Omkring musikkultur

Af
| DMT Årgang 21 (1946) nr. 07 - side 115-117

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

OMKRING MUSIKKULTUR

Af Bengt johnsson

Da den lærde jurist og store Musikentusiast Thibaut i 1825 udsendte. sit Skrift »Uber Reinheit der Tonkunst«, havde han dermed faktisk indvarslet en Linie i Musikopdragelsen, der mere og mere har gjort sig gældende, og som i vore Dages Musikpædagogik, omend ikke afgørende saa dog i sin Tendens mod det alment musikkulturelle, har foretaget en delvis Kovending mod forrige Gederations, og dermed ogsa mod den fra Romantiken nedarvede ensidige Betoning af en rent udvortes Færdighed ved Uddannelsen dels af vordende Musikere og dels ved Opdragelsen af det store musikelskende og musikdyrkende Publikum.

Den moderne Musikpædagog ser det som sin Hovedopgave først og fremmest at uddanne en god Musiklytter, aabne sin Elevs Øre, hvilket i første Række er langt vigtigere end en ensrettet og næsten »hektisk« Træning af de instrumentale Færdigheder. Vi ser saaledes, hvordan Børnebegyndere allerede fra Starten lærer intervalafstande at kende, f. Eks. gennem Tonika-do-Systemet og den dertil knyttede relative Formfornemmelse. Eleven opøves i at lytte til en Melodis Bevægelse, Eleven bliver i Stand til at transponere, hans Grundtonefornemmelse fæstnes, kort sagt, Sansen til at opfatte en Melodi rigtigt, hvorledes den »hænger sammen«, glider ind i Elevens Bevidsthed fra de første Timer. Hertil kommer det meget væsentlige Punkt: det produktive. Eleven, og det gælder i Særdeleshed Børneibegyndere, maa fra Starten selv være med, maa. »komponere« i Ordets bogstaveligste Forstand, sammensætte sinaa, Melodistumper. Befrugtende i saa Henseende virker saaledes den begyndende »Formlære«, der tager sit Udgangspunkt i de fra Jacobsen og Mortensens Klaverskole velkendte »Spørgsmaal og Svar«. En Melodistump paa 2 eller 4 Takter opgives, og Eleven skal selv danne Afslutning, »Svaret«, paa denne f. Eks.

(nodeeksempel)

Som i Leg udvikles her Barnets Sans for Musikens Pulsslag, Sætningsbygning, Frasering, og Springet til mere udviklede Former føles ikke særligt stort, især hvis Læreren under hele Undervisningens Fremadskriden. samtidigt med de indstuderede Stykker gør Eleven bekendt med de Nydannelser, der forekommer. Endvidere bør man, naar der er gaaet et Stykke Tid, ikke være bange for at fortælle Eleven lidt om Musikens Historie. Til de tidligste Forspg i denne Retning er Misse Worm Jørgensens: »Rundt i Verden paa Musikens Vinger« velegnet,- men i mange Tilfælde vil jeg tro, at man bedst vækker Elevens Interesse ved selv at fortælle. Eleven er gerne. videbegærlig, Vil gerne spørge om 100 Ting paa en Gan ; -her maa man bringe Systematik i Foretagendet. Det kan f. Eks. ikke nytte at starte med en Fremstilling af Musikhistorien fra Oldtid til Nutid. Man maa fortælle Eleven lidt om Stilen og Karakteren i de Stykker, der for Øjeblikket indstuderes; mange vil gerne høre lidt om de store Mestre, nogle kender endda ikke Navne som Händel og Mozart; som Regel maa man I her gaa ganske individuelt til Værks. Undertegnede var engang ude for en Skolepige, der var ganske bjergtaget af de barokke Smaadanse, som J. og M.' s Skole er saa rig paa. Her var Maalet at bringe Pigen i nærmere Kontakt med senere Tiders Musik, dels ved at forespille denne, og dels ved at sammenligne den med Barokmusiken og prøve, om hun selv kunde lytte sig til Forskellene og til dels redegøre for disse. Jeg mener afgjort, at hvis man i en længere Periode af Undervisningsaaret bruger ca. Halvdelen af Timen til Musikkundskab, er denne Tid næppe spildt. De instrumentale Færdigheder er dog de færreste beskaaret at opnaa til Fuldkommenhed, og det er langt vigtigere for Musikamatører, gennem en, kyndig Lærers Vejledning, at udvikle sin Sans for »det skønne i Musiken«, saa at han selv kan dømme mellem godt og ondt, erhverve sig Musikkultur.

