at lytte til deres Musik ligger en stor Forløsning. Hvad findes der ikke af guddommelig Tro og Sejrsjubel i Matthæuspassionen? Hvor kan ikke Mozart udtrykke Livsglæde og Ynde - og Renhed - og ogsaa Menneskehjertets mørkere Uro og Længsler? Og hvilken Lidenskab, hvilken hellig Harme, dyb Smerte og ædel Afklarethed taler ikke til os gennem Beethovens Musik - for blot at nævne enkelte af Repræsentanterne for den store, europæiske Musik.

Og ikke blot Følelser udtrykkes gennem Musik. Ogsaa - og maaske ikke mindst - Forstandens Klarhed, modig Konsekvens, en besjælet Logik, kunde man sige; det modsatte af Banalitet og letkøbte Løsninger. En spinkel Klaversolo i en Klaverkoncert af Mozart, en af enkelte Klavertoner opbygget lille Melodi, kan give et Udtryk for Sandhed, Forfinelse, Aandrighed og Klarhed, der er sublimt. Hamburger siger (citerer) i sin Musikhistorie om en af Mozarts. Strygekvartetter, at de fire Strygere er behandlet som »selvstændige Personer i aandfuld, Konversation«. Aandfuld Konversation. Thi Musik er ikke blot for Øret, eller for Følelserne, den kan ogsaa være Udtryk for ædel Klarhed, for fin, modig Tankegang, der skyr Fraser og billige Løsninger. Musik er Udtryk for Aand.

Javel - siger Jazzfolkene maaske; men Bach, Mozart og Beethoven er døde for længst; de tilhører en svunden Fortid. Deres Musik er kun for Feinschmeckere, for Folk med særlige Forudsætninger.

Dertil vil jeg svare: for det første maa man gøre sig klart, at høj Kultur altid kun er skabt af de faa, for de faa. Dette kan man finde forkasteligt og uheldigt; men i den Tid af Menneskehedens Historie, der til Dato er forløbet, har det ikke desto mindre været et Faktum. Det behøver altsaa, ikke at forklejne Musikkens Værd, at den kun nydes af faa; notabene: hvis dette Faatal blot holder sig nogenlunde konstant ned gennem Tiderne, og iøvrigt rekrutteres blandt de kulturbærende Lag. Men det andet Punkt er alvorligere; denne Musik tilhører ikke vor Tid, men en svunden Tid. I vor Tid skrives der i Europa ingen stor Musik, ja, knap engang europæisk Musik længere. Det er vor Tids Tragedie, at vi i flere Henseender synes at staa ved Afslutningen af en Kulturepoke. Dette er et meget pessimistisk Syn; men derfor behøver det jo ikke at være forkert. Men er det rigtigt (hvad ogsaa Povl Hamburger antyder i sin Musikhistorie), at vi tilhører en Kultur, der nærmer sig sin Afslutning, saa er der to Maader at. møde denne tragiske Skæbne paa. Den ene er at svigte og fornægte vor europæiske Arv, gaa i Lære hos mere eller mindre primitive Racer, bevidst nedbryde, de Kulturformer, der tilsyneladende har mistet Evnen til at udvikle sig videre og sætte friske, unge Skud. Rive ned den Forfinelse og Storhed, der er opbygget gennem Aarhundreder; sprænge enhver Form, bortkaste enhver »Hemning«, gøre os »primitive« igen. (Kulturtræthed? Eller i den forfængelige Tro, at vi da kan »begynde forfra«?) Det er denne Livsanskuelse, Jazzfolkene forfægter i de Kredse, hvor de har Indflydelse.

Her anføres en Sang - ret typisk - fra en Sangbog, der anvendes paa to af Københavns tre Børnehavelærerindeseminarier(!) ; den er skrevet af Svend Møller Kristensen og synges naturligvis paa Jazz:

Vi har vel nok trængt til noet hot,
noet stærkt og raat,
os her i Danmark, - ja,
der er nu noet vi mangler.

