Fritz Busch død

Af
| DMT Årgang 26 (1951) nr. 09 - side 196-200

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Fritz Busch død

Wir setzen uns mit Tränen nieder
und rufen dir im Grabe zu:
Ruhe sanfte, ruhe sanfte, sanfte ruh'.

Mathæus Passionen.

Torsdag 15. september. London. Reuter.

»I en alder af 61 år er den verdenskendte og højtskattede dirigent i eftermiddag død på et hotel i London efter et hjerteanfald. Han var. . ..«

Han var, d. v. s. han er ikke mere, det er det centrale, som man opfatter i øjeblikkets fortvivlelse, nutid, er pludselig blevet til ubarmhjertelig datid og fortid. Slut er det med nye musikalske oplevelser, slut med muntre og venskabelige samtaler, aldrig skal vi mere feste sammen.

Det er håbløst at give en nøgtern og objektiv bedømmelse af et menneske, som man gennem årene er blevet knyttet til med venskabsbånd og til hvem man kunstnerisk står i den dybeste taknemmelighedsgæld - men måske de små glimt, jeg vil fremdrage af det forgangne, alligevel vil belyse væsentlige karakteregenskaber hos, ham og også give forklaringen på, hvorfor lian i særlig grad forstod at tilpasse sig danske forhold og hvorfor vi herhjemine umiddelbart tog ham til vort hjerte.

Foråret 1936. En regntrist morgen er D. U. T.s orkester samlet til prøve. Salen er sparsom belyst og sparsom opvarmet. Ingen gunstige betingelser er tilstede for en musikalsk oplevelse, tvæ rtiniod hersker der stor nervøsitet over at »selveste« Fritz Busch har lovet at komme og instruere orkestret. Busch kom - og glemt var dårlig belysning, vaklende nodestole samt salens manglende temperatur - der existerede kun Schuberts 5. symfoni - og så naturligvis Busch, der på vidunderlig måde gjorde værket endnu vidunderligere end vi troede det var muligt. Da han forlod prøven, stod vi lykke- og musikberusede tilbage. Dette var indledningen til de mange handsrækninger Fritz Busch gav den danske musikungdom.

- At trække de store linier op i et Værk, at dramatisere værkets idé var en af de centrale egenskaber i Busch' direktion. Men for at opnå dette arbejdede han på prøverne udelukkende med detailler og blev ved indtil det hele gik rent mekanisk. Blev orkestret træt havde han en vits på læberne; utallige er de gange, hvor han annoncerede farlige overgange med et »Pas på, rabatten er blød« eller foregreb passager i kontraktbasserne med udråbet »Nu ingen møbeltransport«. Hvad han derimod ikke kunne betragte ud fra et humoristisk synspunkt var gale buestrøg. Til gengæld ændrede han dem ofte fra prøve til prøve, og hvad der var god latin den ene dag var kun mådelig den næste. Dette var ikke et udslag af vankelmodighed, men en bestræbelse for at opnå det smukkest mulige klanglige resultat. Når studierne så var vel tilendebragt på prøverne, smækkede han partiturerne i - og så gik det løs med at trylle musik på selve koncerten. Hvem husker ikke hvordan en detailleret indstudering af Beethovens 9de blev til en fremførelse, hvor de store flader kom til at dominere og hvor partier, der ellers falder i stumper og stykker, blev svejset sammen til vældige plastiske kurver. Det var storsynet i Busch' kunst der fangede og fængslede.

Festivitas, humør og godt kammeratskab var andre af hans egenskaber. Således var det ganske naturligt for ham at invitere hele radioorkestret til fest hos Davidsen, da han blev 50, og havde han ikke været i New York på 60-årsdagen skulle spøgen have været gentaget. Ligeså naturligt var det for ham at tage en trompet og improvisere en trediestemme til en polka, da vi på hjemturen fra Edinburgh havde nogle minutters ophold i Fredericia og trompetisterne mente det var formålstjenligt at prøve, om der var mere embouchure tilbage.