Saa vidt med Hensyn til Musikamatøren.--

For Fagmusikerens Vedkommende stiller Forholdet sig naturligvis ganske anderledes. For de fleste Musikeres Vedkommende begynder deres musikalske Uddannelse vel nogenlunde parallelt med Amatørens. Kun de færreste er fra Starten klar over »sit Kald«. Mange kaster sig først ret sent over Musiken for der at danne sig sin Livsbane. Mens Amatøren i de fleste Tilfælde kan nøje sig med en rent skitsemæssig Oversigt over Musikens Stilarter, Teori og Æstetik, saa er det uomstødeligt nødvendigt, at Fagmanden i sin Uddannelse paa sit Instrument ogsaa vinder et Overblik over sin Kunst's Lære i alle Detailler. Det er med ikke ringe Undren, at man selv i vore Dage støder paa, frisk og færdige uddannede unge Musikere, der aldrig har »set« endsige »hørt« en Septimakkord, mens Udtryk som Sonateform, og Rondoform er Kinesisk for dem. Hvorledes er det muligt, at disse Musikere kan udøve en Kunst, kan virke som Tolk mellem Komponist og Tilhører uden at kende de simpleste Love for deres Kunst? Ligesom en Skuespiller, der formidler Digterens Ord til Tilskueren, som bekendt baade kan læse og skrive, og naturligvis ogsaa fuldstændigt maa beherske det Millieu, den Stemning o. s. v., der ligger i hans Rolle, foruden at han maa skabe et levende Menneske ud af Digterens døde Tekst, maa en Musiker (for retmæssig at benævnes saaledes) be-herske ikke alene sit Instrument (Teknik o. s. v., hvilket svarer til Skuespillerens Talekunst, Mimik o. s. v.), m-en ogsaa kunne Musikkens »Sprog«, dens Harmonik, dens Form, dens Stil. Han maa derfor gennemgaa den Skoling, der kræves, hertil, maa rent teoretisk kunde beherske Musikken, dels ved Harmonisering, dels ved Kontrapunkt og fremfor alt ved Analyse. Analysen af et Værk, først og fremmest harmonisk, er en uundværlig Faktor for Indlevelsen i det paagældende Værk; gennem en Træning i Anayse bør den tonale og harmoniske Erkendelse af Musikken i den Grad glide ind i Musikerens Bevidsthed, at han slet ikke standser i sin Tankegang for at »finde ud af«, hvad det nu egentlig er for Akkorder, det drejer sig om. Det hele glider af sig selv, logisk og uden Uklarhed, i alt Fald saa længe Talen er om det 17.-19. Aafh.'s Musik. Men gennem en saadan Musikopfattelse trænes ogsaa Sansen for det moderne, de nye Tonesystemer og deres harmoniske Struktur. Samtidig med denne »teoretiske« Undervisning, som man i større eller mindre Udstrækning altid har lagt til Grund for Musikeruddannelsen, bør altid følge en omfattende Gennemgang og Indførelse i Musikkens Historie og Formtyper.

Disse 2 sidste Discipliner har man delvis i alt Fald herhjemme set for stort paa; dette er faktisk ret katastrofalt, da vi her staar ved Kærnen af Musikkulturen: Udviklingen af Musikerens Stilsans, som han ikke paa Forhaand er udstyret med, Opøvelsen af hans Formfornemmelse, Fornemmel.fe for Stoffet og dermed for hele den reproducerende Gengivelse; dette kan for saa vidt ikke »læres«, men Sanser for Formen og Balancen i et Kunstværk kan underbygges ved et omfattende Studium, der er lige saa vigtigt, som Udviklingen af de tekniske Færdigheder. Som Grundsten for en saadan »Stillære« bør uden Tvivl hegges en klar og fyldestgørende Gennemgang af Musikkens Historie (svarende til Omfanget i Ham-burgers: Musikkens Historie, suppleret med Karl Nef: Einführung in die Musik-Geschichte eller Jeanson og Rabe's: Musiken genom Tiderna), hvor Hovedvægten lægges paa Musikværkerne, altsaa ved en fyldig Eksempelgennemgang, eventuelt suppleret med Grammofondemonstrationer. Som en direkte Fortsættelse af denne Gennemgang bør følge den egentlige Formlære, der bedst dyrkes som en Sammensmeltning af Historie, Stilart og Teori (til dels Æstetik). Man kan her holde sig til Karl Blessinger: Grundzüge der musikalischen Formenlehre, der dog til dels, især med Hensyn . til det romantiske Stof, forekommer ret skematisk, til Trods for de udmærkede Enkeltheder. For den klassiske Musiks Vedkommende kunde der suppleres med Rudolf von Tobel's: Die Formenwelt der klassischen Instrumentalmusik, som dog paa den anden Side er for bredt anlagt til en egentlig Lærebog. Bedst er det, om Læreren selv er i Stand til at systematisere Stoffet og gennemgaa for Eleven de Hovedsynspunkfer og Principper, der gør sig gældende, idet man dels holder sig til en historisk Fremadskriden og dels til en mere typologisk. Eleven kunde saa selv stu'dere og undersøge en Række Musikværker, der ud fra de givne Eksempler lader sig sammenligne med disse og muligvis systematisere i Typer.

Som en Afslutning paa denne stilistisk formede Gennemgang kunde Eleven bringes paa nært Hold med en Række af Musikkens Hovedværker, der hver for I sig staar som Repræsentanterfor de forskellige Perioder, f. Eks.:
1) en gregoriansk Messe,
2) en Messe eller Mottet af Palestrina,
3) en tidlig Opera,
4) et kirkeligt Værk af Schütz (f. Eks. Die sieben Worte),
5) Händels Messias,
6) Bach's Matthauspassionen,
7) Mozart's Don Juan,
8) en Symfoni af hver af de 3 store Klassikere,
9) Weber's Jægerbruden,
10) en Wagner Opera,
11) en Brahmssymfoni,
12) et Debussy-Værk.

Ved en saadan Gennemgang vinder den vordende Fagmusiker et Overblik over sin Kunst, især uddybes hans Kendskab. til Musik, der ikke hører ind under hans Specialomraade; han bliver alsidig, faar Evnen til at vurdere udviklet. Man behøver ikke at være ængstelig for at blive hængende i Detailler og tør Viden. Ved en saadan analytisk Værk-gennemgang maa hele Tiden tages Hensyn til, hvorledes det paagældende Værk rent umiddelbart virker. Mon ikke vi herigennem vilde opnaa en høj Standard af vore Musikere, og samtidig derigennem virke indirekte paa Publikums Smag og Modtagelighed, hvilket vilde betyde en Bortvending fra den populære Forfladigelse af visse Traditionaliteter, som vi snart er alt for mæt af. En saadan alsidig og fornem Musikuddannelse vil bevirke en Højnelse af vor Musikkultur.

Årgang 21/1946, nr. 07