Men saa en Dag ankom der noen
med en grammofon
til os her i Danmark - ja,
det var hot fra Harlem.

Det gik som lyn gennem byen,
Sjælland og Møen og Fyen,
Jylland var død af grin, sikken en nat,
det er godt og nyt med noet rytme,
saa pyt med jeres liegstouw.

Vi har igen faaet sat fut
og Spræl og sprut
i gamle Danmark - ja,
hils og tak i Harlem.

Hvem kan vel nægte, at dette, hvis det er ment som andet og mere end tarvelig Underholdningspjat, der hører hjemme paa Dyrehavsbakken, er et.Oprør mod vor Kultur?

Men dette er efter min Mening en ulykkelig og forkert Vej. Thi et moderne Menneske, bevidst eller ubevidst Produkt af en tusindaarig Kulturudvikling, kan ikke blive primitiv igen, ligesom en gammel Mand ikke kan blive Barn igen. Han kan »gaa i Barndom«, lalle, græde, more sig over lidt - men -hvor er Barnets Friskhed, svulmende Livskraft, tusind uudfoldede Muligheder? Der er lige saa stor Forskel paa den ægte primitive (Neger - Eskimo -) og den moderne Storbys »uhemmede«, kulturløse, »frigjorte« primitive, som der er paa en bristende Knop og den afblomstrede Blomsterstol. -Der er blandt andet den Forskel, at den ægte primitive er fyldt til Randen af Tro og ærbødig Undren; mens den moderne primitive er et Affaldsprodukt, ribbet for alt det, der i Tidens Løb er groet op af den ægte primitives Tro og Undren.

Den anden Vej er at møde Alderdommen værdigt og modigt, uden at gaa i Barndom. Man kan ære og glæde sig over vor Kulturs store Frembringelser, samles om dem og dyrke dem; holde Kilderne rene, der forbinder os med vor Fortid. Thi een Ting maa vi gøre os klart: ganske vister Bachs, Mozarts og Beethovens Musik nu Fortid; og en saadan Musik skrives ikke mere; men det er dog vor Races, vor Kulturs Udtryk for Menneskeaanden, og saa længe vi eksisterer, saa længe lever den europæiske Musik. Den antike Musik er død; ingen kan nu glæde sig over den græske Lyres spinkle Toner, Fløjtespillet og Sangen, saaledes som det blev dyrket med lidenskabelig Iver i Hellas. Men i den Forstand er Bach og Mozart og de andre store ikke døde; de lever i os, saa længe vi føler, at de udtrykker noget af vor Aand paa en saa sublim Maade, at vi ikke kan tænke os det gjort bedre. Ikke blot Ungdom og Opgang er Liv; ogsaa. Nedgang og Alderdom hører med til det levende Liv. Ungdommen har een Opgave, Alderdommen en anden; Ungdommen frembringer, og Alderdommen konserverer; (vor Tids store Museums- og Katalogiseringstrang er jo ogsaa et Alderdomstegn!) Ungdommen lever i Nuet - Alderdommen overskuer. Men en gammel Mand, der fornægter sin Ungdoms og Manddoms prægtige Gerninger og render i Hælene paa Børn og ganske unge for at »ligne« dem, er et naragtigt Syn. En gammel Mand, der fornægter sin Ungdoms og Manddoms Tro og Idealer og i Raadløshed vender sig til højre og venstre for at finde noget at fylde sin Tomhed med, er et højst beklageligt Fænomen, der kun vækker Foragt.