Også den danske form for humor og hygge var to ting han satte pris på og hurtig tilegnede sig; og her kan man sikkert søge årsagen til at han som få andre blev betragtet som,en af vore egne og selv følte sig hjemme her. - En dag havde han sammen med fru Grete spist frokost på en restaurant i Nyhavn, og da de er ved at gå hjem, hører han larm og slagsmål fra en nærliggende kælderbeværtning og ser et øjeblik efter en mand blive smidt ud gennem vinduet. Det var ikke det dramatiske, i episoden, der tiltrak sig hans opmærksomhed denne gang, men, som han selv fortalte med en klukkende latter, en plakat i det sønderslåede vindu som fredfyldt forkyndte »Godt madsted, hyggelige omgivelser«.

Havde han let til smil, kunne hans øjne også hurtig blive blanke, når noget betog ham. Det kunne være ophøjede steder i musiken, eller som da han efter krigen vendte tilbage og af salen blev modtaget med et såre hjerteligt bifald, der fortalte ham, at han havde været savnet - ja, da nøjedes hans øjne ikke med at blive blanke, da trillede tårene uhemmet ned af kinderne. »Gudskelov, sagde han bagefter, hvor er det godt at mærke, at man er, kommet hjem igen til det kære lille Danmark.« - Hans kærlighedserklæring blev ikke blot til ord, men han gengældte den hengivenhed, der mødte ham, ved ude omkring i. verden, hvor lian kom frem, at prise vort land og vor kultur, ved at indspille grammofonplader herhjemme, ved at hjælpe danske kunstnere frem til udlandets scener og tribuner, ved at introducere Statsradiofoniens Symfoniorkester - mit kæreste orkester, som han benævnte det - for den internationale musik-verden i Edinburgh - og havde han levet, var det blevet til mangfoldige andre ting. For trofast var han som få. Havde han engang fattet venskab for nogen, var det ikke ham der brød det. Det gav sig også udslag i hans programmer, hvor han på trods af alt og alle ville spille sin gamle ven Ma Reger, ville prøve på at overbevise enhver om denne musiks store fortjenester. - Skulle denne musik endelig spilles, kunne den sikkert ikke få bedre interpret. Selv var han så grebet af Regers fantastiske brug af harmonier, at han i Edinburgh slet ikke kunne få nok, hvilket resulterede i, at han i en af de allersomlangsomste takter i bare betagelse forsøgte at forlede orkestret til at strække sig et par ottendedele længere end foreskrevet.

Da han dirigerede »Don Juan« på »Det kongelige« inviterede han mig til at overvære forestillingen. Der var naturligvis udsolgt til alle opførelserne, så han installerede sin gæst i orkestergraven. Der oplevede jeg det mærkelige at blive tilskuer til to opførelser på engang, den der foregik på scenen og den der foregik på dirigentpodiet. Busch ikke alene dirigerede og spillede klaver til recitativerne, men samtidig både sang og dramatiserede han alle partierne i operaen, koret inclusive. Skade at publikum ikke også kunne se denne forestilling.

Desværre fik Busch kun denne ene lejlighed til at vise sine dramatiske evner på teatret, men han greb enhver anledning på koncerttribunen til at demonstrere disse sine egenskaber. Da vi i radioen spillede den store suite af »Rosenkavaleren«, var der ingen tvivl om at han drømte sig tilbage til Dredsner-operaen - der var enkelte af os i orkestret, der ville have svoret på at have set Busch give signal til tæppets opgang og fald. Eller for at nævne noget helt andet: hvor kunne han i »Skabelsen« få slangen til at bugte sig og løven til at brøle, ja om det så var sneen, så materialiserede den sig grangivelig.

Og så »Årstiderne« - hans svanesang herhjemme. Havde han fortalt »Skabelsen« som en billedbibel, naivt og fromt, som en af det 15. århundredes malere ville have gjort det med stærke og klare farver, så gav »Årstiderne« ham friere hænder til det dramatiske, her hvor det ikke var engle men almindelige mennesker, der fortalte og sang. Værket stod hans hjerte meget nær og han havde lagt et uhyre arbejde i indstuderingen både med solister, med kor og orkester. Dog prøvede han mest på de første tre dele og slutningskoret, hvorimod han gik lidt forsigtig til værks med det øvrige af »vinteren«. Også det havde sin forklaring; texten berettede om alderdom og død, og når man selv går med en snigende angina pectoris, er det naturligt ikke at dvæle for meget ved disse dele. Aftnen før koncerten var han sammen med et par af sine mest intime venner hjemme hos mig og spise til middag. Vi kom lige fra en sen aftenprøve og trods det, at han var træt, talte han meget om den forestående koncert, og om hvordan Haydn, for hver gang han spillede hans værker, syntes ham større og større, ja han fandt, at Haydn måtte betragtes som den største indenfor symfoni- og korlitteraturen, fordi intet menneskeligt syntes at have været ham fremmed. - Aftnen efter var Busch veloplagt og udhvilet til koncerten, og han udstrålede sådan en vitalitet, at alle var klar over, dels at koncerten ville blive noget enestående, dels at den yderste agtpågivenhed var nødvendig, fordi Busch ville give sig inspirationen i vold og kun bruge det indstuderede som en skabelon til at improvisere over. Det blev en fortsat stigning fra første tone indtil klimax nåedes i vinkoret i 3die dels slutning. Som han stod der på podiet lignede lian selv en vinbonde, lykkelig og glad over at høsten var vel i hus, givende sig lien i alskens uskyldige løjer og skæmt; hans afstamning fra Rhinen fornægtede sig ikke. Så kom pausen, og da Busch atter stod på podiet, var han en anden; væk var vinbonden, væk var munterheden, han havde indlevet sig sådan i værket, at han var blevet en gammel mand. Og i den næste halve time-gennemlevede han alle de stemninger, som han havde ladet ligge til prøverne; han, den livsglade, tømt den beske kalk med alderdom og død tilbunds. Nu skulle disse problemer ikke blot overståes, nu skulle de gennemleves. - Men da trompeterne satte ind med fanfarene til slutkoret livede hans ansigtsudtryk op med et lille lykkeligt smil og som fremsagde han sin trosbekendelse musicerede han værkets konklusion:

Simon:
Dann bricht der grosse Morgen an,
der Allmach zweites Wort erweckt
zum neuen Dasein uns,
von Pein und Tod auf ininier frei.

Lukas:
Die Hinimelspforten Ufnen sich,
der hellge Berg erscheint
ihr krönt des Herren Zelt
wo, Ruh und Friede thront.

Kor:
Wer darf durch diese Pforte gehn?

Hanne.
Der Arges mied und Gutes tat!

Kor:
Wer darf besteigen diesen Berg?

Hanne:
Von dessen Lippen Wahrlicit floss!

Kor:
Wer darf in diesen Zelte wohnen.

Hanne:
Der Armen und Bedrängten half!

Kor:
Wer wird den Frieden dort geniessen?

Hanne:
Der Schutz und Rech der Unschuld gab!

Kor:
O seht, der grosse Morgen nalit!
O seht, er leuchtet schon!
Die Himmelspforten öffnen sich,
der heilge Berg erscheint!
Vorüber sind, verbrauset sind die leidenvollen
Tage, des Lebens Winterstürme!

Ein ewger Frühling herscht
und grenzenlose Seligkeit wird der Gerechten Lohn.

Hanne, Lukas, Simon:
Auch uns werd einst ein solcher Lohn!
Lasst uns wirken, lasst uns streben!

Kor:
Lasst uns kämpfen;
lasst uns harren zu erringen diesen Prels!
Uns lelte deine Hand, o Gott!

Verleih uns Stärk und Mut!
Dann siegen wir.
Dann gehn wir ein in deines Reiches Herrlichkelt!
Amen! Amen!

Da det sidste amen havde lydt, da han sænkede sine følsomme hænder for sidste gang og bifaldet skyllede ham imøde, var bevægelsen ved at tage overhånd - men med en overmenneskelig kraftanstrengelse tog han sig sammen, delte bifaldet broderlig med solister, kor og orkester og søgte til sidst ly i sit værelse. Her lod han tårene frit strømme.

Det blev en afsked med få ord, en tak, et på gensyn og et hjertevarmt håndtryk.

Næste morgen rejste han afsted for at gense Tyskland og give sin første koncert i Gürzenich, hvor han havde debuteret. - Vi skulle aldrig se ham mere.

Som jeg nu sidder og skriver, er det hele blevet levende igen, Busch er påny, er genopstået i tankerne, og der vil han leve videre til den sidste dør, der har kendt ham.

Ejendom dør, Frænder dø selv man dør til sidst, Eftermælet aldrig dør når det vel er vundet.

Tak Fritz Busch for alt hvad du gav os her i Danmark! Varsomt vil vi værne dit minde!

Waldemar Wolsing.

Årgang 26/1951, nr. 09