I denne Forbindelse har jeg ikke tænkt paa den alvorligt stræbende, udøvende Komponist i vore Dage. Hans Skæbne er efter min Mening i Virkeligheden tragisk. Alt hvad der kan siges med Toner, synes at være sagt, paa en Maade der ikke kan overtræffes. Tonematerialet og dets Muligheder synes at være opbrugt, inden for de Rammer, der kan udtrykke europæisk Aand. Selv de mest hektiske eksotiske Indsprøjtninger synes ikke at kunne bringe Liv i den døende europæiske Musik. Dette er i hvert Fald det umiddelbare Indtryk, en læg, Musikelsker faar vedat lytte til moderne Musik. Hvordan kan det ellers forklares, at Flertallet af de Mennesker, der dyrker og holder af Musik, standser ved den romantiske Musiks Efterklang, og ikke »forstaar«, ikke holder af den moderne Musik? Den er dem enten for kølig, rationalistisk, konstrueret; eller ogsaa er den simpelthen forvirrende og uforstaaelig for almindelige Musikelskere.

Mit Forsøg paa en Forklaring af dette kan kun blive rent antydningsvis. Mens Jazz.folkene vil gøre os »primitive« igen, Men kun opnaar at faa os til at »gaa i Barndom«, søger den moderne Musiks Skabere, som ægte Kunstnere, at udtrykke det moderne Menneske, den moderne Tid, gennem deres Musik. Dette kan gøres - og er blevet gjort - med baade Dygtighed og Ærlighed - ja, med Genialitet. Naar Resultatet alligevel lader Flertallet af Musikelskere kolde, hvad kan det da skyldes? Maaske kommer det af, at vor Tid er uhjælpelig rationalistisk og materialistisk. Det er ikke Komponisterne, der er noget i Vejen med; det er Tiden. Som Kunstnere er de uhjælpeligt bundet til deres Tid; de maa give Udtryk for den Aand, som Tiden har. Og hvad kan Musik, denne luftige, aandige, skønhedssøgende Kunstart, vel i Grunden stille op med en Tid, der tænker rationalistisk og materialistisk, der udtrykker sig i Teknik og Mekanik, der tilbeder Legemet og alt, hvad Legemets er, saa langt mere end Aanden?

Her ligger Kunstnernes Tragedie men her ligger ogsaa vort eneste Haab. Al Kunst, al Kultur udspringer af Aand. Først var Aanden, Troen, Kraften, Længslen - og derefter kom Kunsten. Det er Aand og Tro, vor Tid mangler; derfor kan den ikke frembringe noget aandeligt, der lever.

De sidste 100 Aars tekniske Fremskridt har betydet en i Historien aldrig før set Sejr for Materien paa Aandens Bekostning. Intet Under da, at Musikken, den mest ulegemlige, æteriske af Kunstarterne, først og stærkest har følt sig berøvet sit Element. Opfindelsen af Atombomben og de dermed forbundne uhyre tekniske Muligheder kan efter min Mening kun'betyde endnu en afgørende Sejr for Materialismens Herredømme, maaske det; afgørende; altsaa endnu daarligere. Kaar for Vækst af levende Kultur. Men det bestaar jo endnu som en svag Mulighed, at netop denne vældige tekniske, materielle Magt vil knuge og kryste Menneskesindene og vække et Oprør, en Trods mod Materialismens altovervældende Herredømme, maaske vække slumrende religiøse Kræfter i Menneskene.

Men i begge Tilfælde er der kun cen anstændig Vej at gaa: trofast at bevare Forbindelsen med vor egen Kulturs, store, frodige Tider; bevare Forbindelsen med de Kraftkilder, religiøse, moralske, nationale, hvoraf tidligere Tider øste. Kun da er vi rede, hvis det er Meningen, at vor Kulturs Aand atter skal blive levende og stærk og vor Kunst og Kultur atter skal flamme op i et Baal, der skal oplyse Verden. Men er det ikke Meningen, er vi for faa og svage til at gøre os gældende i de nye Tiders Verden, er yor Kulturs Undergang forestaaende, ja, da forekommer det mig værdigere for en Europæer at dø i Trofasthed mod Europa end i- den sidste, Time at svigte og fornægte de Værdier, hvorpaa vor Kultur er bygget op.

Årgang 21/1946, nr. 03